Elektronik og legetøjSamsung Omnia WThomas Würgler24. apr 2012Tilbage til Hovedsiden

****..

Har han købt en Windows Phone? Har han da aldrig hørt om Windows Mobile? Ja og jo. Kom indenfor og grib en kop kamel.

Mobilhistorietime

Skruer vi tiden tilbage til 2005, var rygterne så småt begyndt at sprede sig om, at Apple ville lave en telefon. Jeg var på det tidspunkt på endnu en utilfredsstillende Sony-Ericsson efter at have afsvoret Nokia for tid og evighed efter et par endnu større skuffelser. Men hvor ønskede jeg dog, at der ville ske noget på telefonmarkedet. Men det gjorde der som bekendt også i 2007. Apples iPhone - også kendt som The Jesusphone - ramte markedet, og da den blev udbredt, fik alle travlt med at indhente Apples nye telefon, som var lysår foran konkurrenterne.

Der var mangler, ja, men som så meget andet, kunne det løses i software. Apropos software kom Google luntende med Android-styresystemet, som pludselig gjorde Apples konkurrenter lidt mere konkurrencedygtige. Ligesom med de første udgaver af styresystemet (iOS) til iPhone, havde de første versioner af Android-styresystemet også mangler, men Android kom også hurtigt efter det.

Alt imens stod Microsoft på sidelinjen og så forvirrede ud. De havde længe været på banen med det aldeles skrækkelige Windows Mobile-styresystem, som i årevis havde holdt glimrende PocketPC-hardware tilbage. Palm stod også med et aldrende PalmOS, selv om de i årevis havde forsøgt at få noget nyt og frækt på benene. Og så gik det pludseligt stærkt. I hvert fald ved alle andre end Microsoft - og RIM.

Android har fået spandevis af nye versioner, iOS er på version 5.x, ja, selv Palm fik et nyt, lækkert styresystem ud i form af WebOS. Sidstnævnte er næsten at tælle blandt de faldne soldater sammen med Meego og diverse andre, mindre kendte Linuxbaserede styresystemer. Windows Mobile fik også lov at sygne hen og dø. Men det var med god grund. Microsoft var klar over, at de måtte starte forfra. Alt ved brugergrænsefladen på Windows Mobile var inspireret af desktopversionen af Windows, og af samme grund skulle man fedte rundt med en stylus, når man skulle bruge telefonen til noget seriøst. Efter iPhone var der ingen, der kunne sælge en telefon i store mængder, hvis der var en stylus involveret.

Da Microsoft løftede sløret for Windows Phone 7, var der en blanding af jubel og ramaskrig. Windows Mobile-brugerne så feature efter feature forsvinde, enterprise-understøttelse var elendig, der var ikke mulighed for at køre flere programmer samtidig og - gisp - der var ingen copy-paste-funktionalitet. Til gengæld var verdenspressen begejstret over at se den nye brugergrænseflade, som Microsoft kaldte Metro. Metro har siden boltret sig på Xbox 360, hvor det passer som fod i hose, og er også på vej til Windows 8, hvor vi må afvente den endelige version for at bedømme pasformen.

Der gik dog lang tid, før vi så noget til Windows Phone 7. Faktisk fik vi det først officielt at se med version 7.5, som havde kodenavnet "Mango". Her kom der understøttelse for dansk sprog, for at kunne bruge en dansk Live-konto og for at få dansk tastatur. Mango fik dog også mange andre tilføjelser. Blandt andet kom der copy-paste, multitasking (i stil med på iOS) og understøttelse for kameraer på begge sider af telefonerne.

Det var heromkring, jeg begyndte at blive interesseret for alvor. Jeg har haft en iPhone 3G, siden den var ny. Den var dog ikke blevet brugt længe, da jeg gennem arbejdet havde fået en iPhone 4 med sit eget abonnement. Det var ikke særligt sjovt at gå tilbage til den ældre hardware efter at have brugt den langt hurtigere telefon til dagligt, så jeg lod den gå i arv og så mig om efter en ny telefon. Først troede jeg, at Lumia 800 skulle være den telefon, der ville bringe forsoning mellem Nokia og undertegnede. Den fik rigtigt mange pæne ord med på vejen, og N9 føltes som et lækkert stykke hardware i butikkerne. Efter anmeldelserne, som var positive men ikke overvældende positive, besluttede jeg mig dog for at se mig om efter alternativer.

