SpilXbox 360: Max Payne 3Lars Kim Lund2. jul 2012Tilbage til Hovedsiden

*****.

Antihelten Max Payne er tilbage i en film noir-inspireret cocktail af billig sprut, painkillers og dårligt selskab.

Det er ikke let at være Max Payne. Det hele startede for mere end ti år siden, da hans kone og barn blev brutalt myrdet. Derefter blev han mistænkt for at slå sin bedste ven ihjel. Og så var der noget med den russiske mafia, der helst så Max mere død end levende. Max har en utrolig evne til at tiltrække ulykker, og uanset hvad han foretager sig, ender det oftest med, at nogen vil slå ham ihjel. Nu har Max så endelig givet op, og han er flyttet til São Paulo i Brasilien, hvor han sumper på et hotelværelse, mens han ihærdigt forsøger at udrydde de sidste tilbageværende hjerneceller med en flaske sort Jack Daniels og en håndfuld painkillers.

Intet er som bekendt så skidt, at det ikke kan blive værre, og det er også tilfældet for vores uheldige ven. Et job som barnepige for nogle styrtende rige og snotforkældede jetsettere udvikler sig katastrofalt og ender med, at chefens kone bliver kidnappet af nogle lokale banditter. Nogle paramilitære lejesvende blander sig i udbetalingen af løsesummen, og som om det ikke var nok, får Max den lokale mafiaboss på nakken, da han "kommer til" at skyde hans søn. Formidlingen af historien er kraftigt inspireret af film noir-genren, og det er da også Max selv, der med selvironisk distance fortæller historien. Af og til drukner han lidt vel rigeligt i selvmedlidenhed, men vi holder af ham alligevel, fordi han i bund og grund er en okay fyr, der blot prøver at gøre det rigtige i en svær situation.

Der er kompetente kræfter bag spillet, og det ser man tydeligt på den meget høje produktionskvalitet over hele linjen. Spillet flyder afsted uden brok, og så ser det samtidig afsindigt godt ud. Der er kælet for de små detaljer, så som måneskinnets svage refleksioner, krusninger i vandoverfladen mens man sejler i en motorbåd, og ilden, der sultent fortærer en brændende bygning. Musik, lydeffekter og stemmeskuespil er af samme høje standard, og bortset fra lidt sporadisk clipping[*] i mellemsekvenserne, kan jeg ikke komme i tanke om noget, der ikke fungerer.

No Payne, No Gain

Det grundlæggende koncept i Max Payne er bevaret stort set uændret fra de foregående spil. Max er en enmandshær, og han spreder død og ødelæggelse hurtigere, end Julemanden deler gaver ud. Det foregår alt sammen i tredjepersons perspektiv, og der er naturligvis gensyn med spillets to varemærker: Bullet time og shootdodge. Som noget nyt har Rockstar Games lånt snap to cover-systemet fra Gears of War, så man kan gemme sig bag forhindringer og stikke hovedet frem og skyde uden at blotte hele kroppen.

Det er med til at give spillet et nyt strategisk element, hvor man skiftevist sniger sig rundt og plukker fjenderne en ad gangen og aktiverer bullet time for derefter at kaste sig ud i direkte konfrontationer i det åbne. Når det går allermest hektisk for sig, fyldes skærmen af et inferno af kugler og flyvende brudstykker fra de i høj grad destruerbare omgivelser, og inspirationen fra The Matrix er tydeligt at mærke. Man er nødt til at spille Max Payne overvejende defensivt og udnytte cover-funktionen, for ellers bliver det meget hurtigt rigtig svært.

Selv med sværhedesgraden skruet helt i bund, overlever man ikke ret længe, hvis man blot blæser hovedløst fremad med aftrækkeren i bund. For det første tiltrækker man fjendernes kugler som en magnet, og for det andet løber man simpelthen tør for ammunition. Heldigvis er der mange checkpoints, og man genstarter stort set uden ventetid. Det går ikke specielt hurtigt at indlæse hverken selve spillet eller et savegame, men når først spillet er i gang, så oplever man sjældent at skulle vente.

Computerens AI[*] er bedre end gennemsnittet, og fjenderne forsøger at flankere dig og snige sig ind på dig bag fra. Hvis du pludselig bliver skudt på fra klods hold, skifter spillet til slow motion og giver dig en chance for at gengælde opmærksomheden. Det er også muligt at lave en hurtig 180 graders vending, hvilket er nøglen til overlevelse, når man bliver skudt i ryggen. Det fungerer rigtig godt, og så gør det knap så meget, at Max ikke er specielt let til bens. Kameraet svæver over Max' ene skulder, og man kan manuelt vælge hvilken side, det skal være.

