SpilE3 2012 - Del 1: Intet nyt fra festfrontenAnders Petersen14. jun 2012Tilbage til Hovedsiden


Bedre sent end aldrig. Jeg ville gerne have bragt denne artikelserie i weekenden, havde det ikke været for håbløs mangel på ledige timer at skrive den i. For de af jer, som til gengæld enten ikke havde tiden eller tabte modet allerede før årets E3 kom igang, er her en gennemgang af begivenhederne, de store pressekonferencer og en forfærdelig masse holdninger og perspektivering over et show, der på samme tid formåede at bedøve og bringe folks pis i kog.

Lørdag morgen. Jeg er lige stået op og E3 er officielt overstået. De sidste udstillere har pakket deres pomp og pragt i flightcases og er på vej væk fra Los Angeles Convention Centre. Kilometervis af kabler, mange tons stilladser, scenegulve, lys og bannere er stablet og klar til afhentning, mens mylderet af messeroadier pakker de sidste ting.

Jeg er ikke til stede. Jeg rapporterer alt det her fra min behagelige stol i min mandehule, hvor jeg har befundet mig hele ugen.

Den ubestridt største spilmesse på verdensplan plejede at være et presseshow. Sådan er det i teorien stadigvæk, men med den stigende båndbredde og eksplosive udbredelse af HD video-streaming samt pressens og blogosfærens hårde konkurrence om læsernes gunst, er det gået hen og blevet allemandseje. Jeg føler mig ikke længere som andenrangsborger. Jeg er ikke længere en taknemmelig modtager af en modereret strøm af pressehistorier. Jeg er til stede 24-7 og, ulig staklerne på showgulvet, kan jeg være alle steder på én gang. Hele ugen har jeg konsumeret umenneskelige mængder live videofeeds fra et dusin gamingsites, skimmet overskrifter fra mine bugnende RSS-feeds og kommenteret og endevendt begivenhederne med ligesindede i realtime.

E3 er min juleaften. Jeg har måske nok været opmærksom på messen siden slutningen af halvfemserne, men med den eksplosive onlineeksponering og i særdeleshed livestreaming er E3 fra omkring 2005 hurtigt gået fra at være et velkomment, sommerligt peak af interessante spilnyheder til at være min personlige yndlingshøjtid. Tilføj en tyk mand og et træ, og påsken ender på en meget fjern andenplads.

De seneste par år har dog ikke været uden knirken. Meget voldsomme ændringer i forbrugervaner har skabt tilsvarende store omvæltninger i spilmarkedet. Ikke bare i forhold til hvor spil bliver konsumeret, men også hvordan de udgives, udvikles og tjener sig selv ind. Digital distribution, mobile devices og sociale netværk har i dén grad tippet magtbalancen med en hastighed få kunne have forudset, og messen, der for blot få år siden var branchens årlige samlingspunkt, er mange idag begyndt at se som en håbløs anakronisme.

Smartphones og digital distribution er dog langt fra den fulde historie. Kigger man på spilbranchen som helhed, tegner der sig et meget komplekst billede, hvor den økonomiske krise, Nintendos fugl fønix og efterfølgende ikaros-styrt, den nuværende konsolgenerations efterår, eksplosionen af indie-udviklere, udraderingen af den mellemstore udgiver, udbredelsen af alternative indtjeningsmodeller og mange, mange andre faktorer alle sammen spiller ind og påvirker hinanden i en uhyre kompleks kædereaktion. Der er ikke noget at sige til, at branchen som helhed sidder med blandede følelser af begejstring, håbløshed og komplet forvirring. Vi er - i ordets reneste forstand - midt i en identitetskrise.

I ugerne op til E3 var der nærmest heller ikke et gamingsite med respekt for sig selv, som ikke havde en leder med en permutation af overskriften "Is E3 still relevant?". Som sædvanligt var der ingen, der spurgte mig, men som repræsentant for nettets måske allervigtigste medie, og som manden med alle de rigtige svar vil jeg benytte lejligheden til at slå det fast én gang for alle:

JA, DEN ER!

