SpilXbox 360: Fable HeroesThomas Würgler24. maj 2012Tilbage til Hovedsiden

****..

Lionhead lancerer et hurtigt sidespring, som formår at være ganske underholdende på sine egne præmisser.

Fable-serien er ikke ukendt på Xbox Live Arcade. Før udgivelsen af Fable 2, blev Fable Pub Games udgivet på Live Arcade. Det var muligt at tjene penge, som man kunne overføre til Fable 2. Underligt nok sendte Lionhead Fable 3 på markedet uden en mini-titel, men nu kommer Fable Heroes.

I modsætning til Fable Pub Games, som var baseret på Fable 2s minispil, er Fable Heroes et selvstændigt spil. Det betyder dog ikke, at der ikke er en kobling til et større Fable-spil. I dette tilfælde kan man spare penge op og overføre dem til det kommende Fable: The Journey.

Fable set fra siden

Fable Heroes er et beat 'em up af den gamle skuffe. Man bevæger sig sidelæns gennem forskellige områder, som er taget fra spillene i serien, mens man slår på alt, hvad der bevæger sig. Nogle har lavet sammenligninger med det glimrende Castle Crashers, men det synes jeg ikke er helt på sin plads. Der er hentet inspiration mange steder, men det føles ikke som en klon af et enkelt spil. Mens Castle Crashers virker som et opdateret Golden Axe med et skud humor, er Fable Heroes stykket sammen fra så mange inspirationskilder, at det ikke er helt så let at sætte fingeren på, hvad det ligner.

Det vigtigste er da også, om det er sjovt. Og det er det. I begyndelsen er det dog en kende frustrerende, da man ofte mister overblikket over, hvor man er på skærmen. Der er rigtigt mange fjender, og man har altid tre andre helte med, som enten styres af mennesker eller computeren - eller en blanding. Efterhånden bliver det klart, at det er en del af spillet, at man skal danne sig et overblik. Det kan godt være, man ikke kan se sin helt af og til, men man lærer at placere sig strategisk og vurdere hvilke angreb, der bedst kan betale sig, til man kan se helten igen. Det bliver ikke mindre uoverskueligt af, at dræbte fjender efterlader store bunker af penge, som man skal sørge for at samle op - og man kan også samle penge op, hvis andre har slået fjenden ihjel. Der er derfor en konstant kamp for at samle penge, dræbe fjender, samle hjerter op eller aktivere kister med mere eller mindre hjælpsomme effekter.

Man har tre til fire angreb til rådighed. Dels et hurtigt angreb, et langsommere men kraftigere angreb, et område-angreb og spark. Sidstnævnte skal man først låse op for, og område-angreb koster et hjerte, når man bruger det. Rent strategisk kan det imidlertid godt betale sig at bruge, hvis man er omringet af fjender, for de kan hurtigt koste mere end et enkelt hjerte, da hvert slag, der rammer, tæller for et halvt. Det langsomme angreb syntes jeg sjældent er nyttigt, da man er blottet for længe i forhold til den skade på modstanderne, man får ud af at bruge det.

Fable Party

Mellem hver bane lander man på et bræt, hvor man ved en blanding af terningekast og opsparede penge kan opgradere sine helte. Her får man også muligheden for at låse op for flere helte, som man enten kan vælge at styre eller have med som hjælpere.

Heltene er udformet som dukker, og de virker i en vis grad inspireret af sackboy fra Little Big Planet-serien - man kan sågar skifte ansigtsudtryk på dem ved et tryk på controlleren. Fjenderne er også dukkeficerede, og de dukker af og til op i mini-udgaver. Fable-serien har altid været lidt tegneserie-agtigt, men baggrundene i Fable Heroes tager det til et nyt niveau, og det fungerer meget godt med dukke-stilen. Det er ret flot, men det er lidt ærgerligt, at spillet ikke kører 1080p, da den højere detaljegrad og glattere linjer kunne have gjort spillet mange gange flottere og samtidig mere overskueligt. Det er dog ikke desto mindre stadig et charmerende bekendtskab.

I løbet af banerne får man mulighed for at vælge mellem to forskellige stier. Den sti, man vælger, bliver bagefter låst op, så man kan vælge den direkte fra kortet. For at låse den anden sti op, skal man dog spille gennem banen igen og vælge den anden vej. Det skal man vel at mærke gøre to gange per bane, for når man har spillet gennem banerne i Albion, låser man op for Dark Albion, hvor alt ser anderledes ud og er lidt sværere - men på det tidspunkt er heltene jo heldigvis blevet en del stærkere. Nogle af stierne fører til boss-kampe, mens andre fører til minispil, der alle er ganske sjove. Mange af banerne afslutter med en stor ting, der skal tæves i småstykker - et vip med hatten til arcade-klassikeren Final Fight.

Pengemaskine

Da man har mulighed for at spille med forskellige helte, som har forskellige våben (sværd, pistoler, hamre m.m.), kan man spille gennem de samme baner igen med en væsentlig anderledes strategi. Hvis det ikke skulle være motivation i sig selv, kan man tænke på alle de dejlige penge, man sparer op til sit eventyr i Fable: The Journey.

Spillet er ikke lige så udfordrende som hverken Castle Crashers, Double Dragon, Guardian Heroes eller de mange andre beat 'em ups på Xbox Live Arcade, men det er til gengæld charmerende og nok især en god introduktionstitel til genren. Man kan spille Fable Heroes med resten af familien, uden der bliver al for megen frustration. Man dør aldrig rigtigt i Fable Heroes. Man bliver i stedet til et spøgelse, der stadig kan kæmpe. Man kan dog ikke samle penge op, mens man er et spøgelse. Til gengæld kan man samle hjerter op og få sin krop tilbage. Ved starten af en ny bane bliver alle spøgelser vækket til live igen.

Har man lyst til et letbenet beat 'em up, er Fable Heroes et fint bud. På trods af det noget overfladiske kampsystem er det let at lægge mange timer i spillet. Det er sjovest, når man har flere menneskelige medspillere - og især i samme stue.

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato2. maj 2012
FormatLive Arcade
UdviklerLionhead Studios
UdgiverMicrosoft
Udlånt afMicrosoft Danmark
Se også:
Xbox: Fable
Xbox 360: Fable II
Xbox 360: Fable III
Kommentarer Ingen
Spilfeatures
Antal spillere 1-4 
ELSPA rating7+
Onlinespilja
Understøtter:
720p
Billeder
Omtrent det eneste tidspunkt man reelt får chancen for at beundre hovedpersonerne i ro og mag.Man navigerer fra bane til bane i bedste 80er-stil.
Der er gang i den, når spillet starter.Omgivelserne er både farverige og flotte.
Snevejret er faktisk utroligt vellykket. 3D-motoren udnyttes alt for sjældent til at give andre perspektiver som her.Ability-boardet giver mulighed for nye kræfter og bedre overlevelseschancer.






SKRIV FØRSTE KOMMENTAR

Du skal være logget ind for at kunne sende kommentarer. Gå til login-siden og klar detaljerne dér eller login med Facebook.


I do note with interest that old women in my books become young women on the covers... this is discrimination against the chronologically gifted.
-- Terry Pratchett