Paynekillers

Historien er tæt integreret i spillet, og selvom det er opdelt i større kapitler, så er der små historiesekvenser mellem stort set hvert opgør. Det bryder rytmen en smule, og jeg sad flere gange og fik kløe i aftrækkerfingeren af bare utålmodighed. Det giver naturligvis spillet en filmisk kvalitet, men strengt taget havde jeg nok foretrukket et mere kontinuerligt gameplay. Spillet er lineært, og selvom man kan udforske en smule og finde pilleæsker, brudstykker af specielle gyldne våben og forskelligt bevismateriale, så er det ikke andet end en tynd illusion af frihed.

Spillet er voldeligt på en meget realistisk og eksplicit facon. Man ser de fjendtlige soldater blive gennemboret af projektiler, mens deres kroppe eksploderer i en sky af blod. Nogle gange følger kameraet projektilets bane, og andre gange foregår det i slow motion. Når man dræber den sidste fjende i en bølge, får man mulighed for at aktivere en form for ultra slow motion, hvor kameraet stiller skarpt på fjendens dødskramper, alt imens man tømmer magasinet i ham. Spillet er forbudt for børn, og det er med god grund.

Det er muligt at tilpasse kontrollen til ens foretrukne præferencer, men der er desværre et alvorligt problem med invertering af akserne. Funktionen er ikke implementeret konsistent gennem hele spillet, og den skifter tilbage til normal, når man kigger gennem et kikkertsigte. Skaden er begrænset, sålænge man har tid til at vænne sig til styringen, men i det ordinære gameplay[*] er det ekstremt forstyrrende, at inverteringen ændres, alt efter om man sigter eller ej.

Man sigter med venstre trigger, og med autosigte aktiveret skal man blot pege i den nogenlunde generelle retning, hvorefter spillet automatisk fokuserer og zoomer ind på den nærmeste fjende. Af og til vælger spillet ikke rigtigt, og man kan komme ud for situationer, hvor man bliver beskudt og spillet insisterer på at sigte på alt andet end den person, der forsøger at fylde én med bly. Det sker heldigvis ikke så tit, og bliver det for irriterende kan man nedtone sigteassistancen. Purister kan slå det helt fra.

En værdig efterfølger

Jeg var oprigtigt bekymret for om mange års efterligninger og plagiater havde udvandet bullet time-konceptet så meget, at Max Payne som spil havde overlevet sig selv. Jeg kan med glæde meddele alle interesserede, at det ikke er tilfældet. Rockstar Games har ændret og forfinet gameplayet netop så meget, at det virker friskt og moderne uden at essensen af Max Payne er gået tabt. Nogle vil måske synes, at udviklerne er gået over stregen med den meget realistiske og eksplicitte vold, men de må i så fald lade spillet ligge og overlade blodsudgydelserne til os andre.

Der er en multiplayer[*]-del i spillet, hvor en af nyhederne er, at man kan lave sine private hold, der kan bruges på tværs af Rockstars spil. På sigt i hvert fald, for i øjeblikket er det kun Max Payne 3 og Grand Theft Auto V, der understøtter det. Selvom multiplayer fungerer fint og er med til at forlænge spillets levetid, så er det den kompetente kampagnedel, der efterlader det blivende positive indtryk.


Der er 9 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1340980522300-59944-forside.jpg
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato18. maj 2012
FormatPAL
UdviklerRockstar Games
Udlånt afNordic Game Supply
Se også:
PC: Max Payne
PlayStation 2: Max Payne
PC: Max Payne 2: The Fall of Max Payne
Kommentarer 9 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-10 
ELSPA rating18+
Understøtter:
720p
Findes også til:
 PC
 PlayStation 3
Billeder
Beklager, men jeg har ikke kunnet finde andet end bullshots. Der skal dog ikke herske tvivl om, at spillet er afsindigt flot.
De andres mening
CSW  
*****.
 Max Payne: Dog Days.
MP  
**....
 Stor skuffelse. Kan næsten ikke vente, til jeg er færdig med det.
Brugernes karakter
 1 bruger har givet karakteren 5








Brugerkommentarer (9)



Worf: The Son'a wish to negotiate a cease-fire. It may have something to do with their ship having only three minutes of air left.
-- Star Trek: Insurrection