SpilE3 2012 - Del 2: Mens du sovAnders Petersen15. jun 2012Tilbage til Hovedsiden


Jeres ærbødige ikke-udsendte fortsætter frygtløst sin E3-rapportering, små 9000 kilometer bag frontlinjen. Denne gang ser vi på Nintendos pressekonferencer. Det bliver ikke spændende - det garanterer jeg.

Nintendo-konference 1, 2 og 3

Allerede en halv time inde i SONYs show var der ingen tvivl om, at dette ville blive Nintendos år. Til trods for at SONY holdt fokus på bolden, havde de sammen med Microsoft i dén grad overladt banen til Nintendo. Med en ny konsol om hjørnet og et stærkt comeback til 3DS skulle den bare trilles i mål. I et ureglementeret niveau af kådhed havde det store N sågar skemalagt ikke bare én, men FIRE pressekonferencer, inklusive en streamet præ-konference, der skulle forberede publikum på controllerkonceptet. Med introduktionen behørigt af vejen kunne man således dedikere de andre tre til fremvisningen af den utvivlsomt astronomiske flodbølge af nye spil, der ville retfærdiggøre så mange shows. Der var intet til at stoppe Nintendo. De havde publikums udelte opmærksomhed og intet - absolut intet - kunne gå galt.

To timer senere var det overstået.

Dagen efter sad jeg længe på arbejde og forsøgte at ihukomme, hvad jeg havde set. Det var altsammen bare en tåget oplevelse af at have deltaget i revisionsbranchens årskongres med enkelte glimt af Reggie Fils-Aimes cirkelrunde hoved kastet ind hist og her. Hvad skete der? Faldt jeg i søvn? Først om aftenen gik jeg igang med at studere mine noter til denne artikel og kunne langsomt begynde at stykke et billede sammen af forrige aftens begivenheder i Nokia Theatre:

- Reggie på scenen. Intens som altid.

- En præsentation af controlleren (igen).

- En masse gentagelse af præ-konferencen (Øhm. Ok? Var pointen med den ikke netop at undgå gentagelse?).

- En ny New Super Mario Bros-titel (der til forveksling lignede forrige års).

- Mere Wii Fit. (EDIT: Nu med med 250% mere fødselsforberedelse)

- En eller anden ligegyldig karaoke-titel, der ikke engang havde fået et navn endnu.

- En teaser for morgendagens 3DS-fokuserede show holdt af en mand, jeg sværger må have været fra lønningskontoret. Scenetække, karisma eller personlighed strømmede ikke ligefrem ud af teksten fra de stift indstuderede cue cards. Jeg navngav ham Buzz Killington.

- Et forbryderjagt-LEGO-spil til det yngre publikum.

- En montage for en håndfuld multiplatformtitler, der allerede havde været vist andetsteds på showet.

- Tre små techdemoer bundet sammen med en håndfuld andre i en hub kaldet NintendoLand, der i alt andet end navn så ud til at blive Wii Us svar på Wii Play. Bortset fra et sødt twist på Pac-Man var der ikke rigtig noget i præsentationen, som ikke kunne have været gjort på den nuværende platform.

- Hardcoresegmentet blev bespist med gimmick-udgaver af Mass Effect 3, Batman: Arkham City og Ninja Gaiden 3 i en eller anden fuldkommen vanvittig vrangforestilling om, at der sidder millioner af fans af disse 2011-titler, som enten trofast har udsat deres spilkøb til udgivelsen af en ny Nintendokonsol eller forventes at købe dem igen. Man fattes ord.

Reggie degenererede på dette tidspunkt til noget, der mindede mere om maskine end mand, og kørte ud af et nøje indstuderet manuskript, som endte hver eneste sætning med ordet "Together". Budskabet om at Nintendo, modsat normen, sætter fokus på multiplayeroplevelser i samme rum var ikke noget svært koncept at vikle sin hjerne rundt om, hvilket bare gjorde den konstante gentagelse nærmest surrealistisk til sidst. Hans intense forsøg på at sikre sig alles forståelse af Nintendos dedikation til deres online-univers gjorde ikke sagen bedre. Det var rart at vide, at de bekymrer sig, men intet, jeg så, fyldte mig med overbevisning om, at de gør det rigtigt denne gang.

Til slut stillede Reggie sig op foran publikum og ønskede dem en fortsat god aften, og med en selvsikker armbevægelse gav han tegn til, at der skulle foregå noget på den store skærm. Det gippede i mig. På storskærmen panorerede det virtuelle kamera rundt i NintendoLand, og en masse fyrfærkeri blev affyret på den virtuelle torveplads. Jeg kiggede. Og ventede. Og ventede. Mere fyrværkeri. Publikum sad i komplet stilhed og ventede på overraskelsen. Fyrværkeriet stoppede, og det blev annonceret, at showet var overstået. Desillusionen var komplet. Mange blev siddende i troen på, at det var en veludtænkt joke. Det var det ikke. En passende slutning på et show, der må tage prisen for det længst udtrukne antiklimaks på E3 nogensinde.