Hej Samsung!

Der er en del Windows Phone 7-telefoner, som er til at købe for rimelige penge nu. Specielt de, der ikke er designet til Mango (men stadig kan køre det). Men efter mange sammenligninger, anmeldelser og afprøvning af et eksemplar i virkeligheden endte jeg med at beslutte mig for en Samsung Omnia W. Den betegnes som en mid-range telefon, men i forhold til Lumia 800 er det eneste midrange ved den egentlig den lavere lagerplads (8 GB - kan ikke udvides - kontra 16 GB), færre megapixels på kameraet og et mere afdæmpet ydre.

Derudover er specifikationerne ganske anstændige. Skærmen er Super AMOLED (hvor sort er SORT) på 3,7" og en opløsning på 480*800. Der er Gorilla Glas på fronten, og telefonen virker i det hele taget meget solid, selv om den selvfølgelig føles noget billig i forhold til en iPhone 4 - men der er også en seriøs prisforskel. Kameraet er på 5 megapixel, der er LED-blitz, optagelse af video i 720P, accelerometer, gyroskop, proximity-sensor, kompas, A-GPS og sågar en FM-radio med RDS-understøttelse. Processoren er single core og på 1,4 GHz, og der er 512 MB ram. Batteriets standby-tid er opgivet til op til 370 timer, og man skulle kunne pludre løs i syv timer, før man må gå over til morse eller røgsignaler.

Som det efterhånden er standard, skal telefonen oplades og synkroniseres med mikro-usb. Telefonen kan sagtens oplade, mens den er tilsluttet en computer, og det lader faktisk ikke til at gå nævneværdigt langsommere end med den medfølgende strømforsyning. Det er på sin vis meget godt, men på den anden side betyder det også, at det tager vanvittigt lang tid at oplade den i forhold til en iPhone, som jo typisk er opladet indenfor en time eller to - og oppe på 85% batteri indenfor rigtigt kort tid.

Men hvordan holder batteriet i virkeligheden? Hvis telefonen ligger ubrugt hjemme en dag, ser man omtrent 10-20% fald på batteriindikatoren. Bruger man den til lidt simple spil, falder batteriniveauet ikke specielt meget. Surfer man rundt og skriver mails med mere, er der omtrent samme strømforbrug som de simple spil. Starter man fuldvoksne 3D-spil, får batteriet dog hurtigt ben at gå på. Vil man spille dem på farten, er det en god idé at have et laderkabel med eller som minimum slå telefonen på batterisparetilstand både før, under og efter spillet. Men nok om specifikationerne for nu. Lad os se lidt på softwaren.

En ny måde at tænke på

De fleste nye telefoner i smartphone-klassen er applikationscentriske - inspireret af både iOS og PalmOS før det. Microsoft har stadig applikationer i Windows Phone 7 (herefter WP7), men det er ikke længere i fokus; det er dit liv til gengæld. WP7 har en masse firkanter på startskærmen, og det er i høj grad op til dig, hvad du vil bruge dem til. Du kan have personer, grupper, programmer, genveje eller meget andet, og en del af dem understøtter de såkaldte "live tiles". Live tiles er i stand til at vise opdateringer fra det, de repræsenterer. Android-brugere vil blive mindet lidt om de widgets, som findes til deres telefoner.

Blandt standardfunktionerne finder vi telefonfunktionalitet, personer, beskeder, "mig", Xbox LIVE, Internet Explorer, Marketplace og Zune. Når du første gang bruger telefonen, kan du tilføje alle dine konti til Windows Live, Outlook, Yahoo! Mail, Google, Facebook, Twitter, LinkedIn og meget mere. Herefter vil telefonen hive dine venner ned og efter bedste evne kombinere data fra de forskellige tjenester. Hvis den ikke klarer det perfekt, kan man selv linke to eller flere profiler sammen til at repræsentere den samme person.

