Film og TVBlu-ray: Mission: Impossible Extreme Blu-ray TrilogyBrian Rocatis24. mar 2012Tilbage til Hovedsiden

****..

Mission: Impossible-serien består indtil videre af fire film. Den seneste hedder Ghost Protocol, og er instrueret af ingen ringere end Brad Bird, som hidtil ellers kun har gjort sig i animerede film (The Incredibles, anyone?). Ghost Protocol havde dansk premiere for et par måneder siden, og det har givet Paramount en undskyldning for at udgive de første tre film i dette boxsæt.

Den oprindelige tv-serie kørte i syv sæsoner tilbage i 1966-1973. Omdrejningspunktet var den hemmelige regeringsorganisation IMF (Impossible Missions Force), som påtog sig alskens skjulte missioner, altid med mantraet, at blev man afsløret som agent, så ville ethvert kendskab til en blive afvist. I modsætning til agenter som James Bond, så arbejder IMF altid i små teams, som bliver rekrutteret ud fra en større gruppe agenter, dog oftest med en gennemgående kerne. Som udgangspunkt afholder IMF sig fra at slå folk ihjel direkte, men agenterne er ret gode til at orkestrere "uheld". Metoderne udgøres af den ikoniske latexmaskering, snedige fælder og bluff i indtil flere niveauer.

Mission: Impossible

Som film har serien kun lavet lejlighedsvise nedslag i biografrepertoiret. Første tapning kom således helt tilbage i 1996, og bar navnet Mission: Impossible. Den grundlæggende stemning og de kendte virkemidler er bevaret, helt ned til den iørefaldende titelmelodi og den tændte lunte. Samtidig formår filmen dog at lave et clean cut ved simpelthen at gøre en af seriens faste figurer til dobbeltagent. Det er smart lavet.

Teamlederen i alle filmene adlyder navnet Ethan Hunt, og spilles af tandpastasmilet Tom Cruise.

Missionen består i at forhindre en skurk i at få fat i en liste over agenter, hvilket vil være skæbnesvangert for hele agentstyrken. Men missionen går gruelig galt, og resulterer i indtil flere døde agenter og en værre redelighed med hensyn til listen. En stor del af filmen foregår i det smukke Prag, og de historiske, middelalderligt gotiske omgivelser giver filmen sit helt eget, unikke udtryk; instruktøren Brian De Palma fylder godt på med tågede flodbredder ved nattetide og gør det visuelle udtryk robust.

Ikke, at det er historisk hele tiden: har man først set filmen én gang, vil man givetvis kunne huske en klassisk scene, der involverer kanaltunnelen, et højhastighedstog og Jean Reno (en af mine favoritskuespillere) i en helikopter - inde i tunnelen, vel at mærke. I dag er effekterne noget bedagede, men ikke i en grad der decideret skæmmer filmen. En anden ting fra filmen, der hænger ved, er Hunts indebrændte og snerrende "Kittridge, you've never seen me very upset", som ytres lige efter at hans chef (Kittridge) har anklaget ham for at være dobbeltagent og sagt "I understand you're very upset". Hvorefter Hunt smadrer en restaurant. Cool stuff.

Ud over Reno medvirker en perlerække af navne, men jeg afslører forhåbentlig ikke for meget når jeg siger, at ikke allesammen er live ved filmens afslutning: Jon Voight, Emmanuelle Béart, Kristin Scott Thomas, Vanessa Redgrave og Ving Rhames. Sidstnævnte, som også har plads på min favoritliste, er i øvrigt eneste gennemgående skuespiller i filmserien, ud over Cruise.

Tiden plejer at være hård mod film med teknologisk tilsnit, og her står eksemplerne i kø: på flyet får man kassetter udleveret, når man skal se film (og man må i øvrigt gerne ryge), der kastes rundt med disketter, snakkes om modemadgang og endelig præsenteres der en aldeles tåkrummende udgave af internettet.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at denne udgave på blu-ray (det nyeste og fineste i fremviserteknologi får så vidt angår fysiske medier) er samfulde 132 sekunder om at få menuen på skærmen fra det øjeblik man tænder afspilleren (og selvom min ikke er en spritny model. så er det dog en ganske habil Sony). Til gengæld er det omfangsrige ekstramateriale, hvoraf en del faktisk ikke er af den kvalmende rygklapper-variant, tekstet på dansk. Der bliver perspektiveret i forhold til både tv- og filmserien, og så er der et fint lille potpourri af klip fra (alle?) film, Cruise har medvirket i: man kan mene hvad man vil om mandens involvering i det syge, fornedrende og identitetsberøvende foretagende, der er Scientology, men han har godt nok lavet nogle fede film, og man skal være rendyrket fundamentalist for at afskrive hans evner som skuespiller på den konto.

Mission: Impossible II

Anden film i rækken slippes i år 2000. Denne gang er der skiftet ud i instruktørstolen, som nu indtages af den fabelagtige John Woo, hvis umiskendelige Hong Kong-stil i den grad gennemsyrer filmen. Vi får intet mindre end fuldt hus af klassiske Woo-tricks: læssevis af slow motion, dual pistols, oceaner af smadret glas, solbriller, wire-fu, bil-ballet, motorcykler og de ikoniske, hvide duer. Den får simpelthen alt, hvad den kan trække. Der er dem, som mener, at den slags er plat, passé og pastiche; jeg synes, det er perfekt.