Læser man artiklerne, finder man et meget ensidigt kernebudskab, som handler om, at E3 ikke længere repræsenterer spilbranchen. Jeg vil vove at postulere, at det har den aldrig nogensinde gjort.

E3 er et blockbustershow. Messen er og har i alle tider været lige så repræsentativ for spilbranchen, som den årlige Oscar-uddeling er for filmbranchen. E3 er et absurd dyrt medieshow, hvor hver eneste udstiller har betalt et fuldkommen uhyrligt beløb pr. minutkvadratmeter i håbet om at få maksimal eksponering for pengene. Det er et show, hvor de største udgivere bekriger hinanden på finpolerede orgier af grafik og lyd og afsløringer af hidtil hemmeligholdte projekter bliver kastet som håndgranater. Det udelukker i sagens natur dem, der ikke har lommer dybe nok til at løbe risikoen for at blive overdøvet, og udgiverne vælger ganske naturligt de våben i deres arsenal, som de mener kan levere mest larm. Der er hverken tid eller plads til det nytænkede, det genrekrydsende, nichetitlerne, de dybe strategispil, skarpe puzzles eller involverende eventyr. Der er ikke plads til spil, der tager timer at folde sig ud. Der er ikke plads til spil som ikke kan beskrives med formlen "It's like [popular game] with [popular feature]".

Intet af det her er nyt for E3. Dyrere og færre trippel-A titler, udslettelsen af den mellemstore udgiver og medfølgende polarisering af markedet har bare gjort endnu mere tydeligt, hvad der hele tiden var tilfældet: E3 er Hollywood. E3 er MTV. Og det er ok. Virkelig.

Den tiltagende mængde af artikler over de sidste tre år, som har spået udgiverens, spilkonsollens, eller sågar hele spilbranchens død udelukkende baseret på begejstringsbarometeret for E3, har været nærmest tragikomisk at være vidne til. En gang imellem får man bare lyst til at tage både fans og pressen i sin favn og vugge dem stille og roligt fra side til side, mens man med moderlig, beroligende stemme hvisker, at det nok skal gå altsammen. For det skal nok gå. Der er ingen grund til panik hverken sidste år, nu eller næste år. E3 er E3. Det er bare et show. Det er hverken en empirisk målestok for hvor spilbranchen er på vej hen eller konsollernes årlige sundhedscheck.

Den stigende dækning af shows som TGS, GamesCom og ComicCon, udviklershows som GDC og DICE, årlige udgiverevents som QuakeCon, BlizzCon og Captivate samt den den voksende mængde af nye tradeshows og indiefestivaller som PAX og IGF har blot tvunget de enkelte shows til at blive meget mere klare i deres fokus, og det er det vi til stadighed ser med E3.

Når alt dette er sagt, skal det dog ikke på nogen måde fritage E3 fra kritik, og jeg kan lige så godt sige det som det er: Hold fast, hvor suttede det dog røv i år.

Med den kommende konsolgeneration i fuld færd med at underskrive hospice-papirerne for den nuværende og et udspil fra Nintendo, som allerede havde sin afsløring for et år siden, skulle der egentlig ikke ret meget til for at overgå mine forventninger til dette års show. De fleste fornemmede allerede trætheden sidste år, og hvis 2004 var nogen målestok, ville dette år i bedste fald blive et lidt anstrengt forsøg på at overbevise publikum om, at der stadig er liv i de nuværende platforme.

At E3 2012 alligevel endte med at undervælde mig med så stor en margin, må nok siges at være årets største overraskelse.

- Og det var da også langt hen ad vejen det grundlæggende problem med årets show: E3 står og falder på overraskelserne, afsløringerne og de store pressekonferencer, og ingen - absolut INGEN - af udgiverne eller de tre store platformholdere formåede at overraske. Ikke bare var deres konferencer så formulaiske, at man kunne stille sit ur efter dem - de var direkte indholdsforladte og kedelige; noget ikke engang de to forrige års jammerfester formåede at være.

