|
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Nintendo's mest nuttede ikke-Pokemon er tilbage i en ny 2D-platformer, og her kan alle, nærmest bogstaveligt talt, være med. Den lille tyggegummiklat med den kraftige lungekapacitet og den positive attitude er ved at nærme sig sin 20-årsdag efter debuten på den originale Game Boy i 1992. Ikke meget har ændret sig i Kirbys verden siden sidst (selv om han dog ikke længere er lavet af garn), og hans primære våben er naturligvis stadig evnen til at opsuge fjender og overtage deres evner. I Kirby's Adventure Wii er denne evne omdrejningspunktet for hele spillet. Et rigtigt rum-skibHistorien begynder med, at en alien ved navn Magolor crashlander med sit rumskib (som sådan nogen jo gør). Hans rumskib er virkelig et rum-skib, med master, ror og årer, og Kirby får nu som opgave at samle de dele af skibet sammen, som røg af ved landingen. Spillet fremstår som et helt traditionelt 2D scrolling platformspil, som Nintendo jo er de ukronede konger af. Gameplaymæssigt er der ikke de store nyheder, men det gameplay, der er, er gennemført og velfungerende. Spiller man bare alene, skal man som Kirby overvinde en række baner i forskellige verdener, og dette kan kun gøres ved at finde ud af, hvilke fjender der giver hvilke evner, når man opsluger dem. Nogle evner er ret ligetil, såsom sword, der får Kirby til at ligne en vis grønklædt, spidsøret helt fra en anden Nintendoserie, andre er mere komplekse og meget specifikke til specielle opgaver. Et eksempel er evnen, der gør Kirby i stand til at hoppe meget højt, ja nærmest flyve som Superman, men stort set ikke andet. Dertil kommer et antal superevner, som dukker op helt bestemte steder på enkelte baner, og som er helt essentielle for at komme videre. Den første, og en af de sjoveste, er evnen til at angribe med nogle sværd, der er adskillige gange større end Kirby selv. Og hvert angreb giver et nyt våben. Spillet indeholder naturligvis en stort antal mere eller mindre (mest mindre) svære bosser, og blandt andet Whispy Woods gør naturligvis sin entre - der er jo visse traditioner, der bare skal overholdes. Jo flere, jo bedreHvor Kirby's Adventure Wii bliver rigtigt sjovt er dog i multiplayer. Multiplayersystemet er lagt an på en meget casual tilgang til spillet, for op til tre ekstra spillere kan gå ind og ud af spillet når de har lyst, og de er heller ikke begrænset til at bruge Kirby som figur. Tre af Kirbys gamle nemesisser, King Dedede, Metaknight og Waddle Dee, er nemlig også spilbare figurer, og de har hver deres specielle evner. Hvad de dog ikke kan er at overtage evner fra fjender, så der går nok ikke længe før alle alligevel spiller som Kirby. Alle kan være med her. Det er kun hvis den primære spiller dør, at banen slutter, og hvis der kommer en svær passage kan man enten hoppe ud af banen midlertidigt, eller simpelthen lade en af de andre spillere bære en på ryggen gennem problemerne. Og ja, man kan stable alle fire spillere ovenpå hinanden - jeg har prøvet. At være flere spillere er klart en fordel på bossbanerne (og der kommer nogle ganske giftige nogen af slagsen sent i spillet), men på almindelige baner kan det godt forekomme lidt kaotisk. Heldigvis er spillets sværhedsgrad, hvad enten man er en eller flere spillere, ret lav for et Nintendospil (der er en grund til at udtrykket Nintendo Hard eksisterer). Spillet er meget tilgivende overfor usikker styring, og er man bange for at ryge i et hul, kan man bare bruge figurernes evne til at puste sig op som en ballon, og dermed flyve over de fleste forhindringer. Kirby's Adventure Wii er dermed et glimrende spil de lidt yngre gamere, også fordi man kan få lidt hjælp af farmand m/k, hvis der er et svært sted, uden at man behøver at afgive controlleren til en anden. Virkeligt hardcore gamere vil nok ikke føle sig tilstrækkeligt udfordret til at holde rigtigt meget af Kirby's Adventure Wii, men så har Nintendo jo andre titler, der kan få sveden til at springe. Kirby's Adventure Wii flytter ikke nogen grænser for, hvad man kan vride ud af en Wii eller et platformspil, men det er sjovt, hyggeligt og ikke supersvært, der er faktisk ganske mange baner og endda et par underholdende minispil, så der er værre måder at tilbringe et par juledage end i selskab med Kirby og hans venner.
|
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Cool kille med läsk i hand | |
| -- Hatten är Din | |