Film og TVBlu-ray: 12 Angry MenJacob Gunness8. maj 2012Tilbage til Hovedsiden

******

Retssalsdramaet – en klassisk Hollywood-genre, og måske også en lidt fladtrampet én. For alle, der er dødtrætte af retssalsdramaer, John Grisham og hans pumpestok; redningen er her, og den har været her i 55 år.

Inden for filmens verden er der groft sagt tre typer af klassikere: Der er den type, som tiden er løbet fra, og som man primært ser for deres filmhistoriske værdi.

Der er den type, som fungerer glimrende, men hvor man først skal acceptere, at spillestilen og dialogen er lettere gammeldags.

Og endelig er den tredje type, den vaskeægte, klassiske klassiker, der lige så godt kunne have været lavet i går - og det ville man egentlig ønske, at den var, fordi ugens premierehøst i biffen består af andenrangs-Hollywood-skrammel (sikkert med Jennifer Aniston) og endnu en dødssyg dansk familiekomedie med dumsmarte unger. The horror, the horror ...

12 Angry Men fra 1957 er en klassiker af den sidste type – et fuldblodsmesterværk, der har fortjent sin plads i filmhistorien og sin placering som nr. 6 på IMDBs top 250. Mange har sikkert set den, men måske er det længe siden – giv den et (gen)syn og gerne i den fornemme udgave fra amerikanske Criterion, der kom på gaden i slutningen af 2011. Har man ikke en kodefri afspiller, kan en dvd dog også fint gøre det.

En ung latinamerikaner er anklaget for at have stukket sin far ihjel i et slumkvarter. Han sidder nu på anklagebænken, og juryen består af 12 mænd, der skal afgøre hans skæbne. Bliver han dømt, er det den sikre vej til den elektriske stol. Mændene bliver lukket inde i et lille, varmt lokale, hvor de alle skal blive enige om hans skyld eller uskyld, men sagen er heldigvis soleklar – manden kommer jo fra et belastet miljø, og den slags bruger altid kniv, og i øvrigt er bevisbyrden overvældende.

Det mener i alt fald de 11 af jurymedlemmerne. Så er der lige den 12. mand – jurymedlem nr. 8 (Henry Fonda). Han ved ikke, om manden er skyldig. Det kan meget vel tænkes, men han er altså i tvivl. Bare lidt. Dette til de øvrige jurymedlemmers grænseløse irritation. Kan han da ikke bare overgive sig, så de kan komme hjem igen eller af sted til baseballkamp? Mens de øvrige medlemmer småjoker, spiller kryds-og-bolle eller sludrer om løst og fast, bliver nr. 8 stædigt ved med sine irriterende argumenter om, at det altså drejer sig om liv og død for den anklagede, og at dennes forsvarer desuden har gjort et elendigt stykke arbejde.

You can’t handle the truth!

Men så sker der en vending. Én af de 11 skifter pludselig mening og kommer over på nr. 8’s side. Og stille og roligt, med en blanding af Agatha Christie'sk opklaringsteknik, overtalelse og spekulation begynder de to at pille anklagerne fra hinanden og få vendt flere af de andre jurymedlemmer for deres sag. Alliancer kommer og går på kryds og tværs af rummet, efterhånden som argumenterne kommer på bordet, dilemmaerne vokser og den aggressive stemning stiger i takt med temperaturen. Et voila – 12 Vrede Mænd, der slet ikke kan blive enige, men som får luftet en masse fordomme om race, klasse og andre emner, der er lige så aktuelle i dag. I sidste ende handler filmen ikke så meget om, hvorvidt manden er skyldig eller ej, men om hvilken basis han bliver bedømt på, uden at vi havner i den moraliserende grøft med løftede pegefingre.

Manuskriptet af Reginald Rose er baseret på hans eget entimes tv-drama fra 1954. I filmudgaven får historien en halv time ekstra at ånde i, hvilket betyder, at alle personerne får lidt mere albuerum. På papiret er mange af dem de rene klichéer (den evigt sjove franske klovn, den smarte reklamemand, den nervøse bankmand, den underkuede immigrant m.fl.), der ikke engang har navne, men bare nummer 1, 2, 3 etc. På imponerende vis formår filmen dog at gøre dem alle til overbevisende karakterer, der vokser og skrumper med opgaven i løbet af filmen. Skuespillet er fremragende hele vejen rundt, godt hjulpet af Roses skarpe dialog, der på ingen måde afslører, at filmen er 55 år gammel.

