SpilPlayStation 3: Jak and Daxter: The TrilogyLars Kim Lund9. apr 2012Tilbage til Hovedsiden

*****.

Sony er i færd med at genudgive de største klassikere fra PlayStation 2 i HD, og når Jak og Daxter netop nu har tiårsjubilæum, er det jo nærliggende at udgive deres samlede eventyr. Så det har de gjort.

Den unge fyr med strithåret og de lange ører er Jak, og det orange pelsdyr, der ligner en krydsning mellem en odder og en væsel, er Daxter. Daxter var også en gang en dreng med strithår og lange ører, indtil han kom for skade at møde nogle ubehagelige personer, der smed ham i en brønd med Dark Eco. Noget sort stads, der forvandlede ham til et talende kæledyr. Et meget talende og meget sarkastisk kæledyr med en veludviklet evne til at placere sig selv i ufrivilligt morsomme situationer.

De to venner er hovedpersonerne i Jak and Daxter: The Precursor Legacy, og sammen må de bogstaveligt talt gå gennem ild og vand for at redde verden fra at falde i kløerne på nogle ondskabsfulde væsener. Ja, undskyld klichéen, men det skal de altså. Historien er dog overraskende god, og det samme kan siges om stemmeskuespillet - hvilket i øvrigt er et gennemgående træk for alle spillene. Stemningen er let og behagelig, og den underbygges af stille og diskret baggrundsmusik og en masse humoristiske påfund.

Spillet er grundlæggende meget simpelt bygget op. Find et antal Precursor Orbs, byt dem til energiceller, og brug dem til at rejse til et nyt område, hvor det hele starter forfra. Det er skæggere end det umiddelbart lyder, og Naughty Dog har fundet den helt rigtige balance, hvor samleriet aldrig tager overhånd og bliver plagsomt og enerverende. Det tager naturligvis sin tid, hvis man vil finde det hele og gennemføre spillet med 100%, men det bliver aldrig sværere, end alle kan være med.

Just Jak

Det andet spil i trilogien hedder Jak II: Renegade, og som navnet antyder, er det noget af en anden størrelse, vi her har med at gøre. Spillet starter med, at Jak og Daxter bliver sendt til en anden dimension. Jak bliver taget til fange af den grusomme Baron Praxis, der forsøger at forvandle ham til en slags supersoldat ved at fylde ham med Dark Eco. Efter to års mishandling bliver han langt om længe befriet af Daxter, men tiden, der er gået, har haft sin pris. Jak er ikke den samme glade og sorgløse dreng længere. Han har fået et mørkt alter ego, og han har mord i øjnene, og blikket stift rettet mod sin plageånd.

Større og flottere betyder ikke nødvendigvis bedre, og det er desværre også tilfældet for Jak II. Den lidt barnlige og farvestrålende stil er lagt på hylden, og der er skruet gevaldigt op for sværhedsgraden. Spillet kræver ofte millimeterpræcis timing, og en uovervejet bevægelse kan let være forskellen på liv og død. Der er temmelig langt mellem checkpoints, så med mindre man er udstyret med en ekseptionel god øje/hånd-koordination, kan man godt belave sig på at skulle spille de samme sekvenser om og om igen så mange gange, at det kan få voksne mænd til at græde.

En anden stor kilde til frustration er de (undskyld mit franske) fordømte hoverbikes, man skal bruge til at transportere sig rundt i byen og i forbindelse med mange af missionerne. De er svære at styre, og byen er fyldt med fjendtlige vagter, som tager det temmelig ilde op, hvis (når) man støder ind i dem. De kommer væltende fra alle sider som hvepse ud af et forstyrret hvepsebo, og de har seriøs kløe i aftrækkerfingeren. Man kan selvfølgelig enten prøve at flygte eller tage kampen op, men uanset hvad man vælger, så er resultatet som regel det samme. Fik jeg nævnt, at der er langt mellem checkpoints?

Jak II introducerer skydevåben, og kamp mod diverse fjender spiller en central rolle i spillet. Det, synes jeg egentlig, er et skridt i den gale retning i forhold til det første spil, men når det nu skal være, så savner jeg muligheden for at strafe og sigte, som vi kender det fra Ratchet and Clank. Det virker lidt som om, at Naughty Dog har sat sig mellem to stole, og konsekvensen af det er desværre, at kampene mere bliver et nødvendigt onde end egentligt underholdende. Og det er synd, når der nu er så mange af dem.

Jak den tredje

Jak og Daxter har besejret Baron Praxis, men istedet for at blive hyldet som de helte, de er, bliver deres rolle misforstået af den generelle befolkning, og de bliver fordrevet til ødemarken uden for byen. Her finder de nye venner og fjender i deres søgen efter oprejsning og den endegyldige sandhed om The Precursors, universets herskere og skaberne af alt liv på planeten. Historie og dialog sidder nok engang lige i skabet, men denne gang må Daxter dele rollen som flabet sidekick med papagøjen Pecker, der både ligner, lyder og opfører sig som Iago fra Disneys Aladdin.

