LitteraturJohn Kenn Mortensen: Post-it-monstreAnders Petersen16. nov 2011Tilbage til Hovedsiden

*****.

Om frygt, fascination, samlermani og noget om en bog som John har tegnet.

Jeg har samlet på mange forskellige ting i mit liv. Da jeg var helt lille samlede jeg sten og mønter fra fremmede lande. Da jeg blev gammel nok til at tage imod min morfars påvirkning, begyndte jeg at samle på frimærker. Da en af hans lejere en dag flyttede fra det lidt for store hus i Rønne, efterlod han mig med en sæk fuld af tegneserier, der startede endnu en mani. I Amiga-dagene forsøgte jeg at lave et lokalt bibliotek for demoer. Senere blev det spil og løjerlig konsolhardware jeg samlede på. At samle og katalogisere ting er en indgroet del af mit væsen, og trods mine periodiske bestræbelser på at skille mig af med min mani, har mine samlinger blot ændret sig støt gennem hele mit liv og kommer helt sikkert til at skifte mange gange endnu. Der er imidlertid én ting jeg har samlet på så længe jeg kan huske tilbage, og det er en passion jeg nok må se i øjnene, at jeg nok aldrig vokser fra: Monstre.

I de mange kufferter med mine tusindvis af børnetegninger udgør monstre langt størstedelen af motiverne. Fra de tidligste, næsten udecifrérbare kruseduller, til de ubehændigt, spejlvendt signerede tuschgespenster og de utallige fælstyggeligheder jeg producerede i mine første skoleår i både timer og frikvarterer. Da jeg opdagede biblioteket og skolens duplikator omtrent samtidig, blev begge dele misbrugt på det groveste til at producere og fragte kopier af kobberstik fra diverse folklorebøger med hjem under dække af den ene skolefaglige løgn efter den anden. Da Steve Jacksons Fighting Fantasy-bøger i midtfirserne dukkede op på kommunebiblioteket under navnet Sværd & Trolddom var jeg i den syvende himmel. Jeg kopierede stort set alle illustrationer, inklusive forsiderne og udarbejdede og tegnede på egen hånd nye historier med monstrene som centerpunkt.

Da jeg blev gammel nok til at færdes på egen hånd, fandt jeg efter skoletid hurtigt et fast holdepunkt hos den lokale antikvar, der, udover selv at være et monster som de fleste børn på min alder frygtede, også havde en fjern afkrog af forretningen med gys og gru-tegneserier. Det blev til mange ture forbi den nussede forretning i Stålegade, hvor jeg en dag også fandt et nummer af Fangoria, som jeg gemte for mine forældre indtil jeg i femte klasse skiftede skole og kom i klasse med børn fra lidt mere spredte samfundslag. Her mødte jeg Jesper, hvis forældre var meget anderledes end mine i og med, at de ikke fattede særlig stor interesse for hvad deres unger rendte rundt og lavede. Således blev de næste tre år i Jespers lille børneværelse - og den moviebox der tit stod i det - til arnested for min mangeårige kærlighed til monster- og horrorfilm generelt.

Set i bakspejlet var det nok ikke tilfældigt, at jeg valgte at omgive mig med monstre. Jeg var sent udviklet, utroligt lille og splejset og havde en nok lidt for pylret mor. Stort set alt var farligt. 100 meter fra vores hus lå hekseskoven, hvor børn efter sigende forsvandt. Efter mørkets frembrud var der grønjakkerne at være bange for og ovre i skolen var der både bøller og lærere jeg ikke engang turde kigge på. At studere monstre var en måde at afmystificere farer på, og det hjalp mig til at opretholde min eventyrlyst og nysgerrighed trods de talrige dødsfælder mit liv bestod af. Og selv om blandingen af nysgerrighed og rædsel fra min barndom nu i mine såkaldte voksen-år er blevet destilleret til ren fascination, vil min kærlighed til monstre nok aldrig forsvinde, uanset hvor gammel jeg måtte ende med at blive.

Nutildags dyrker jeg min samling gennem det digitale arkiv jeg efterhånden har fået akkumuleret gennem halvandet årti med koncepttegninger, malerier og scanninger fra tegneserier, film og spil, som jeg hele tiden føjer til. Udover dette har jeg en god samling kunstbøger med monstre og min filmsamling dækker et bredt spektrum af horror- og monsterfilm. Jeg ser og spiller næsten alt hvad der lugter af uhygge for at finde nye og spændende rædsler og i min RSS-reader er billedbloggen MonsterBrains et dagligt højdepunkt. Her samles der hver dag et nyt sæt af monsterbilleder fra en enkelt kunstner, franchise, land eller tidsperiode og det var her jeg første gang stiftede bekendtskab med John Kenns tegninger.

