SpilNintendo DS: Kirby: Mass AttackChristian S. Wittus14. nov 2011Tilbage til Hovedsiden

****..

Et tifoldigt leve for Kirby.

Kirby er muligvis den af Nintendos karakterer, der er blevet udsat for flest fysiske transformationer gennem tiderne i de mange spil, han har haft hovedrolle i. Sidste gang vi så noget til ham, var han ovenikøbet blevet til et garnnøgle med flere forvandlingsmuligheder end en schweizerkniv. Med det muligvis sidste Kirby-spil til den elskede Nintendo DS(i) sker det således igen, og denne gang skulle man faktisk tro, at en kniv havde været involveret.

For at undgå, at Kirby blander sig i den onde, onde Necrodeus' onde, onde planer, har denne nemlig hakket vores puffede helt op i ti mini-Kirbyer for lettere at kunne besejre ham/dem. Han får dog kun kvast de første ni, før han hastigt skynder sig videre med planerne, hvilket altså efterlader en tiendedel Kirby at gøre godt med.

Småt er godt

Størrelse er jo heldigvis ikke alt, og det gælder også i dette eventyr. Alle ved, at frugt er sundt, og for Kirby er effekten tifold, idet en ny mini-Kirby dukker op, hver gang han har spist en tilpas stor portion. Således kan han - med nok frugt - hidkalde sig alle sine ni faldne brødre, som i samlet flok må besejre Necrodeus, hvis de glade dage skal komme tilbage.

Mindre kan også gøre det på den lange vej, men alle baner har dog et umiddelbart adgangskrav til antallet af mini-Kirbyer på slæb, før man bliver lukket ind, så det er bare om at guffe i sig på de foregående baner. Og i den henseende udskiller Mass Attack sig også fra langt de fleste af maskinens øvrige spil, idet man kun bruger stylussen til at styre poderne. Prik på skærmen, hvor mini-Kirbyerne skal gå eller hoppe hen, prik to gange for at gøre det hurtigt eller svirp med stylussen på skærmen, hvis de små fyre skal gå amok og angribe noget eller nogen. Endelig kan man også vælge at fastholde stylussen et sted på skærmen, hvorefter hele banden samles omkring punktet. Tegner man derfra en streg, vil de små fyre følge efter - også oppe i luften - og man kan således få dem navigeret alle mulige og umulige steder hen. Det er en lille genistreg, hvis jeg må være så fri, og man forbløffes over, at en så simpel styring føles så intuitiv og rig på udfoldelsesmuligheder.

Det kan selvfølgelig blive lidt kaotisk at holde styr på tropperne, når man er igang med et bossopgør og ti mini-Kirbyer stæser rundt imellem hinanden, og derfor har man ikke altid styr over den enkeltes helbredstilstand. Men det er så kært og hyggeligt at være tilskuer til, at man oftest tilgiver spillet, når overblikket forsvinder og enkelte mini-Kirbyer flyver til himmels, før man kan nå at fange og genoplive dem. Så må man jo bare spise lidt mere frugt og prøve igen.

I samlet flok

Foruden den traditionelle hoppen rundt og smadren fjender, er der også blevet plads til en portion simple gåder, hvor antallet af mini-Kirbyer ofte er den udslagsgivende faktor. Et eksempel kan være en rodfrugt, der sidder fast i loftet af en jordhule. Her kræves det så, at et bestemt antal mini-Kirbyer griber fat i rodfrugten, så den løsner sig og falder ned (se billede). Ikke alle gåder kræver, at man løser dem i første hug, men de er med til at sikre en vis portion genspilning af de forskellige baner.

Hver bane gemmer nemlig på et antal mønter, der kan bruges til at låse op for diverse minispil fra hovedmenuen. De inkluderer blandt andet et flipperspil, en variant a Whack-a-mole og et "Simon siger"-løb på tid. God underholdning for de små, og så absolut et incitament til at indsamle alle mønterne på hver bane.

I typisk Nintendo-stil er hele affæren farverig, har en hyggelig lydside og et harmløst design, så alle aldre kan være med. Sværhedsgraden svinger en del, hvis man partout vil have det hele med, mens det burde være muligt for de fleste at komme fremad i spillet med lidt tålmodighed og gentagne besøg på de tidligere baner, hvis man lige savner en mini-Kirby eller to. Når kaos indtræder, kan der dog godt skride lidt for mange mini-Kirbyer i svinget, hvorfor en forælder måske bør være i nærheden, når de mindste styrer stylussen.

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieNintendo DS
Udgivelsesdato28. okt 2011
FormatCART EU
UdviklerHAL Laboratory
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Websitewww.nintendo.co.uk/N[...]
Se også:
Wii: Kirby's Adventure Wii
Kommentarer Ingen
Spilfeatures
Antal spillere 1 
ELSPA rating3+
Billeder
Selv de onde bosser er søde at se på.Flygt fra isdragen!
Et andet nuttet monster, som man dårligt nænner at sende tilbage i dybet.Indsaml de gemte mønter for at åbne for minispil fra hovedmenuen.
Det går hurtigt hen og bliver hektisk at holde styr på alle mini-Kirbyer under bossopgør.Syv mini-Kirbyer skal der til, før tyngdekraften kan gøre resten.






SKRIV FØRSTE KOMMENTAR

Du skal være logget ind for at kunne sende kommentarer. Gå til login-siden og klar detaljerne dér eller login med Facebook.


Lt. Cmdr Data: The environmental anomalies may have stimulated certain rebellious insticts which could affect everyone's judgment. Except mine, of course.
Cmdr. Beverly Crusher: What do you think we should do?
Lt. Cmdr Data: Saddle up, lock and load!
-- Star Trek: Insurrection