SpilKortspil: ResistanceJacob Gunness6. maj 2012Tilbage til Hovedsiden

*****.

Forestil dig, at du bor i et land, styret af en undertrykkende, rød regering. Forstil dig herefter, at du er en del af en gruppe blå frihedskæmpere, hvis eneste mål er at få væltet den røde regering.

Ovenstående lyder måske som Venstre Ungdoms vådeste drøm, men det opsummerer ganske udmærket baggrunden for The Resistance.

Der er sikkert nogle læsere, der har spillet Fantasy Flights' virkeligt vellykkede Battlestar Galactica-brætspil. Spillets stærkeste element er, at man ud fra sine medspilleres handlinger skal prøve at regne ud, hvem der er cylons, og hvem der er mennesker.

Det lille, men fremragende party-kortspil The Resistance er i bund og grund dén mekanisme destilleret ned som selvstændigt spil, og regeringsplottet er for så vidt ligegyldigt. Spillet er i princippet rørende simpelt: I løbet af fem runder skal modstandsbevægelsen (de gode) udføre en række missioner. Uheldigvis er bevægelsen blevet infiltreret af spioner fra regeringen (de onde). For at vinde spillet skal de gode prøve at afsløre spionerne og i alt fald vinde mindst tre af runderne.

Listen carefully – I shall say this only once

Spillet starter med, at man får tildelt en rolle. Alt efter deltagerantal blandes et antal kort med hhv. modstandsfolk og spioner på, og hver spiller får et kort i hemmelighed. Efter at have kigget på kortet et øjeblik lukker alle øjnene, og herefter åbner spionerne øjnene, så de ved hvem hinanden er. Herefter lukker de øjnene igen, og alle åbner øjnene og spejder febrilsk rundt for at se, om der er nogen, der griner smørret eller insisterer på at se meget uskyldige ud.

Efter tur skiftes spillerne nu til at være leder. Lederen udpeger et antal spillere til at skulle af sted på mission. Det er nu op til de øvrige spillere om at godkende dette hold. ”Nej nej nej, hvorfor skal Carsten dog med? Er I fatsvage? Han har da ’spion’ tavoveret i panden!” og ”Altså, jeg er jo helt klart så uskyldig som nogen kan være. Vælg mig!”. Allerede her skal spionerne prøve at så lidt lus i skindpelsen, mens modstandsfolkene prøver at regne ud, hvem de kan stole på.

Hvis holdet bliver stemt ned, kommer der en ny leder og en ny afstemning om et nyt hold. Før eller siden bliver holdet godkendt, og de skal derefter ”på mission”. Denne ultra-abstrakte øvelse består i, at hvert holdmedlem får et succes- og et fiasko-kort. I al hemmelighed vælger de et kort og smider det i en pulje. Hvis der bare er ét fiasko-kort i puljen, er missionen slået fejl.

Så er det på tide at analysere lidt på, hvem der dog kunne være så ondsindet at stikke en kæp i hjulet. Som spion skal man ind imellem holde lav profil og smide et succeskort, så man kan signalere, at man er til at stole på – hvorefter man kan forplumre missionen, næste gang man bliver valgt i stedet.

Så starter en ny runde, ny leder og en ny mission – og som nævnt: tre fejlslagne missioner og spillet er slut.

Mig? Lille uskyldige mig? Den slags kunne jeg aldrig finde på!

Mekanismerne i spillet minder i bund og grund om det, der foregår i filmen 12 Angry Men. Man skal generelt prøve at overbevise sine medspillere på et ret begrænset grundlag, så det er med at smøre talegaverne og samtidig indgå alliancer, indtil man bliver overbevist om, at man i virkeligheden burde stole på nogle andre.

I starten kan det føles som om man famler i blinde, men med lidt deduktion og analyse af sine medspillere (”Palle var liiiidt for optaget af at pege fingre af Martin, det virker sandelig mistænkeligt”) kan man komme langt. Der følger i øvrigt en lille udvidelse med – den består af en række kort, som lederen kan give til andre spillere, som f.eks. tvinger dem til at vise deres god/ond-rollekort til en anden spiller. Hvem kortet gives til og hvem spilleren vælger at vise sit rollekort til tilføjer en række nye meta-informationer, som man kan få meget analyse og sjov ud af. Det giver spillet ekstra langtidsholdbarhed og gør det ikke mere regeltungt, så det kan fint tages med fra starten.

Den kvikke læser vil indvende, at der på papiret ved gud ikke er meget spil i The Resistance. Det er ikke helt forkert ... og så alligevel. Reglerne er - forbilledligt - simple, og komponenterne er få, og selv om de er pæne kan man i princippet lave spillet selv (det startede da også tilværelsen som print-selv-spil, og jeg har allerede lavet min egen, hjemmepimpede version med Lars-, Helle- og Villy-kort). Det meste af morskaben kommer fra den entusiasme, der kommer på bordet, og spillet står og falder på den måde med deltagerne. Vælger man at spille det helt ”straight”, falder det komplet til jorden. Men det gør man typisk heller ikke.

Som i Diplomacy skal spillerne ikke være alt for tyndskindede, og hvis man ikke kan lide konfrontationer, er der mange andre og bedre spil at vælge. Det skal også nævnes, at i modsætning til beslægtede spil som Werewolf er der ikke nogen spiller-eliminering. Alle kan være med, og alle er med – hele vejen. Og skulle noget gå galt, prøver man bare igen - hvert spil tager kun omkring en halv time.

Kun en spion ville give seks stjerner

Der er to grunde til, at jeg ikke rammer topkarakteren. Den ene, som jeg allerede har nævnt, er at spillet kræver noget indlevelse fra sine deltagere. Ellers bliver det en kedelig omgang deduktion og gætværk. Den anden grund er, at spillet kan være svært at få på bordet. Ifølge reglerne kan man være fem til ti spillere, men fem gør det for let at afsløre spionerne, og ni-ti bliver let mere kaotisk end sjovt. Seks til otte deltagere er den gyldne middelvej. Lidt alkohol er i øvrigt ikke af vejen for at højne stemningen og de (måske) grundløse anklager. Men ikke for meget, da folk ellers erfaringsmæssigt pludselig kan have svært ved at huske, hvem de mener at være på hold med.

Men har du en god håndfuld mennesker, der ikke er blege for lidt paranoia, forhandlinger og diskussion, er der virkelig mange timers selskabelig sjov at hente i en lille, uanseelig æske til en meget rimelig pris. Og husk: vælg dine medspillere omhyggeligt, for du kan ikke stole på nogen af dem. Undtagen mig.


Der er fem kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1334955972box_alternativ.jpg
Faktaboks
MedieKortspil
Kommentarer 5 - hop til
Billeder
Brugernes karakter
 2 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 4.0 
6:(0)
5:(1)
4:(0)
3:(1)
2:(0)
1:(0)






Brugerkommentarer (5)



You're right, no human being would stack books like this.
-- Peter Venkman (Ghostbusters)