Når man går ind i "personer", så ser man alle dem, man har i sine sociale netværk og adressebog. Kan den finde billeder af dem, vil den sørge for at hente dem. Men det er ikke bare en adressebog. Den viser også nyheder fra dem. Det vil sige nyeste opdateringer på Twitter, LinkedIn, Facebook med mere. På samme måde kombinerer "beskeder" beskeder fra Facebook chat, Live chat, sms med mere. Der er dog en del tjenester, som ikke er understøttet direkte her (f.eks. AIM, ICQ, Skype med mere), men disse kan man fortsat bruge via tredjepartsprogrammer.

Trykker man på "mig", finder man den personlige interaktion med sociale netværk. Her ser man, om man er blevet nævnt på twitter, om nogen har skrevet en kommentar på ens væg på Facebook eller lignende. Samtidig er der her mulighed for at sætte sin status på chat-tjenester og skrive opdateringer til sociale netværk - enten et ad gangen eller alle på samme tid.

Noget af det mest spændende er dog muligheden for at lave sine egne elementer på skærmen. Man kan for eksempel tilføje alle familiemedlemmer til en gruppe og sætte dem fast på startskærmen. Når man trykker på gruppen, kan man enten trykke på en enkelt person for at skrive eller ringe til dem, eller man kan vælge at maile eller sms'e alle på én gang. Samtidig kan man bladre til siden og se alle statusopdateringer og billeder fra dem. Det er i virkeligheden lidt som cirklerne i Google+, men det virker på tværs af netværk. Det kan også være en effektiv måde at organisere sine nærmeste medarbejdere på, hvis man hurtigt skal skyde en mail afsted til dem. Samtidig fungerer grupper som live tiles, så man kan se fra oversigten, om der er sket noget nyt i gruppen. Live tiles bliver i øvrigt slået fra, hvis man slår den førnævnte batterisparefunktion til. Man kan dog stadig tjekke efter opdateringer manuelt.

Man vænner sig rigtigt hurtigt til, at man kun skal ét sted hen for at følge med i det, man er interesseret i, og at det er så dybt integreret i selve styresystemet. Der findes selvfølgelig tredjepartsprogrammer og webtjenester på andre platforme, der forsøger at kombinere sociale netværk, men Microsoft har fat i den lange ende med det her.

It's all about the games

To områder er dog fortsat lidt isoleret fra resten, når det gælder den sociale integration, som ellers hersker i telefonen. Og dog. Xbox Live-funktionaliteten i telefonen kan selvfølgelig fint hente din profil ud fra din Live-konto, men derudover er der ingen sammenknytning mellem Xbox LIVE og resten af de sociale netværk. Fra Xbox kan man via Facebook-applikationen finde Xbox-brugere blandt sine Facebook-venner og omvendt, men det er - så vidt jeg kan se - helt fraværende på telefonen. Ligeledes er det sociale aspekt i musik- og videosoftwaren Zune stærkt begrænset, men det er vel heller ikke så relevant, så længe vi ikke har Zune Pass i Danmark.

Til gengæld er Xbox Live på telefonen ganske fuldvoksen og bruger din eksisterende profil, hvis du har en. Du kan lave en avatar, redigere den, se videoer, sende beskeder til dine Xbox Live-venner, gennemse achievements og - ikke mindst - tjene dem. Det ligner faktisk rigtigt meget "My Xbox LIVE", som Microsoft har udgivet gratis til iOS, hvor man dog ikke har mulighed for at vinde achievements. I hvert fald ikke endnu.

Spil på Marketplace falder i fem kategorier: Xbox LIVE spil der er gratis, ikke gratis eller freemium, samt ikke-LIVE spil der enten er gratis eller ej. Det er selvsagt kun i LIVE-spil, hvor man kan vinde achievements. De gratis LIVE-spil ser ud til at være begrænset til 50 points gamerscore, mens betalingstitler og freemium kan have 200 points ligesom på Xbox LIVE Arcade. Spøjst nok lader det i øvrigt til, at Microsoft også tillader emulatorer på deres marketplace, så længe de ikke inkluderer ROM-filer. Blandt de gratis spil kan der også sagtens snige sig fan-titler ind, der ikke ville have fået et ben til jorden på iOS' App Store. For eksempel har en fan lavet et - i øvrigt glimrende og gratis - Sonic VR-spil, hvor grafik og lyd er tyvstjålet fra SEGAs serie.