Rollen som lækker (hunkøn) spilles i denne udgave af Thandie Newton, som muligvis ikke er verdens bedste skuespiller, men til gengæld er en af de mest lækre, like, EVAH! Desværre er hun endt som trophy girlfriend hos en stjernepsykopat (spillet fint af Dougray Scott), som i tilgift er afhoppet IMF-agent. Han har fået fat i vaccinen til en dødbringende, menneskefremstillet virus. Nu mangler han bare Chimera, som den tilhørende virus hedder, for at kunne score en masse penge på at slippe virus løs i en storby og sælge kuren. Hunt bliver derfor sendt afsted for at fat i både virus og modgift. For lige at give ham et ekstra incitament til at løse opgaven, så er Nyah (Newton), som han naturligvis er blevet forelsket i, blevet smittet med virus, hvilket betyder døden indenfor et overskueligt antal timer (20, for at være helt præcis). Der bydes desuden på seriens trademark double bluff, og Hunts evner som vandret svævende akrobat etableres som tilbagevendende.

Lokationen denne gang er primært Sydney, og den ligger som bekendt et godt stykke vej fra Prag - både geografisk og stemningsmæssigt. Med Woo bag roret betyder det, at denne film er milevidt fra forgængeren i udtryk. Castet er ikke nær så stærkt som i etteren, men hovedrollerne fungerer fint, især Dougray Scott som samspilsramt galning; som en lille bonus medvirker Anthony Hopkins kortvarigt som ny chef for IMF, og han er cool, kynisk og øretæveindbydende - vintage Hopkins.

Ekstramaterialet er lidt svagere på denne udgivelse; til gengæld er der commentary med John Woo, som andetsteds på discen med typisk underdrivelse udtaler: "I have a pretty good instinct for action". Det er et top whack kommentarspor, hvor Woo afleverer en rig og altid interessant talestrøm; her føler man bestemt ikke, at man spilder tiden.

Mission: Impossible III

Filmen åbner med en mørbanket og blodig Ethan Hunt, bagbundet til en stol, mens filmens bad guy, Owen Davian (portrætteret af den altid fænomenale Philip Seymour Hoffman), holder en pistol mod tindingen på Hunts kneblede forlovede. Det er effektivt.

Hunt er blevet kaldt ind for at befri en anden IMF-agent, som er blevet taget til fange af Davian mens hun skyggede ham. Den mission går mildt sagt ikke efter planen, og før han ved af det, er Hunt på jagt efter den magtfulde og ondsindede våbenhandler. Hunt har formået at holde sin lidt specielle profession skjult for den kvinde, han elsker, og nu er de forlovede. Men tætte, personlige bånd er ikke nødvendigvis det smarteste for en hemmelig agent, specielt ikke når man forsøger at få ram på en kynisk morder som Davian.

I modsætning til tidligere film er tommelfingerreglen om at undgå alt for mange lig kørt noget ud på et sidespor her. Folk dør simpelthen som fluer. Samtidig har vi Laurence Fishburne, som spiller Hunts kryptiske IMF-chef, og som vi ikke rigtigt kan blive kloge på - hvis side er han egentlig på? Mens vi overvejer det, kan vi nyde synet af Maggie Q, der spiller rollen som lækker.

Denne disc har kun en enkelt extra, men den er så til gengæld kræs: et fælles kommentarspor med Cruise og instruktøren J.J. Abrams. De har en lidt irriterende tendens til at tale i munden på hinanden, men bortset fra det er det både morsomt og informativt, og bestemt værd at lytte igennem.

M:I-serien er effektiv drengerøvsunderholdning. Pigerne kan godt lokkes til at se med, specielt når Cruise svinger sig rundt på klipperne i Arizonas ørken. Tempoet er højt, forviklingerne og snyderierne er snedige, og effekterne og skuespillet er fint afstemt. Toeren er min favorit, primært på grund af Woo, men alle tre film er værd at smække på en søndag aften.

Your mission, should you decide to accept it... dam dam damdam dam dam damdam dam dam damdam dam dam damdam dam.... Bring it on.


Der er 9 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1332358302mi.jpg
Faktaboks
MedieBlu-ray
Udgivelsesdato15. mar 2012
Format2.40:1
Længde359 min.
UdgiverParamount
Udlånt afParamount Home Entertainment
Se også:
Blu-ray: Mission: Impossible Ghost Protocol
Kommentarer 9 - hop til
Blu-ray Features
RegionABC (Alle)
Billedformat2.40:1
Længde359 min.
Antal discs3
BD-ROMNej
Audio
DTS-HD Master Audio (Engelsk)
Undertekster
Dansk, Engelsk, Finsk,
Norsk, Svensk

Billeder
Ethan Hunt hænger vandret i luften. Det gør han tilmed i alle film i serien.
Ethan Hunt smadrer en restaurant. Meget.







Brugerkommentarer (9)



This is the Priestess of Suzaku and [points at Nuriko] this is som gay guy.
-- Tamahome (Fushigi Yuugi)