Et show med så udpræget en mangel på gode historier gjorde dog bare min søgen efter lyspunkter mere intens, og således lykkedes det mig også at finde enkelte oplevelser, der krængede mine mundvige nordpå. Disse lyspunkter lever dog i meget høj grad i kraft af showets øvrige (non-)begivenheder, så for at sætte det hele i det rette perspektiv kommer jeg ganske enkelt ikke udenom at tale om de store pressekonferencer.

Så ...

Microsoft

De sidste år har bestemt ikke malet Microsoft i det mest flatterende lys. Efter to år med Kinect, videoservices og sport var der nok mange, der havde ventet, at dette ville blive året, hvor Redmond igen med sikker hånd ville slå fast, hvad det var, der bragte Xbox 360 det altoverskyggende niveau af loyalitet og dominans i hardcore-segmentet i årene frem til 2009.

Det, Microsoft endte med at vise i år, var i stedet en sand ynk for fans. Showet startede og sluttede ellers fint med en ny begyndelse for deres største franchise og næste installation i Activisions megasællert, men Halo 4 og Call Of Duty: Black Ops 2 skulle snart vise sig at være lidet mere end bogstøtter for et show, der var nærmest håbløst suget tør for spil.

Søgefunktioner, sport, Internet Explorer, film, musikservices, onlinebetting, mere sport og et nyt lavpunkt for pressekonferencer udgjort af en playback-koncert med Usher. Det var, hvad Microsoft havde valgt at fylde halvanden times show på en spiludstilling med. Don Mattrick dirigerede fra start til slut en komainducerende affære, der nærmest fik mig til at ønske de tåkrummende børneskuespillere og ulidelige Kuda Tsunoda fra 2010-showet tilbage.

De få spil, der blev vist, var allesammen fra nye installationer i meget gamle franchises, og hvor meget jeg end ser frem til det stort opslåede Tomb Raider-reboot, så har vi altså set rigeligt med video af både det og Resident Evil 6 det forgangne år. Der er simpelthen ingen grund til at bruge krudt i showet på multiplatformtitler, der fik deres videodebut for et år siden. Det eneste nye, der blev vist, var nogle minutters gameplay fra det næste Splinter Cell med undertitlen Blacklist, der så ud til at tage en drejning, der på alle tænkelige måder suger al eksistensberettigelse ud af serien. Det, jeg så, var et gement tredjeperson-actionskydespil med mere tilfælles med Max Payne end Splinter Cell. Spillets auto-aim fik det til at se ud, som om det spillede sig selv og for at føje spot til skade, er Sam Fishers stemme ikke længere båret af Michael Ironside. I hans sted har man hyret en eller anden personlighedsforladt ungersvend, der ikke ville kunne levere en troværdig Sam Fisher, om man så gav ham femten år i en Sibirisk gulag på en diæt af grus og glasskår.

Et mildt højdepunkt for aftenen skulle vise sig i form af Matt Stone og Trey Parker, der i løbet af deres første ti sekunder på scenen formåede at latterliggøre hele den nøje konstruerede konvergenshistorie, Microsoft havde valgt at spilde vores tid med frem for at vise spil. Den egentlige årsag til deres tilstedeværelse - det kommende South Park-spil The Stick Of Truth - så også rigtig skægt ud og yderst tro mod serien. Obsidian står for udviklingen, og Matt og Trey er selv dybt involveret, så selv om jeg har været ude af trit med South Park i noget, der efterhånden tangerer et årti, har jeg bestemt tænkt mig at give det chancen.

Alt i alt var showet dog bare en dræber, og man fornemmer, at Microsoft simpelthen ikke kunne være mere ligeglade med spildelen af Xbox-brandet mere. Hele den historie vender jeg dog grufuldt tilbage til i den afsluttende artikel.

