Film og TVBiograf: PrometheusHenrik M. Kristensen3. jun 2012Tilbage til Hovedsiden

****..

Når civilisationer mødes

Man skal vist have boet under en sten det sidste halve års tid, for ikke at have hørt om Prometheus. Marketingsmaskineriet har kørt med atomkraft i de sidste måneder inden præmieren i torsdags, med trailere, viral marketing videoer, en falsk TED talk og endda teasers til trailere. Man mærker, at der sker noget anderledes i Hollywood for at gøre publikum opmærksomme på nye film.

Det tør siges, at filmen er hypet helt ud til LV426, men det har den ikke nødvendigvis haft gavn af. Filmens plot er nemlig ikke svært at gætte ud fra den enorme mængde frigivne materiale, og det er simpelthen for dumt. Har du endnu ikke set trailere eller noget af det andet materiale, er det bedst at lade være.

Prometheus starter i 2087, nogle år før Alien. I Alien mødte vi Space Jockey'en, det løjerlige, forstenede, elefant-lignende rumvæsen, tilsyneladende svejset fast i en stol ombord på The Derelict, et nedstyrtet rumskib på planeten LV426.

Prometheus forsøger at lave en sofistikeret baghistorie om, hvordan han måske kom til at sidde der, og vigtigere, hvem han er, og hvor æggene kom fra. Det lykkes dog ikke helt, og filmen leverer flere spørgsmål end svar, på en måde, der bliver svær at få konkluderet på mindre end to fortsættelser.

Selvom filmen tager udgangspunkt i det samme univers, er det nye planeter, nye personer og nye væsner, vi skal slås med, og der gøres et hæderligt forsøg på at undgå gentagelse af de forrige film. Samtidigt er det ikke nødvendigt at have set hverken Alien eller Aliens, selvom filmen indeholder diskrete referencer til netop disse to film.

Filmen markerer også Ridley Scott's første skifte til 3D, og det klares udemærket, men bidrager næsten intet til filmens visuelle kvaliteter, der i forvejen er helt i top.

An Invitation

Kæresteparret og arkæologerne Elisabeth Shaw (Noomi Rapace) og Charlie Holloway (Logan Marshall-Green) finder et hulemaleri i Skotland. Et af mange, fundet rundt om i verden. Deres fællestræk tyder på besøg fra rummet i vores fortid, og de finder rent faktisk ud af, hvor rumvæsenerne, eller "Engineers" som de kalder dem, kommer fra, gennem noget sludder med et stjernekort, der på en eller anden måde ikke ændrer sig over tusinder af år.

De konkluderer dermed, at malerierne er en invitation til at besøge dem. Måske har de påvirket menneskets udvikling eller ligefrem skabt os?

De kunne stoppe her og lave en fascinerende dokumentar til History Channel krydret med Erich Von Däniken-referencer.

To Boldly Go

Vi er dog i år 2087, og teknologien er blevet god nok til interstellare rumrejser. Peter Weyland, CEO i Weyland Industries, deler arkæologernes interesse for at finde vore skabere og tilbyder dem skibet Prometheus til færden derud; en tur på mere end 2 år.

Weyland er gammel og døende, og kan ikke selv tage med. For at sikre at den billion-dollar dyre mission giver passende smæk for skillingen, vælger han at sende en højtstående og velhavende Weyland-ansat, Meredith Vickers (Charlize Theron), i sit sted.

Prometheus er spækket med luksuriøs højteknologi, der får Nostromo til at ligne en kasseret skraldebil. Vil man se noget noget overlækkert rumhardware, er det den helt rigtige film. Skibet er et fantastisk gennemført design ned i mindste detalje, og det bruges der god tid på i starten af filmen, hvor vi følger med på turen ud til den fjerne planet.

Den 17 mand store besætning består bl.a. af en avanceret androide, David (Michael Fassbender), der varetager skibets funktioner under rejsen og den ligefremme kaptajn Janek (Idris Elba), og vi stifter bekendtskab med geologen Fifield (Sean Harris) og botanikeren Millburn (Rafe Spall), samt to co-piloter og et hold af bevæbnede sikkerhedsfolk. Alle skal have deres tur, og det er en stor mundfuld at komme igennem på filmens korte 2 timer.

God Does Not Build in Straight Lines

Prometheus lander på planeten LV223, der utvivlsomt viser tegn på, at der har været intelligent liv engang. En ekspedition afslører en række artefakter fra en oldgammel civilisation, og tegn på en fortidig katastrofe, der slog dem alle ihjel. Denne katastrofe udfolder sig gennem nogle smukke sekvenser, hvor vi ser Engineers igang med deres sidste opgave inden det gik galt.

Umiddelbart finder de ikke noget levende intelligent liv, blot nogle besynderlige urner med en olie-agtig substans. En meget kraftig støvstorm tvinger ekspeditionen på hold, og de griber, hvad de kan få fat i, for at vende tilbage og studere det i det hypermoderne laboratorium på Prometheus.

Efter uvejret lægger sig, prøver de igen, og snart viser det sig, at der er mere liv: Konstruereret, designet liv, og det bestemt ikke er noget særligt morsomt liv at stifte bekendtskab med.

Resten skal ikke afsløres her, men designernes intentioner med dette liv er værre, end de havde turdet forestille sig, og det er lidt en foruroligende tanke.

