SpilPlayStation 3: Battlefield 3Christian S. Wittus8. nov 2011Tilbage til Hovedsiden

*****.

Krig med frostbid i.

Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at DICE og Battlefield hænger sammen som FPS[*] og hovedskud. Det er heller ikke en nyhed, at de svenske gutter har både evnerne og ånden til at levere et brag af en deathmatch[*], hvilket har været deres kendetegn i de snart ti år, der er gået, siden Battlefield 1942 tog verden med storm. Og endelig har vi med deres Bad Company-serie fået syn for sagen på, at de også kan binde et plot og nogle mindeværdige skuddueller mellem menneske og AI[*] på omtalte dødsmekanikker.

Lægger man de faktorer sammen, burde konklusionen være klar, så hvorfor kan jeg ikke ubetinget anbefale Battlefield 3 til alle?

Skønhed har sin pris.

Før jeg uddyber dette, skylder jeg indledningsvis at lægge kortene på bordet og slå fast, at DICE-drengene endnu engang har vist deres tekniske overlegenhed, og deres Frostbite 2-motor er uden tvivl markedets hidtil flotteste og mest velsmurte af slagsen. Hvordan man stadig kan vride mere ud af 5-6 år gamle konsoller, er mig en gåde, men grænsen er tilsyneladende ikke nået endnu. Jeg kan næsten garantere, at alle tilskuere vil sidde med en åben mund på størrelse med skudhullet efter et granatstyr affyret på fem meters afstand. På hver bane.

Ikke siden det første Modern Warfare har jeg været så imponeret over grafikken i et FPS, og at både konsol- og PC-ejere får det absolut bedste, deres respektive maskiner kan trække, er virkelig imponerende. Samtidig formår udviklerne at tilføre hver enkelt mission med en dynamik, der er en Bruckheimer-film værdig. Eksplosioner, ild, partikel- og lyseffekter er blevet kastet ind i spillet i spandevis, og øvrige effekter som regn og støv på vores skiftende heltes visirer er med til at skabe en til tider klaustrofobisk stemning, når man forvirret og ufrivilligt må spæne mod det uvisse med fingeren på aftrækkeren.

Og heri dukker første problem med det ekstravagante skydetelt så op. Enhver fremfærd under de enkelte missioner er så kraftigt scripted, at man bare har at følge med, hvis man vil være en del af fornøjelserne. Ofte bliver man samtidig pinedød nødsaget til at følge sin leder blindt igennem en veritabel kugleregn, hvilket lige så ofte ender med en uundgåelig dødsrallen. Jeg har også prøvet at være for hurtigt afsted, således at jeg pludselig befandt mig i et mennesketomt kontor uden mulighed for at komme videre gennem en låst dør. Efter et stykke tid fandt jeg en makker og en sidste fjende fastlåst i hjerneløs ildkamp få meter fra hinanden, hvorefter jeg måtte aflive staklen, så min makker kunne løbe hen til døren og vi kunne komme videre.

Dum og dummere.

Det bringer os til min anden anke, også kaldet "ubalanceret AI". Dine modstandere er mere end kapable i kunsten at placere en kugle i panden af dig på 200 meters afstand, men omvendt kan de i nærkamp sagtens løbe lige forbi dig og dine kollegaer, hvis de får øje på et rigtigt godt skjulested, som de bare hen og sidde bag. Fair enough, vi elsker alle at sidde i skjul med en god riffel, og her kan jeg kombinere mine to anker med betragtningen, at man godt kan få en fjende på kornet uden at kunne skyde vedkommende. Forsøger man derefter at rykke sig lidt til siden for at komme væk fra denne usynlige væg, så er der ikke langt til ovenstående dødsrallen igen, idet man med stor chance bliver spottet, før man får justeret sigtet. Automatisk sigte, der hjælper til med den sidste finjustering ved zoom, er derfor guld værd, og jeg vil kun anbefale masochister at slå det fra.

AI'en er altså både snotdum og lynhurtig, mens omgivelserne godt kan drille lidt, når man gemmer sig bag diverse genstande og forsøger at nedkæmpe overmagten enkeltvis. Det forstærkes desværre af det faktum, at selvom den grafiske motor tillader imponerende destruktion af omgivelserne i stor stil, så er det langt fra alle ting, der reagerer, som man havde forestillet sig. Det må således være første gang i et FPS, at jeg har beskudt en ellers eksplosiv ildslukker, der derefter blot hånede mig med sine synlige skudhuller, mens jeg blev beskudt af den uskadte fjende lige til højre for den. Ligeledes og utroligt nok er der tilsyneladende også gjort god brug af panserglas i spillets univers, for man kan aldrig være helt sikker på, om det kan skydes i stykker eller ej. Endelig kan ens allierede godt finde på at skubbe én væk fra sit skjul, fordi deres scriptede opførsel byder, at de skal sidde på din plads, og det har også i adskillige tilfælde resulteret i for tidlig død. Det er ikke deciderede showstoppers, men når man foruden omgivelserne skal kæmpe mod AI på begge sider af konflikten, så kan man godt føle sig en smule alene i ny og næ.

Puha, det var en ordentlig omgang, og jeg kan godt se, at jeg får det til at lyde, som om jeg ikke bryder mig om kampagnen i spillet, men det er ikke korrekt. Der er mange spændende øjeblikke enten til fods, som andenpilot i en jet, bag rattet eller maskingeværet i en kampvogn samt i sikkerhed bag kikkertsigtet på en snigskytteriffel, og det kan ikke overdrives, hvor flot og stemningsfuldt det hele er udført. Men det irriterer mig altså grænseløst, at jeg skal flås ud af den illusion adskillige gange på næsten hver bane grundet amatørfejl, som DICE tilsyneladende har kunnet undgå i tidligere spil.