Jak 3 er en naturlig forlængelse af Jak II, hvor Naughty Dog har fjernet nogle af de frustrerende elementer og skåret toppen af sværhedsgraden. Spillet er således lidt lettere at gå til, men der er stadig nogle missioner, der virkelig sætter ens tålmodighed på prøve. Som regel involverer disse ræs af en eller anden slags, og igen er den største fjende den dårlige styring. Mange spil beskytter spilleren mod at falde (utilsigtet) ud over kanten, men Jak 3 er nådesløs i den henseende. Den designbeslutning kommer man hurtigt til at hade, for kampene foregår ofte på platforme, der er omgivet af noget, det er akut sundhedsskadeligt at falde ned i.

Minispil har været en del af gameplayet[*] lige fra starten, men der er gradvist kommet flere af dem. I Jak 3 har Naughty Dog virkelig anstrengt sig for at levere et meget afvekslende gameplay, og det betyder, at der er rigtig mange minispil, og de er meget forskellige. Nogle af dem er skægge, og andre er ikke. Flertallet er et sted midt imellem, og når det samtidig er temmelig omstændigt at bevæge sig rundt i ørkenen, fordi man altid bliver angrebet af en endeløs flok af banditter, er det mest den gode historie og de underholdende cutscenes, der holder motivationen oppe.

Sidemissionerne er desuden ikke blevet meget bedre siden Jak II, og de varierer fra at være idiotiske (find dette sted på 10 sekunder) til dybt frustrerende (forskellige slags ræs på tid krydret med forhindringer og umulig styring). Man er nødt til at gennemføre nogle af dem for at få udvidelser til sine våben, men derudover er incitamentet for at beskæftige sig med dem begrænset.

Samlet set

Naughty Dog har selv udviklet grafikmotoren, og nogle af dens kendetegn er uendelig draw distance[*] og umærkbar streaming af banerne. Jak and Daxter-trilogien var blandt de flotteste titler til PlayStation 2, men de pressede også platformen så hårdt, at det nogle gange gik ud over frame raten[*]. Den slags unoder ser man ingen af i de opdaterede versioner, og derudover har de fået den sædvanlige HD-pakke med opskaleret grafik, surround sound og understøttelse af trophies. Grafikken er naturligvis fra en anden tid med færre polygoner[*] og simplere teksturer[*], men det er egentlig ikke noget, man lægger mærke til, når først man er i gang.

Jak and Daxter er efter min mening et af alle tiders bedste platformsspil, og det er uden sammenligning øjestenen i samlingen. Jak II kræver både ihærdighed og en engels tålmodighed, og hvor er det egentlig synd, at et ellers fremragende spil på den måde bliver skæmmet af dårlige designbeslutninger. Jak 3 belaster ikke blodtrykket i helt samme grad, men det har desværre også sine ekstremt frusterende øjeblikke. Spillet er meget afvekslende, men jeg kunne godt have ønsket mig, at Naughty Dog havde begrænset sig lidt og brugt energien på at lave færre og bedre minispil.

Når alt kommer til alt, er Jak and Daxter: The Trilogy et herligt nostalgisk gensyn, og er man så heldig aldrig at have spillet spillene, så er tiden inde til at få det gjort. Selvom de to yngste spil i trilogien har fået en hård behandling i anmeldelsen, så vil jeg gerne slå fast, at det stadig er udmærkede spil med mange timers underholdning. For at sætte det i perspektiv, så brugte jeg selv omkring 15 timer på at gennemføre Jak 3 i sin tid, så værre er det trods alt heller ikke. Og selvom man så skulle nøjes med det første eventyr, så er det alene alle pengene værd.

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MediePlayStation 3
Udgivelsesdato22. feb 2012
FormatPAL
UdviklerNaughty Dog
UdgiverSCEE (Sony Computer Entertainment Europe)
Udlånt afNordisk Film Interactive
Se også:
PlayStation Portable: Daxter
PlayStation 2: Jak & Daxter: The Precursor Legacy
PlayStation 2: Jak 3
PlayStation 2: Jak II: Renegade
PlayStation 2: Jak X
Kommentarer Ingen
Spilfeatures
Antal spillere 1 
Anslået spilletid50 timer
ELSPA rating12+
Onlinespilnej
Understøtter:
720p
Artikelserie: Sony Classics HD
Genudgivelser af de bedste spil fra PlayStation 2 i High Definition.
Billeder
Grafikken virker lidt simpel med nutidens briller på, men gameplayet og underholdningen er helt intakt.Baron Praxis fylder Jak med Dark Eco for at forvandle ham til en supersoldat, men det kommer han til fortryde.
Jaks mørke alter ego besidder mægtige omend tidsbegrænsede kræfter.Disse hovercrafts spiller desværre en alt for stor rolle i Jak II.
Våben og kamp er centrale elementer i Jak 2 og 3, men der er ikke mulighed for hverken at sigte og strafe.Hvad er værre end at ræse rundt i ustyrlige svævefartøjer? At skulle gøre det på tid.






SKRIV FØRSTE KOMMENTAR

Du skal være logget ind for at kunne sende kommentarer. Gå til login-siden og klar detaljerne dér eller login med Facebook.


Blue soldier #1: "We need you to help us kill all the red soldiers."
Medic: "Even if my orders didn't prohibit me from doing that, I still wouldn't. I'm a conscientous objector."
Blue soldier #1: A what?"
Medic: "A pacifist".
Blue soldier #2: "You're the thing that babies suck on."
Blue Soldier #1: "That's a pedofile, dumbass."
-- Red vs Blue