Mange af spillene findes også på iOS, hvor mange af dem har Game Center eller OpenFeint-understøttelse. Til gengæld er det rigtigt lækkert, at alle LIVE-spil skal have demoer - ganske som på Xbox LIVE. Det har været min chance for at prøve nogle af de spil, som jeg ikke har villet investere i på iOS, hvilket har resulteret i et par køb. Prisen ligger generelt lidt over priserne på Apples App Store, og prisen på 1 dollar er rundet kraftigt op til 7 kroner i stedet for 6. Microsoft har et "ugens spil", hvor prisen typisk er 2/3 eller det halve af normalen. Normalen svinger fra 19 kroner til 32, og Microsofts egne udgivelser ligger gerne på 19. På det seneste har der dog været en tendens til generelle prisfald, og en håndfuld af de mest populære spil koster nu 7 kroner.

Ser man på de mest populære spiltitler, ligner det i høj grad listen på iOS. I øjeblikket ser top femten for spil således ud: Angry Birds, Fruit Ninja, Tetris, Flight Control, Implode!, Plants Vs. Zombies, Uno, TextTwist 2, ZOMB1ES (on teh ph0ne), Assassin's Creed - Altaïr's Chronicles, Need for Speed: Undercover, Doodle God, Bubble Town 2, Tentacles, Spider Jack. Blandt de bedre spil, som ikke findes til andre mobilplatforme kan fremhæves Harvest, Fable: Coin Golf, ilomilo, Shuffle Party, Full House Poker, Breeze og Hydro Thunder GO. Derudover har nogle udgivelser fået lidt ekstra polish sammen med en håndfuld achievements i forbindelse med udgivelsen på WP7.

Masser af sky

SkyDrive er mere eller mindre integreret i telefonen. Man skal ganske vist hente en klient for at tilgå filer direkte, men Office-pakken på telefonen og kameraet kan bruge SkyDrive helt transparent. Er man i en institution, der benytter Live@Edu eller lignende cloud service fra Microsoft, vil alt spille automatisk - inklusive Sharepoint.

Jeg havde håbet, at de 25 GB på SkyDrive ville betyde, at telefonens 8 GB lagerplads ville holde længe, men det kan ikke lade sig gøre at gemme musikfiler og spille dem transparent, og selv om kameraet automatisk kan uploade billeder til SkyDrive, skal man selv huske at slette dem. Musikken klarer jeg med Spotify og den indbyggede radio. Podcasts henter telefonen automatisk, og den gemmer de tre seneste afsnit, så det tager ikke overhånd. Det værste, rent pladsmæssigt, er dog helt klart spil, der sluger mere plads end alt andet i mit tilfælde.

Den lækre skærm indbyder til læsning af ebøger, men Kindle app'en findes endnu ikke på det danske marketplace, og man kan ikke uden videre hente fra udenlandske, da man kun kan have én LIVE-profil per telefon. Det betyder også ingen Netflix, hvis man ellers skulle have et abonnement på tjenesten. Et klart minus i forhold til iOS' mulighed for at have mere end en konto per telefon. Det er også ganske problematisk, at apps kan blive fjernet fra marketplace, og der er ingen backup af dem enkeltvis som i iTunes. Har man slettet et spil, som efterfølgende bliver fjernet fra Marketplace, er det altså væk permanent - uanset om man har betalt penge for det eller ej. Det er ikke i orden.

Internet Explorer? Haha. Den er god med dig.

Den indbyggede browser er selvfølgelig Internet Explorer. I modsætning til desktopversionen er den faktisk tålelig, selv om den kunne være mere elegant designet, når det gælder adgang til favoritter og lignende. Den er dog minimalistisk og funktionel, og selv om den ikke er lige så lækker som Mobile Safari, så løser den fint de fleste opgaver. Den er heldigvis uden Flash, hvilket medvirker til, at det meste går hurtigt og batterilevetiden stadig er fornuftig.