Sammenligningen med Alien

Selvom filmene er meget forskellige, er det umuligt ikke at sammenligne med Alien. Jeg har altid været besat af Alien og dens efterhånden enormt veldokumenterede filmatiseringsproces, fra den spæde og usandsynlige fødsel fra Dark Star, frem til Ridley Scott's indblanden, gennem de utrættelige modelbyggeres effektarbejde, Veronica Cartwrights autentiske rædsel i chestburster scenen, og da Warren Beatty og Jack Nicholson hylede sig gennem filmpremieren. Filmen satte adskillige standarder på én gang, både for filmmonstre og for portrættering af sci-fi som et slidt hverdagsmiljø med almindelige mennesker.

Den manglende dybde i Alien gav den nødvendige tid for at runde karaktererne og miljøet helt af, og der skulle kun dyrkes et enkelt komplot i en fantastisk twist. Atmosfæren er tyk som brugt maskinolie og mere intim, og det gør hvert dødsfald intenst som ind i helvede.

H.R. Gigers specielle designs for de nye monstre gør heller ikke så stort et indtryk, og det meste er set andre steder før. Dog er de 3 meter høje Engineers ret frygtindgydende og en passende logisk afledning af den oprindelige Space Jockey fra Alien.

Ridley har desværre en tendens til at lave film, der ikke altid er lige interessante, fordi han er helt afhængig af en god manuskriptforfatter. Med et kompliceret manuskript, der vil så meget på så kort tid, er Prometheus en ufokuseret oplevelse, der skyder uforløste handlingstråde ud til højre og venstre.

Det gør tempoet for højt, fordi der skal dækkes over for mange karakterer, på trods af at alle skuespillere gør et godt stykke arbejde.

Det giver også en række irriterende plothuller, såsom manglende evne til at finde vej på trods af tilstedeværelsen af et hyperavanceret kortsystem, og belejligt manglende kompetence i kritiske øjeblikke. Samt en enkelt scene, der er ganske barsk i sin udførsel, men som jeg finder ret usandsynlig.

Jeg gætter på, der er et mindst 30 minutter længere Directors’ Cut ventende på Blu-Ray. Det skal være hjerteligt velkomment og kan snildt lægge en stjerne mere på, hvis det giver nogle af de mindre karakterer mere tid.

En enkelt deprimerende filosofisk idé, som man kan tænke over bagefter, kan dog være en af grundelementerne for en ganske voldsom udvidelse af Alien universet.

Det musikalske indtryk

Lydsporet er af Marc Streitenfeldt, som jeg ikke kender så meget til, men det lykkes at bygge et effektivt industrielt lydspor op, især under ekspeditionen. Temaet er fokuseret på de i første omgang noble Engineers, og deres teknologi underbygges gennem en mekanisk og fremmedartet rytme.

Konklusion

Alt i alt er der masser at se på, og filmen er kompetent lavet og underholdende på samme måde som Ridleys Scott’s andre film, men så meget af det er desværre set før, og hvis man forventer at blive skræmt på samme måde som Alien gjorde det i 1979, bliver man nok skuffet. Mest af alt gør filmen størst indtryk, når man tænker over idégrundlaget, og der kan derigennem meget nemt lægges op til flere film.


Der er 29 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1338628801prometheus_poster.jpg
Faktaboks
MedieBiograf
Udgivelsesdato2012-05-31
Produktionsår2012
Format2.35:1
Længde124 min.
InstruktørRidley Scott
Kommentarer 29 - hop til
Billeder
To Boldly Go Where No Man Has Gone Before.
Michael Fassbender spiller den mælkeblødende David, der danner den filosofiske ramme for filmens
bedste scener. Selv siger han, at han ingen følelser har, men går på
udforskning med den reneste barnlige glæde og nysgerrighed, også
selvom det måske ikke er i alles interesse. Hvorfor er det altid
androiderne, der er de mest interessante karakterer?Der hoppes bravt over et af filmens plothuller.
Botanikeren Millburn og geologen Fifield danner et ufrivilligt komikerpar, da de isoleres under et uvejr i den første ekspedition.Fifields avancerede kortsystem producerer et detaljeret kort over hele ekspeditionsområdet. Så brug det dog, for s....!
Prometheus er navnet på skibet og den myte, som filmens plot er løseligt baseret på. Designet er en kær hentydning til Ron Cobb's første skitser for Nostromo, der dengang viste sig at koste alt for meget at bygge. Med moderne filmbudgetter er den slags ikke længere noget problem.Skibet har et vældigt anderledes koncept for en redningsbåd. Jep. Redningsbåd.
Vickers fremstår mest som en sur mokke, der prøver at stå i vejen, og det er en lidt ærgelig måde, at mudre filmens plot unødvendigt til på. I baggrunden ses en kornmark, som er en af redningsbådens mange finesser.Mere hardwareporno.
Kaptajn Janek har fået øje på noget afsindigt spændende forude.Elisabeth Shaw er religiøs, og det gør hende nærmest ukuelig for de ekstreme prøvelser, hun udsættes for. Meget mere end Ripley nogensinde formåede, og det bringer et lille smil på læberne ved filmens klimaks.
Charlie Holloway vil bare møde sine skabere, men i løbet af filmen bliver han gradvist
skubbet til side for at gøre mere plads til konspirationer,
malplaceret komik og løbske monstre.Seje Ridley.
De andres mening
CSW  
****..
 Flot filmet og mestendels spændende, men jeg savnede lidt continuity og closure.
JMo  
*****.
 Fremragende scifi thriller. Halter mod slutningen, men det formår ikke at ødelægge helhedsindtrykket
RUR  
**....
 Sikke noget rod.
Brugernes karakter
 5 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 4.2 
6:(1)
5:(0)
4:(3)
3:(1)
2:(0)
1:(0)






Brugerkommentarer (29)



Don Lockwood: Try to get this straight. There is nothing between us. There has never been anything between us. Just air.
-- Singin' in the Rain