LitteraturDOKUMENTPeter Paaske Juul6. jun 2012Tilbage til Hovedsiden


Et interessant forsøg på at sparke gang i det danske marked for dokumentar-tegneserier, men dog et temmelig ujævnt produkt.

Aben Maler har begået en antologi af dokumentar-tegneserier. Det er en genre, der er noget underrepræsenteret herhjemme. Nok har vi bladenes satiretegninger, men decideret tegnede narrativer fra virkelighedens verden har vi ikke mange af. Det væsentligste bidrag i genren er vel Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for folket og det er efterhånden halvandet årti siden det eventyr sluttede med Deleurans alt for tidlige død. Måske kan Rikke Bakmans Glimt også indpasses. Det kommer an på om man opfatter erindringsromaner som dokumentariske.

Fra udlandet er der nogle meget store sko at fylde. Art Spiegelmans Maus om holocaust og hans eget vanskelige forhold til sin holocaust-overlevende far er det helt store dokumentar-tegneserie-værk, men også Scott McClouds trilogi om at forstå, forandre og forfatte tegneserier passer ind i genren. Det samme gør de reflekterende tegneserieantologier, der kom på gaden i månederne efter angrebet på World Trade Center i 2011.

Derfor var jeg også meget spændt på at se, hvad teamet bag DOKUMENT havde fået ud af opfordringen til at lave dansk dokumentartegneserie. Desværre er resultatet pænt sagt ujævnt.

Mens jeg gik og grublede over, hvad jeg skulle skrive, faldt min kæreste, Kirsten, over albummet. Kirsten læser normalt ikke tegneserier, men ser til gengæld mange dokumentarfilm. Jeg syntes, at det kunne være morsomt at få hendes perspektiv med og bad hende skrive lidt noter. Hvor hendes noter adskiller sig væsentligt fra mine egne tanker, har jeg givet hende "taletid" nedenfor.

Forord

Cav Bøgelund har skrevet et kort forord og illustreret det. God ide, men meget kort. Jeg havde gerne set mere refleksion over tegneseriemediet som dokumentarbærer. Det er jo forordet, der skal retfærdiggøre, at produktet har en plads på markedet og i litteraturen.

Suicide Joe vs. Provins-tidende

En voldsfantasi af Thomas Thorhauge. En masse farverig hypervold illustrerer fortællingen om en galning, der brager ind på en avis og slår nogle folk og sig selv ihjel for at protestere. Eller måske bare for at hærge. I mine øjne overhovedet ikke en dokumentar. Det er et stykke fiktion, der er inspireret af nogle terroristers virkelige planer om at angribe et dansk blad, intet mere. Jeg synes at det falder udenfor - og at det i øvrigt er en uinteressant fortælling.

V for vegetar

Lars Kramhøft og Christina Bojesen fortæller historien om hvordan Lars blev vegetar. Efter en side om Lars' overvejelser og oplevelser skifter historien karakter og bliver til en tegnet opremsning af "fakta" om vegetarisme og mad-dyrs-opdræt. Tegnestilen er sjov og virkningsfuld, men drukner voldsomt i det totalt unuancerede propagandistiske indhold. Det fremgår at alle dyr, der spises, mishandles på det groveste, og at kødspisere dør af kødrelaterede sygdomme. Ja, dokumentarfilm præsenterer også dokumentaristens holdninger, men det her simpelthen for tykt.

Hverdag; diagnose

Stine Spedtsberg har taget en række statistiske oplysninger, sat dem i kvadratiske felter og illustreret dem. Nogle gange er illustrationerne ordinære og oplagte, andre gange er sammenhængen med teksten mere abstrakt. Desværre betyder "abstrakt" her, at jeg ikke tør indrømme, at jeg ikke kan se sammenhængen. Jeg savner et narrativ. Som det fremstår nu er det for mig at se bare illustrationer, som lige så godt kunne ledsage tekststykker i en artikel. Det efterlader mig med en sær apatisk følelse.

Mødregruppen

Anderledes opløftende er Ina Korneliussens portræt af tre meget forskellige mødre. Vi følger dem fra de bliver gravide og til børnene er halvandet år gamle. Layoutet er frit, tegningerne er fyldt med skægge detaljer og beretningen er vedkommende og menneskelig. Tegnestilen minder mig lidt om Deleuran, og det kan jo dårligt være en kritik. Jeg ville elske at læse et helt album, hvor Ina Corneliussen undersøger virkeligheden.

Kirsten: Skæv og engageret skildring af mødrelivets overraskelser – og ubehageligheder. Forfatteren havde nok ikke behøvet at udlevere ’pointen’ med hele tegneserien i indledningen – tegneserien kan sagtens selv bære at udfolde de genvordigheder, udfordringer og uovervindeligheder, det indebærer at blive mor. Stilen er underfundig og humoristisk, hvilket bryder lidt med det temmelig tunge indhold.