Hele filmen foregår i det samme, lille, indelukkede lokale, hvor sveden perler ned ad de stakkels mænd, der kæmper for at nå til enighed. I forhold til nyere én-lokationsfilm som Phonebooth og Buried, der mest føles som stiløvelser (”Kan man virkelig lave en helstøbt, underholdende film, der foregår ét sted?”), virker restriktionen mere naturlig og logisk her.

Instruktøren, Sidney Lumet, der siden gjorde en karriere ud af dramaer med stærke personligheder (Serpico, Dog Day Afternoon, Network) har et usvigeligt sikkert greb om sine folk foran kameraet. Han gjorde altid meget ud af at lade sine skuespillere øve sig inden filmoptagelser, og til denne film spærrede han dem inde sammen i små lokaler i timevis, mens de skulle gentage de samme replikker igen og igen. En effektiv måde at lære folk at gå hinanden på nerverne på, og det giver så afgjort pote i filmen, efterhånden som bølgerne begynder at gå højt.

Teknisk set er filmen enkel og funktionel – i starten er alle optagelserne helbilleder, men som dramaet skrider frem, går Lumet i stigende grad over til nærbilleder, så man virkelig kan følge frustrationerne og aggressionerne på klos hold. Og det fungerer i allerhøjeste grad, men det er ikke en film, man sætter på for at demonstrere overlegent kameraarbejde eller genial klippeteknik. Der var tale om en relativt billig produktion, som i øvrigt kun blev til noget, fordi Henry Fonda brugte sin indflydelse som Hollywood-stjerne på det.

Om skiven

Criterions Blu-ray-udgave er der ikke en finger at sætte på. Billedsiden er i virkelig god stand med mange detaljer og fin kontrast. Men igen, man er ikke i tvivl om, at det er en billig produktion. Det er ikke Lawrence of Arabia, der er tale om, og der er næppe nogen, der vil bruge filmen som HD-demomateriale. Lyden gengiver talen klart og tydeligt, hverken mere eller mindre.

Ekstramaterialet har altid været en af Criterions stærke sider, og de skuffer heller ikke denne gang. Blandt de mest interessante indslag er det komplette tv-drama fra 1954. Skuespillerne er ikke helt så overbevisende, men i forhold til, at det hele er optaget live, er det lidt af en teknisk bedrift at undgå kamera-koks. Tv-udgaven er i øvrigt instrueret af Franklin Schaffner, der siden bl.a. lavede Abernes Planet. Desuden er der bl.a. et grundigt, 25-minutters ”Making of”, interview med Lumet, portræt af Reginald Rose og et 24-siders hæfte med et essay om filmen samt info om folkene bag filmen.

Spændende, intens, nervepirrende, velspillet, effektivt fortalt og med nogle evigt aktuelle temaer. Dommen er klar: Det her er en film, der ikke er til at komme uden om.


Der er 13 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/13349551746d460c31_12angryfront.jpeg
Faktaboks
MedieBlu-ray
Udgivelsesdato2011-11-22
Produktionsår1957
Format1.67:1
Længde96 min.
Kommentarer 13 - hop til
Blu-ray Features
RegionA (Amerika)
Videoformat1080p
Billedformat1.67:1
FormatBD-50
Længde96 min.
Antal discs1
BD-ROMNej
Audio
LPCM (Engelsk)
Undertekster
Engelsk

Billeder
 
De andres mening
LJ  
******
 Forbløffende godt skrevet og instrueret - alt foregår i samme rum og man er fuldstændigt opslugt.
PK  
******
 Dialogen behøver ikke kæmpe for seerens fokus, der er nærmest ikke andet at kigge på.
Brugernes karakter
 4 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 6.0 
6:(4)
5:(0)
4:(0)
3:(0)
2:(0)
1:(0)





KOMMENTARER (13)

1:   Aiwendil Tæt på fremragende   9. maj 2012 18:50
Det er uden tvivl en glimrende film, men seks stjerner kan den dog ikke komme op på i min bog. Dertil er den en kende for forudsigelig - og desværre ikke et hak bedre end alle andre retssalsdramaer, når det kommer til karikeret jura.

Jeg forestiller mig, at klimatologer har en lignende holdning til The Day After Tomorrow, og lærere til Dangerous Minds. Det er altid godt at få menigmand til at tænke over disse ting, men simplificeringerne risikerer at blive meningsforstyrrende eller decideret misvisende.