I stædig forventning om, at der alligevel måtte stikke noget under, fortsatte jeg direkte over til Nintendos site, der skulle til at streame presseshow nummer tre. Hvad jeg blev mødt med var blot endnu en konceptvideo for controlleren. Denne gang en demonstration af hvordan den kunne bruges til at navigere rundt i anamorfisk 360 grader videomateriale (som vi alle jo ved at der findes helt vildt meget af på TV). Efter en halv time med en håndfuld OBS-lignende undervisningsvideoer af NintendoLand-minispil var mit følelsesregister skrubbet fuldkommen lamt. Ikke engang skuffelse kunne jeg mønstre.

Måske havde det hele ikke været så ubærligt, hvis showet havde været komplet blottet for kontrast. Problemet var bare, at det rent faktisk startede godt. For ikke at lægge låg på min damp ovenfor undlod jeg nemlig at nævne annonceringen af en ny Pikmin-titel, som en evigt smilende Miyamoto indtog scenen for at demonstrere i showets første minutter. Det så aldeles henrivende ud, men hvor begejstret det end gjorde mig (og tro mig - jeg ser rigtig meget frem til mere Pikmin) skulle det nok have givet mig et hint om, at nogen havde vendt spændingskurven forkert, da showet blev tilrettelagt. For bortset fra et enkelt bump, gik det kun ned ad bakke herfra.

Det omtalte bump på kurven var ZombiU fra Ubisoft, som jeg - sikkert hjulpet godt på vej af det åndssvage navn - egentlig ikke tog så meget bestik af ved selve showet. De efterfølgende videoer og interviews med designer Gabrielle Shrager har til gengæld pirret min interesse nok til, at jeg føler trang til at bruge et afsnit på det her. For selv om ZombiU er en first person shooter med zombier, er det nemlig hverken Left 4 Dead eller Dead Island. Det begyndte sit liv som Killer Freaks from Outer Space på sidste års E3, men er siden blevet omdannet til noget helt nyt og - dare I say it - ganske forfriskende trods sit emne.

Kernen i gameplayet er en kombination af overlevelse og permadeath. Benhårdt. Ingen løber videre efter et inficeret zombiebid. Når man er død, er man død. Færdig. Slut. Alt, hvad man har akkumuleret i sin rygsæk af våben og rationer, ender med at blive båret hvileløst rundt i Londons gader på ryggen af ens zombieficerede lig. Kort efter slår man øjnene op som en ny overlevende et fremmed sted i byen, hvorfra man enten kan forsøge at klare sig selv eller prøve at finde den udøde krop man forlod, i håbet om at genvinde sit loot. De forfærdede, men sært besnærede, journalister der spillede det på E3s showfloor overlevede sjældent mere end få minutter, men de fleste gik derfra med den der lige-én-gang-til fornemmelse. Kontrollen gør rig brug af skærmcontrolleren til ting som inventory management, bevægelsesscanner og pinkodeindtastning til elektroniske døre, og selvom det ikke ligefrem ligner en killer app, ser det klart ud til at blive en af de titler, man bør holde øje med omkring launch.

De to lyspunkter til trods kunne intet dog formilde min afgrundsdybe skuffelse over Nintendos onlinestrategi, der med stor tydelighed viser, at de stadig ikke har fattet det. Det startede ellers godt med en fremvisning af Miiverse, der lignede et stort, visuelt forum for ens venner, online som offline. Muligheden for at chatte, se folks Accomplishments (ja, så tror jeg efterhånden også vi har fået dækket alle synonymer for achievements ind) og springe på multiplayerspil lignede alt det som Playstation Home aldrig gjorde særligt godt og det var da også først efter showet, at jeg måtte erfare følgende "godbidder":

Alle beskeder til andre spillere bliver filtrerede. Nej, ikke bare af et automatisk filter som snupper de mest udbredte grimme ord, men af et menneskeligt filter bestående af en hær af servicemedarbejdere, som manuelt screener HVER. EVIG. ENESTE. BESKED. Målløs? Så lad være med at læse det interview Iwata gav til Kotaku senere på dagen, hvor han proklamerede, at de mente, de kunne holde svartiden nede på en halv time. Hvis du nu stadig sidder og klynger dig til din antagelse om, at de i det mindste har gjort det nemmere at hooke op med vennerne, kan du godt tro om igen, for - C-C-C-COMBOBREAKER! - Friend Codes er tilbage! Værsgo' at skylle.