At man sættes i skoene på forskellige hovedpersoner undervejs fjerner samtidig enhver form for samhørighed med sin figur, og der går desværre ikke mange missioner, før de utallige dødsfald synes ligegyldige, og man sukkende blot starter ved seneste - og ikke altid nært forekommende - checkpoint, når uretfærdighederne sætter ind. Det skal siges, at jeg spillede på normal sværhedsgrad, hvilket nogen altså bare havde glemt at fortælle oppositionen.

Sammen står vi stærkest.

Når man så efter et halvt dusin timer lægger kampagnen bag sig og starter multiplayer[*], går der et lys op for én. Det er her, de store tanker er blevet tænkt omkring at give spilleren valuta for pengene i det lange løb. Her bydes på dynamiske områder i imponerende størrelser, hvor køretøjer, fly og helikoptre er med til at give krigsskuepladsen en ekstra dimension. Alene eller i hold kan man sædvanen tro ture rundt med sin opgraderbare soldat, der løbende også får udvidet sit væld af ekstraudstyr, og til alle tider får man fornemmelsen af at være en del af en større konflikt. Her har DICE ramt hovedet lige på sømmet og rent faktisk formået at gøre deathmatch til en større ting - akkurat som de gjorde med forgængeren til pc. Op til 24 spillere (og hele 64 på PC) kan faktisk næsten blive væk fra hinanden på flere af banerne, hvor både kuperet terræn, bygninger og et væld af forskelligt morads gør sit for at bidrage til gemmelegen. En enkelt anke er dog, at det er lidt for let at flyve ud af banen med jetfly, hvilket er lidt begrænsende for luftakrobatikken i den henseende. Øvrige transportmidler er som altid en fryd at benytte, og gamle Battlefield-fans kan altså med lethed ånde lettet op, da de bestemt ikke burde blive skuffede over onlinedelen.

Jeg er i den målgruppe, hvor det er sjovt at benytte et par timer online i selskab med fremmede, men hellere vil spille med venner, og derfor er det også en stor fornøjelse at se, at online co-op[*] er blevet inkluderet. Det er en separat seks-missioners kampagne for to spillere, som tilbyder lidt af det hele i mindre doser end hovedkampagnen. De enkelte missioner er af et kvarters varighed, men så er der tre sværhedsgrader at give sig i kast med, og uanset hvad fortjener udviklerne ros for at inkludere en sådan del, hvis man ikke er til det store holdbaserede tju-bang. Jeg er desværre ikke kommet så langt i denne del, da jeg venter på, at mine venner får investeret i PS3-udgaven. Man kan dog sagtens spille med fremmede, men jeg har været så uheldig at blive parret med halvblinde piloter og selvmorderiske haglgeværskytter, så morskaben har været alt for kort. Dog har fornøjelsen været lang nok til at give mig fornemmelsen for co-op, som jeg derfor glæder mig til at prøve ordentligt senere.

Var Battlefield 3 blevet lanceret som et spil for blot én person, så ville karakteren være synligt lavere, mens inklusionen af co-op[*] og - ikke mindst - de snart klassiske online-modi, som DICE er så berømte for, placerer os solidt på ovenstående karakter. Jeg vil dog slutte med at indrømme, at grafik ikke er alt, og at jeg måske hellere havde set lidt mere energi blive lagt i at forlænge og forbedre solooplevelsen, da det er min primære fokus for spil i denne genre. Som det står nu er det dog en solid udgivelse på alle platforme, og har man en onlinekriger i maven, er der vist ingen vej udenom Battlefield 3.


Der er 23 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MediePlayStation 3
Udgivelsesdato27. okt 2011
FormatPAL
UdviklerDICE
UdgiverElectronic Arts
Udlånt afElectronic Arts
Se også:
PC: Battlefield 2
PC: Battlefield 2142
Xbox 360: Battlefield 2: Modern Combat
Xbox: Battlefield 2: Modern Combat
PC: Battlefield Vietnam
Xbox 360: Battlefield: Bad Company
PlayStation 3: Battlefield: Bad Company 2
Kommentarer 23 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-2 
ELSPA rating18+
Onlinespilja
Understøtter:
720p
Findes også til:
 PC
 Xbox 360
Billeder
Hektiske og smukke øjeblikke som disse er der mange af.Følg med eller bliv ladt tilbage. Aldrig har det været mere sandt.
Stik ikke hovedet for langt frem, med mindre du er sikker på, hvor oppositionen skyder fra.Der skal løbes meget. Og helst hurtigt.
At være andenpilot er muligvis ikke så sjovt som at styre fuglen selv, men så kan i stedet nyde de i sandhed smukke omgivelser.Som sagt, kig dig rundt og nyd svensk design, når det er bedst.
Lyskilder og et væld af effekter bliver benyttet næsten konstant og giver hver bane et ultrarealistisk udseende. Til tider i vejen for overblikket, men altid imponerende.
Nattebaner har altid haft potentialet for at vise den grafiske motors lyseffekter, men det sker på bekostning af hyppigere dødsfald for vores helt.Selvfølgelig skal der rappelles, når man er elitesoldat. Intet mindre kan gøre det.







Brugerkommentarer (23)



Any wizard bright enough to survive for five minutes was also bright enough to realise that if there was any power in demonology, then it lay with the demons. Using it for your own purposes would be like trying to beat mice to death with a rattlesnake.
-- Terry Pratchett (Eric)