Den vipper et sted mellem fire og frem stjerner.
Svar: #9
 
2:   Peter 6 stjerner   9. maj 2012 20:20
Hvem ser det dog for juraen? Det er fremragende skuespil og dialog.
Svar: #3
 
3:   Kochie Geek Culture-skribent. Klik for at læse mere om Peter Koch @2   9. maj 2012 21:09
Jeg tror, Aiwendil mener, at han har svært ved at abstrahere fra det juridiske.
Jeg ved dog stadig ikke, om jeg er enig. Jeg var som sådan ikke i tvivl om, hvad der skulle ske, og hvad vej, historien ville gå, da den gik i gang. Men der gik ikke længe, før jeg var fuldstændig forblændet af skuespillet, og så kunne alt andet jo være ret ligemeget.
 
 
4:   jacob_tf Juraen   9. maj 2012 23:49
Nu ser jeg juraen i brug hver dag - under danske forhold. Ganske vist har vi ikke mange nævningesager, men der er jo utallige domsmandssager hver dag. Og selv med kun 1 dommer og 2 domsmænd kan bølgerne gå højt.

Jeg kender dog ikke det amerikanske retssystem godt nok til at kunne vurdere autenciteten af 12 Angry Men - og har da slet ikke historisk kendskab nok, men det siger jo nok sig selv, at det er en smule dramatiseret. For reelt set er langt de fleste retssager pænt kedelige. I Danmark, anyway.
 
 
5:   Naiera Wee   10. maj 2012 04:04
Jeg kan selv godt lide at få kommentarer til min artikler her på siden, så jeg vil lige tilføje, at jeg, baseret på denne anmeldelse, fes over på Axel Musik og bestilte Blu-ray-udgaven :)

Jeg har egentlig aldrig været klar over, hvad 12 Sure Mænd handlede om...
Svar: #6 #7
 
6:   Kochie Geek Culture-skribent. Klik for at læse mere om Peter Koch @5   10. maj 2012 07:42
Jeg opdagede det også først, da en af mine venner på det kraftigste anbefalede mig at se den. Jeg troede desuden kun, der fandtes én udgave med Jack Lemmon, som jeg vist kun kender herfra, så jeg havde ikke haft travlt med at se den indtil da.
Svar: #10
 
7:   gunness @5   10. maj 2012 09:32
God fornøjelse, Naiera - du kan jo altid give et praj ovre på DAHF, når du har set den ;) Håber den falder i god jord.

Mht. de juridiske aspekter, så har jeg ikke forholdt mig til dem. Jeg har mestendels forholdt mig til, at dramaet fungerer. Men jeg kan godt genkendte det med "arbejdsbetinget irritation over unøjagtigheder i film".
 
 
8:   NerdBird Geek Culture-skribent. Klik for at læse mere om Lærke Pickering Thomasen 12 Sure Mænd   10. maj 2012 09:56
Redaktionen på Geek Culture. Og så mig.
 
 
9:   RockBear Geek Culture-skribent. Klik for at læse mere om Peter Paaske Juul @1   13. maj 2012 08:23
Jeg forestiller mig, at klimatologer har en lignende holdning til The Day After Tomorrow

Håber sgis'me at der er rigtig, rigtig, RIGTIG mange ikke-fagfolk, der forholder sig kritisk til den film. Brrr.
 
 
10:   cyberstorm @6   15. maj 2012 00:34
Det er så den udgave (af 12 Angry Men, altså), jeg har set, og som jeg var meget begejstret for. Ja, jeg ved godt, at originalen er en klassiker, og jeg får den da sikkert også set en dag, men en del af glæden ved den nye var noget så overfladisk, som at jeg kendte Jack Lemmon, George C. Scott, Armin Mueller-Stahl og alle de andre, hvor jeg i originalen dårligt kender andre end Henry Fonda.
Svar: #11 #12
 
11:   ljorg Geek Culture-skribent. Klik for at læse mere om Lars Jørgensen @10   15. maj 2012 19:15
hvor jeg i originalen dårligt kender andre end Henry Fonda.

Hvilket faktisk er en stor fordel, for så ser du dem ikke som skuespillere og husker deres andre film, men du ser dem som medlemmer af en jury i et sindssygt godt skænderi.
 
 
12:   gunness @10   16. maj 2012 10:51
Jeg har ikke fået set Lemmon-versionen, men det er da et ret imponerende "cast", de har samlet sig.
Det kunne være man burde få den set ved lejlighed, bare til sammenligning.
 
 
13:   henrikmk Russisk   30. jul 2012 00:02
Der findes tilsyneladende også en russisk udgave, men er med 159 minutter en time længere.
  Opdateret: 30. jul 2012  
 






SKRIV EN KOMMENTAR

Du skal være logget ind for at kunne sende kommentarer. Gå til login-siden og klar detaljerne dér eller login med Facebook.


Professor Farnsworth: Ah, to be young again... and a robot.
-- Futurama