Nu har han så udgivet en bog, som jeg gennem Aben Maler har fået fornøjelsen af at anmelde.

John er kendt for lidt af hvert, men nok allermest sit arbejde med børne-tv, hvor han som både forfatter, instruktør og Carstens stemme i Carsten & Gitte på DR Ramasjang fornøjer børn med sit helt særlige brand af højt gearet gøgl. Samtidig er John dog også en forrygende animator og illustrator og i et par år har han i døgnets mørke timer ladet sin manglende fritid udmunde i en serie små værker på post-its, som han har klistret op på væggen. Det er efterhånden blevet til nogle hundrede og fælles for dem er, at de allesammen indeholder monstre.

Jeg har nok set flere monstre allerede end de fleste kommer til resten af deres liv, men det til trods er jeg stadig ikke blevet et hak klogere på hvorfor nogle monstre ikke virker og andre gør. Endnu mindre ved jeg om hvorfor enkelte monstre formår at trykke på en særlig knap bagerst i min hjerne, som frembringer alle mulige halvt-glemte drømme og febervildelser, der strækker sig tilbage til mine tidligste leveår. Jeg kan bare konstatere, at forbløffende mange af Johns gør det.

Udformningen af de knap 80 monstre i bogen er så forskellige som de kan blive. Nogle er Barbapapa-lignende klumper i bløde kurver. Andre er krogede som gamle graner. Der er troldske skovvæsener, genfærd, triffidelignende gevækster og sågar en enlig Cthulhu. Allesammen er de foreviget på den gennemtrængende, karakteristiske gule baggrund og trykt på godt kvalitetspapir i den lille udgivers efterhånden så kendte hardbackformat. Bogen har en lille indledning af Anders Morgenthaler og - som en sød afrunding - en ren post-it bagest, som man selv kan yde sit bedste bidrag på.

Johns streg har rigtig mange fællestræk med Edward Goreys; han tegner med mange, korte strøg som aldrig krydser hinanden, og når noget skal gøres mørkere eller lysere, forfalder han aldrig nogensinde til tarvelig skravering, men reducerer eller øger afstanden mellem hvert enkelt strøg med en præcision og fattelse, som er de færreste hjernekirurger forundt. Den utroligt pertentlige, nærmest OCD-tangerende streg trækker en stor del af stemningen i tegningerne, og givet at de allesammen er tegnet med en tynd Penol-pen på en post-it som sjældent er større end min håndflade, kan jeg ikke andet end forundres (og irriteres ved min faglige misundelse) over de fuldkommen pletfri resultater.

Udover hav- og skovtemaerne og en let kippen til nordiske troldetraditioner, er et gennemgående element på stort set alle tegningerne et enkelt barn der står ansigt til ansigt med sit endeligt i et potpourri af tænder, kløer, horn og stikkende øjne - meget ofte med et nærmest apatisk ansigtsudtryk, der igen minder om Goreys illustrationer og kaster tvivl om hvorvidt en del af børnene overhovedet er klar over, at monstrene er der. Og dét er måske det allermest skræmmende ved dem; at de er der, men at man kan ikke se dem. Ofte er de massive kæmperædsler gemt lige under havoverfladen, i skovbrynet, bag træer eller i blinde vinkler. Alle de steder jeg gjorde mit bedste for at få afdækket, når jeg for Gud-ved-hvilken gang løb baglæns hjem fra Jespers hus i vintermørket efter horrorfilmsseancerne da jeg var 12.

En skøn detalje er, at ingen af monstrene i Johns tegninger rent faktisk ser ud til at udgøre nogen reel fare. Det behøver de ikke. De ved, at de gør langt større, længerevarende og uoprettelig skade ved bare at være der. John forstår monstre, fordi han forstår børn. - Og bærer man således stadig rundt på det splejsede, koldsvedende og sikkert velsmagende barn indeni, eller er man bare almindeligt fascineret af monstre, kan dette nærmest tilfældigt tilblevne værk varmt anbefales. Er man ydermere i den heldige situation selv at have fået børn, præsenterer denne bog en helt unik mulighed for at præge deres mareridt og fobier, og er det ikke i virkeligheden ens fornemste opgave som forælder?


Der er en kommentar til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1321381118monstre-forside.jpg
Faktaboks
MedieBog, 2011
FormatHardback
Længde80 sider
ForfatterJohn Kenn Mortensen
UdgiverAben maler
ISBN978-87-92246-46
Udlånt afAben maler
Se også:
John Kenn Mortensen: Flere Post-it Monstre
Kommentarer 1 - hop til
Billeder







Brugerkommentarer (1)



"You like it?" he said to Mort, in pretty much the same tone of voice people used when they said to St George, "You killed a what?"
-- Mort tastes scrumble (Terry Pratchett, Mort)