Min største overraskelse i forbindelse med Windows Phone var egentlig Zune-softwaren på Windows. Mens Mac har fået Windows Phone Connector, som kan håndtere overførsel fra iTunes med mere, står Zune for det hele på Windows. Jeg pegede Zune i retning af mit iTunes-bibliotek på et netværksdrev, og den importerede alt på nydelig vis. Den fandt sågar mine podcasts, og jeg kunne trykke "subscribe" på dem, hvilket fik telefonen til automatisk at downloade dem, når den er tilsluttet strøm. Det er desværre også den eneste måde at tilføje podcasts på, for man kan ikke browse noget som helst på Zune Marketplace, der har med lyd at gøre. Hvad Microsoft har tænkt der, er ikke godt at sige, men det skulle de have ladet være med.

Til gengæld kan man browse video og programmer, og trykker man "installer", henter telefonen automatisk programmet over WiFi. Der er en forresten allerede en god portion danske programmer, men der mangler selvfølgelig stadig mange af dem, man kender fra iOS og Android. Min første oplevelse af Windows Phone Connector var ikke for heldig. Under backup af telefonen, begyndte programmet at bruge over 1,6 GB RAM, hvilket var lige ved at sende min maskine til tælling, men efterfølgende har den opført sig nydeligt.

Børnesygdomme

Som det ofte er tilfældet, er der nogle børnesygdomme, som dog ikke har fået mig til at fortryde købet af telefonen. Om noget har jeg lyst til at købe en model med mere lagerplads. Blandt særheder kan nævnes, at brugergrænsefladen kan hakke lidt, når man har sat telefonen til en strømkilde. Det hænger angiveligt sammen med, at den leder efter en PC at synkronisere over WiFi med. Man kan sagtens bruge telefonen alligevel, og det holder op efter et stykke tid. Jeg har også oplevet problemer med forbindelser på WiFi, hvis jeg har slået mobildata til samtidig. Desuden bliver telefonen mistænkeligt varm, når begge dele er slået til. Det lyder dog til, at Microsoft er klar over problemet, og det bliver formentlig rettet med næste opdatering.

Derudover er det mest småting, jeg savner. Muligheden for at kunne låse, så skærmen ikke roterer, når man vender telefonen, ville være rart. Mange programmer tilbyder det, men det skulle helst virke på tværs af systemet. Muligheden for at tage screenshots er en væsentlig mangel. Det ville også være rart, hvis Microsoft meldte ud med, om Windows Phone 8 rent faktisk kommer til de to første generationer af telefoner (præ-Mango og post-Mango), eller om der eventuelt bliver tale om en neddroslet version. Det ville i hvert fald få mig til at afvente, hvis jeg stod og så på en ny Windows Phone, at jeg ikke var klar over, om den nye software var på vej til den eller ej.

Windows Phone er dog en rigtigt spændende platform, og Microsoft fortjener bestemt mere vind i sejlene med styresystemet. Der er stadig mange punkter, der kan forbedres, men det regner jeg også kraftigt med, at de bliver. Microsoft er - om noget - kendt for at blive ved med at nørkle, til de fleste holder op med at klage.


Der er 6 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1334875515samsung-omnia-w-review.jpg
Faktaboks
Produktionsår2011
Kommentarer 6 - hop til
Billeder
Nærbillede af telefonen fra alle ledder.The Harvest. Dungeon crawling møder mechs og sød maskingeværsmusik opstår.
Xbox Companion app'en. Her ses tre sider på samme tid.Ilomilo er stadig vanvittigt sødt på Windows Phone.
Full House Poker er et fuldvoksent pokerspil, som endda kan overføre data til Xbox-versionen.Hydro Thunder GO er imponerende af et mobilspil at være.
Lidt mere Hydro Thunder for en god ordens skyld.Breeze. En 2D-udgaver af Flower med puzzle-elementer.







Brugerkommentarer (6)



If Microsoft ever does applications for Linux, it means I've won.
-- Linus Torvalds