Sony

Efter den sjælesugende oplevelse, der var Microsofts pressekonference, formåede SONY at give mig en smule livslyst tilbage. SONYs konference var ikke noget særligt, men de holdt fokus på, hvad det hele handlede om, og Jack Tretton gik på scenen med en naturlighed og ydmyghed overfor sit publikum, som dannede en god stemning omkring hele showet. En præsentation af Super Smash Br... Undskyld, Playstation All-Stars blev brugt som afsæt for videoer af det næste Sly Cooper, det ditto God Of War og seneste Assassin's Creed, men intet af det formåede at få mine safter i kog. Jeg er sikker på, at det er gode spil allesammen, og at de nok skal sælge millioner af kopier, men det er netop også min pointe: Det er sikre successer med forudsigelige nær-årlige installationer, inkrementelle forandringer, og sågar spil vi har kendt til og set hobevis af videoer af siden sidste år. Det skal dog siges, at søslagsdelen i Assassin's Creed III ser så fantastisk ud, at jeg ville ønske, den var sit eget spil og ikke pakket ind i en serie, jeg forlængst er blevet træt af at høre om.

Far Cry 3 blev også for andet år i træk hevet en tur rundt i manegen, men klarer en smule frisag på grund af seriens evne til at stikke fuldkommen af fra sine forgængere med hver eneste iteration. Med 3'erens fokus på surrealisme og mentalforstyrrelse danner man uvægerligt flere associationer til historierne i The Beach og Apocalypse Now end noget eksisterende skydespil.

Quantic Dreams og Naughty Dogs Ellen Page-simulatorer fik lov at starte og slutte showet og gjorde det begge med bravour. Igen var ingen af dem nogen reel overraskelse, idet Quantic Dreams Beyond: Two Souls havde været annonceret nogle uger forinden og Naughty Dogs The Last Of Us nogle måneder før. Hvad de begge havde gående for sig var til gengæld grafisk referenceklasse, og de formåede - omend kortvarigt - at opfylde hvad jeg ønskede mig af E3. The Last Of Us ligner fortsat et lige dele smukt og brutalt overlevelsesscenarie, der ser ud til eksekvere (i bogstaveligste forstand) langt bedre på de ting I Am Alive ikke havde hverken budget eller finesse til. For os med en fetish for den unge skuespillerinde var det lidt trist, men forventeligt, at se, at de havde redesignet Ellies ansigt, så det nu ikke længere lignede Ellen Page, men stemmeskuespiller Ashley Johnson.

Beyond viste ikke rigtig noget gameplay, og hvor godt den fremviste in-engine mellemsekvens end så ud (og den var bestemt rigtig flot) kunne jeg ikke rigtig ryste bekymringen af mig, at David Cage ikke havde lært en døjt af kritikpunkterne mod Heavy Rain. Efterfølgende rapporter fra en gameplay-demo, de viste bag lukkede døre, lader dog til at bringe min bekymring til skamme, for det virker som om, de faktisk har gang i noget ganske originalt. Efter sigende spiller man nemlig ikke Ellen Pages karakter, Jodie, men den rastløse ånd, der følger hende. Jodie er på flugt fra formentlig flere grupperinger, inklusive regeringen, der vil have fat i de overnaturlige evner, de tror, hun besidder. Afhængigt af ens energi har man som et poltergeist mulighed for at interagere med omgivelserne i større eller mindre grad for at tiltrække opmærksomhed, destruere eller hjælpe. Det lyder interessant, og selv om det har potentiale til at degenerere til én lang, frustrerende companion-quest, afventer jeg spændt mere.

Resten af spillene som blev vist frem på showet var reduceret til logoer på en skærm. Mere interessante, skæve PSN -undskyld- SEN-titler som Papo & Yo og Unfinished Swan fik ærgerligt nok ikke mere end et par ord med på vejen, men det undrede mig alligevel, at Call Of Duty: Black Ops til Playstation Vita fik samme behandling. Ikke fordi serien interesserer mig, men fordi det er den bedst sælgende spilserie på kloden - og at det i øvrigt var noget nær det eneste, vi så til Vita under hele konferencen. Ikke engang den fuldkommen oplagte publikumsfavorit Sound Shapes fik sin tid i solen på den håndholdte. Jeg havde ærligt talt forventet mig, at SONY i år ville have sat alle sejl for at fastslå Vita som en bæredygtig og attraktiv platform, givet dens utroligt sløje salgstal og manglende opmærksomhed siden launch, men der var intet. Zip. Nada. Zilch.