Nu tør jeg ikke blive syg

For halvandet år siden fik en artikel i Dansk Folkeblad en del omtale. Det drejede sig om en dame, der var meget fornærmet over at blive undersøgt af en tørklædeklædt læge og i særdeleshed over at hospitalet ikke behandlede hende pænt, da hun insisterede på at blive behandlet af dansk personale. Christoffer Zieler har valgt at illustrere denne artikel. I teksten tager han ikke stilling til indholdet, men billederne viser tydeligt, at tegneren finder, at artiklen repræsenterer et komplet forskruet forhold til virkeligheden.

Jeg er specielt vild med et stort billede, hvor damen udtaler, at "Det havde jo slet ikke noget at gøre med racisme men er en politisk holdning. Jeg er i opposition til alt, hvad Islam står for, og jeg vil ikke opereres af en muslim, som kan bekende sig til Islam." Selve illustrationen er ganske neutral. Kvinden står bare og kigger ud mod læseren, mens hun siger det. Men der er noget markant illustrerende med hendes neutrale udtryk - Zieler får det til at se ud som om hun finder at det, hun står og siger, er fuldkommen almindeligt og meget rimeligt. Under billedet ser man en muslimsk syeplejerske med hagekorsudsmykket tørklæde og en læge, der bringer et helt spyd kebab til en burkaklædt patient ledsaget en svada om muslimer, der får særbehandling på sygehusene.

Jeg finder Zielers tegneserie særdeles vellykket.

Kirsten: Uha, intentionen er god; at formidle et muligt dilemma om at blive behandlet af en praktiserende muslim. Desværre er fortællestilen er så tung, så tung. Den tætte skrift, de firkantede rammer og de kantede figurer stopper gang på gang enhver trang til læseflow, og man skal tvinge sig fra boks til boks. Temaet har sin relevans, men stilen dræber konstant enhver form for refleksion.

Vask hænder

G. R. Mantard har illustreret et opslag på et toilet. Opslaget vejleder om hvordan man vasker sine hænder korrekt. Spøjst. Mere har jeg ikke at sige om det.

Kirsten: Forfriskende, spillende tegneserie, der leger med læserens dårlige samvittighed tilrettelagt af sundhedsstyrelsen og andre påbudsproducerende myndigheder. Vi kommer jo altid til kort. De færreste spiser seks om dagen, og garanteret ingen vasker hænder på denne måde. Sjovt lille intermezzo med en spændende modsætning mellem farver og den Emma Gad-lignende håndskrift.

Thiess

Fra en gammel bog om hekseprocesser: En mand står anklaget som varulv. Han indrømmer beredvilligt, men kaster sig så ud i en forklaring om at varulve faktisk kæmper på menneskenes side mod heksene og Djævelen. Simon Bukhaves tegninger er mørke og detaljerede med effektiv brug af skygger. Det er altid hyggeligt at få en anden vinkel på hekse- (og varulve-)forfølgelser, og historiske emner er et klassisk doku-tegneserie-område. Desværre mangler historien noget, der giver mig indtryk af tegnerens personlige input til emnet. Bare at illustrere en gammel fortælling er lidt billigt, finder jeg.

Superdybt hul

Thomas Mikkelsen har begået en illustreret gennemgang af en klassisk urban legend om et russisk forskerhold, der borer et hul helt ned i Helvede. Netop denne legende er spændende, fordi den er researchet til bunds og vi ved, hvordan den opstod. Jeg kan huske selv at have hørt legenden engang og nogle år senere også fortællingen om dens opståen, så det her er et kært gensyn. De første sider er illustreret meget direkte "efter bogen", men efterhånden som opklaringen sker, bliver Mikkelsen mere kreativ i sine illustrationer, og det er morsomt. Det er også morsomt, at redaktionen har valgt at placere historien lige efter Thiess, der også omhandler et Helvede dybt under jorden.

By m/kål

Nu skal jeg jo passe på ikke at kritisere rejseberetninger, da jeg jo selv har skrevet en del af dem her på Geek Culture. Ikke desto mindre finder jeg Ole Comoll Christensens beretning om hans besøg i Kina temmelig ufokuseret og ude af stand til at give mig noget "med hjem" - noget jeg ellers mener, at dokumentar-genren bør. Men illustrationerne er ofte morsomme.

Ud af numsen

Philip Ytournel leverer en parodi på hvad man kan se, når man zapper fra kanal til kanal på TVet. Resultatet er desværre meget realistisk: Jeg oplevede i hvert fald lige så lidt af interesse, som jeg gør på mine egne zappeture.

Kirsten: Et ganske vellykket, satirisk indslag, der forsøger at beskrive en nedrig og objektgørende tv-virkelighed, der ikke kender nogen nedre grænser, og for hvem menneskæbner aldrig vil have første prioritet. Hvis reality-doku-genren i dag kan siges at være i en version 1.0, er dette vel en skildring af en endnu værre version 2.0, hvor intet er for lavt, for ligegyldigt og for langt ude til at komme i tv. Tegneserien zapper som var det ren tv-virkelighed – og som i tv-virkeligheden kan man også få lyst til at zappe videre.