Lige meget undrede jeg mig over fraværet af 3D. De sidste par år har SONY nærmest ikke lavet andet end tude journalister og forbrugere ørene fulde om, hvor essentiel den feature er for Playstation-brandet, og hvordan deres brede support vil blive en kæmpe differentiator i markedet. Netop derfor var det højst besynderligt at se, hvordan 3D-snakken var fuldkommen forstummet på et år. Nu indledte jeg ganske vist selv denne artikel med at sige, at et show som E3 nok ikke er nogen vildt god målestok for markedstendenser, men hvis jeg ikke vidste bedre, så det simpelthen ud som om SONY havde givet op.

Og hvad med supporten for Transfarring? Ligeledes en feature SONY (og andre) gjorde en masse ud af sidste år til trods for at supporten på daværende tidspunkt begrænsede sig til tre Konami-titler.

Selv Moves tilstedeværelse var reduceret til en håbløst misforstået og alt, alt, alt for lang demonstration af J.K. Rowlings Potterverse-indspark Book Of Spells, hvor en stakkels midaldrende kvinde var inviteret til at sidde på gulvet i ti stive minutter og flagre med en virtuel tryllestav i et AR-induceret non-spil, som jeg, efter al den tid, stadig ikke nåede at fatte hvad gik ud på. Jeg ville bare gerne have det til at slutte, og at bedømme fra udmeldingerne fra spiljournalister til stede i salen var jeg bestemt ikke den eneste.

Trods de mange mangler, fravær af reelle overraskelser og øvrige forudsigelige indhold leverede SONY dog et show, der var hoved og hals over Microsofts og fik sågar sat tid af til at præsentere deres eget multidevicekoncept.

For selvom hverken Microsoft eller SONY kunne præsentere ny hardware, havde de trods alt begge haft et år til at forberede et svar på Nintendos skærmcontroller og ikke overraskende mødte begge op med hver deres bud. SONY satsede selvklart på Vita, der med sit væld af inputmuligheder - inklusive sine to analoge sticks - allerede er mere end godt rustet til at tage kampen op på alt andet end pris. Microsoft valgte af gode grunde at være mere inklusive og præsenterede SmartGlass, der gennem en app gør ethvert iOS-, Android- eller WinPhone-device til et kombineret input device og sekundær skærm.

Som historien efterhånden har lært os, står og falder spiludviklernes support for peripherals på hvorvidt de er inkluderet i pakken når man køber en ny konsol. Selv ikke kæmpesuccesser som Kinect og Wii Fit med deres tocifrede millionsalgstal har gjort supporten for dem bare tilnærmelsesvis universel, her henholdsvis to og tre år senere - og set i det lys har Microsoft nok det stærkeste kort på hånden. Hvor der stort set befinder sig en smartphone i hvert eneste hjem, hvor der står en Xbox, kommer vi aldrig nogensinde til at se tilnærmelsesvis den samme ratio med Vita. Mit hjerte banker dog for knapper og sticks, så jeg ville da ønske, det var anderledes. I sidste ende tror jeg dog stadig, SmartGlass kommer til at betyde meget mere for content discovery, søgefunktioner og generel tekstinput, end det kommer til at gøre for spil.

Dette var alt hvad jeg magtede at bringe i første del. Kig forbi i morgen, hvor jeg i et udsøgt studie i selvpineri slæber mig igennem Nintendos pressekonferencer.


Der er 6 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1339631691e3_logo.jpg
Faktaboks
Kommentarer 6 - hop til
Artikelserie: E3 2012








Brugerkommentarer (6)



Agent Smith: I'd like to share a revelation that I've had, during my time here. It came to me when I tried to classify your species. I realized that you're not actually mammals. Every mammal on this planet instinctively develops a natural equilibrium with the surrounding environment, but you humans do not. You move to an area, and you multiply, and multiply, until every natural resource is consumed. The only way you can survive is to spread to another area. There is another organism on this planet that follows the same pattern. A virus. Human beings are a disease, a cancer of this planet, you are a plague, and we are the cure.
-- The Matrix