Interview med Nikolaj Zeuthen

Rikke Villadsen har en tendens til at tegne kvinder, der virker kæmpestore. De kan sjældent være i rammen. Det fascinerer mig. I dette tilfælde er det historien om Rikke, der efter samtale med Ping vil interviewe Nikolaj Zeuthen, mens Ping har en interaktion med en meget grim, muteret Rasmus Klump-figur. Interviewet løber lidt ud i sandet, men Villadsen leger med mediet imens på en måde, jeg finder fascinerende. Ih, det er fascinerende. Desværre har jeg fulgt Villadsens råd fra hendes hjemmeside, så jeg aner ikke, hvad det interview egentlig gik ud på.

Og måske rammer vi her et altvorligt problem for et værk som DOKUMENT. Villadsen har tegnet sit bidrag i januar 2011, hvor det var aktuelt i en på den tid verserende debat. Det udkommer knap halvandet år senere, og bliver derfor mere til et kuriosum end et debatindlæg. Men et fint kuriosum.

Nostalgi

Johan F. Krarup fortæller en trist historie om en mand, han kender fra nettet. Det er en mand, der er på vej ud, hvor man ikke kan bunde. Han samler på tegneserier, film, LEGO-klodser og alt muligt andet. Stilen er holdt realistisk, men fortællingen får et symbolsk lag på sig, da Berti - samleren - fortæller om et af sine gamle Anders And-blade. Sådan et, der er pakket forsvarligt ind i plastic og kun må læses med største forsigtighed. Pointen hamres på plads med en illustration af en pakke LEGO, hvor brikkerne ligger en for en på sirlige rækker i stedet for at blive formet til forunderlige væsener og køretøjer. Det her er den første historie i albummet, der virkelig rammer mig på følelserne. Godt arbejde.

Det ene med det andet

DOKUMENTs sidste og længste indlæg ligner på overfladen en masse bevidst grimme illustrationer til Signe Parkins' dagbog. Jeg sad faktisk og blev irriteret over det, mens jeg læste det. Men så skete der noget magisk og jeg blev opslugt af de følelser og usagte ting, der gemmer sig mellem billederne. Jeg er spændt på at se mere fra Parkins' hånd.

Kirsten: Det er netop det ene med det andet. Lidt det hele og lidt ingenting. Forfatteren kredser om mormoderens død, lidt familieliv, lidt observationer, lidt skitser, lidt skrammer, nogle hverdagstildragelser – og hvad mere? Fra oplevelse til oplevelse uden at opbygge erfaringer – måske er det godt nok, men måske burde der have været mere, så man går fra "nå" til "hmm".

Samlet set

Jeg nævnte det i starten: Det her er et uhyre ujævnt produkt. Jeg vil derfor heller ikke give det nogen samlet karakter. Det har indlæg, der siger noget om, hvad man kan med mediet og det har andre indlæg, der mere virker som om det siger noget om en insisterende redaktør og en tegner, der var nødt til at levere noget nu. Det er ikke ueffent som overblik over en række toneangivende nutidige danske tegneres stil. Måske skal man bare betragte det som sådan. Og så lader jeg Kirsten få de sidste ord:

Dokumentargenren vil noget. Den kræver indlevelse, den afkræver ikke nødvendigvis engagement af læseren, men den kræver engagement af forfatteren. At afspejle eller at beskrive virkeligheden kan godt ende med at blive et overfladisk og ligegyldigt 2D uden twists, overraskelser, indsigt og dimensioner, hvis der ikke virkelig arbejdes med det intentionelle, det udfoldende og det udfordrende. Læseren skal skubbes, overraskes og måske endda provokeres over virkelige hændelser. Som i dokumentarfilmen kræver det en skarp vinkling, mod til at stille spørgsmål og sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende eller det historiske – ikke blot at observere og beskrive. Det kræver en fortælling, der åbner og stiller skarpt på nogle faktiske forhold, som man måske ikke ellers ville have fået øje på.

Det gælder i særdeleshed for dokumentartegneserien, hvor man ikke har en time til skabe interesse og nysgerrighed, men kun ganske få ruder. Det bedste eksempel på dette i DOKUMENT er måske den lidt ubetydelige Vask hænder, hvor man pludselig betragter en hverdagssituation fra en såvel en satirisk og udstillende som en "kunstnerisk" vinkel.

Læs uddrag fra albummet på Aben Malers hjemmeside


Der er fire kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1338751073dokument-forside.jpg
Faktaboks
MedieTegneserie
Udgivelsesdato2012-05-25
Længde136 sider
UdgiverAben maler
Udlånt afAben maler
Kommentarer 4 - hop til







Brugerkommentarer (4)



"It's a god-eat-god world."
-- Terry Pratchett (Small Gods)