Med de første tre shows overstået var Nintendo dog stadig ikke færdige. De havde fortsat ét skud tilbage i bøssen - torsdagens 3DS-konference.

Nintendo 3DS Showcase 2012

Torsdagens konference foregik på et meget upraktisk tidspunkt, så da det langt om længe ringede fyraften, gik jeg straks igang med at søge efter optagelsen. Efterhånden som jeg fik besøgt GameTrailers, Eurogamer, Kotaku, Giant Bomb, Rock Paper Shotgun og GameIndustry.biz blev jeg imidlertid mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg havde taget fejl af tidspunkterne. Ikke en eneste af mine sædvanlige nyhedskilder havde bragt så meget som et pip fra 3DS-konferencen. Nærmest overbevist om, at den nok ikke var gået igang endnu, besluttede jeg dog alligevel at besøge Nintendos site, hvor jeg til min store overraskelse fandt en optagelse af hele showet. Det skulle dog hurtigt vise sig at den manglende dækning havde en ganske simpel årsag.

Scenen blev igen indtaget af knastørre Buzz Killington fra dagen før, som jeg denne gang bemærkede på storskærmen rent faktisk havde et navn - Scott Moffitt - og et job som chef for Nintendos marketingafdeling (et på én gang skræmmende og fuldkommen indlysende svar på mange af de spørgsmål der rumsterede i mit hoved omkring Nintendos strategi for årets show). Jeg sendte Cammie Dunaway en kærlig tanke. Havde det i det mindste bare været hende.

Så. Klar til spil. Jeg havde sat mig til rette og var klar til en times uafbrudt kaskade af spilnyheder fra både Nintendo selv og tredjeparter.

Der blev vist otte. Otte titler, hvoraf halvdelen var Nintendos egne. Allesammen spil som enten var blevet annonceret før E3 eller andetsteds på showet, hvilket pludseligt gjorde det ganske indlysende, hvorfor ingen havde skrevet om det: Nyhedsværdien på dette show var lige nøjagtig nul.

Så svært som det var at holde koncentrationen, har jeg nu ikke noget dårligt at sige om selve spillene. Castlevania: Lords Of Shadow: Mirrors Of Fate (stop nu det undertitel-vanvid!) var det første, der blev vist frem, og med seriens tradition for at være allerstærkest på de håndholdte platforme ser jeg bestemt frem til det. Det hele er i fuld 3D dennegang, men med 2D-gameplayet i behold, og selv om det som blev vist frem i bedste fald lignede et præ-alpha build, bliver det med ret stor sandsynlighed endnu en titel på vægtskålen, der til sidst får mig til at give efter og købe en 3DS.

Epic Mickey: The Power Of Illusion så også godt ud, men måske allermest fordi jeg var stor fan af forlægget, Castle Of Illusion til SNES og MegaDrive, som i både min og creative director Peter Ongs bevidsthed eksisterer som det nok bedste Mickey-spil nogensinde. Til min store glæde er det hele endda holdt i spritegrafik, der er som snydt ud af næsen på 16-bitplatformene i de tidlige halvfemsere. Warren Specter var smidt på scenen som en form for levende kvalitetsstempel, men havde i grunden ikke ret meget at bidrage med selvom munden sjældent stod stille.

Kingdom Hearts 3D: Dream Drop Distance var ... Kingdom Hearts. Jeg har forlængst opgivet at følge med serien, og kom aldrig gennem de første to, men det var som altid flot og charmerede, og seriens faste fanskare skal nok kunne hive det sikkert nøje kalkulerede salgstal hjem.

Nintendo selv viste korte glimt af deres kommende Pokémon Black & White-opfølger, Luigi's Mansion og New Super Mario Bros 2 ("now with MORE coins! Wooo!") frem, der alle slægtede deres forlæg så meget på, at jeg døsede lidt hen under deres fremvisning. Paper Mario: Sticker Star skal nok blive sjovt, men mest fordi jeg er rabiat fan. Alle, der blev mætte af forgængerne, finder næppe noget her, som er værd at vende tilbage for.

Scribblenauts Unlimited var i bund og grund en håndholdt udgave af Wii U-titlen, som jeg kommer ind på under i næste artikel, så den vil jeg ikke bruge tid på her.

Jeg må til gengæld lige bruge et enkelt afsnit på at kommentere den TV-serie, der blev vist trailer for sidst i showet. Threediots er en serie produceret af Nintendo specifikt til 3DS, på samme måde som Microsofts egenproducerede og netop afdøde serie Sent U A Message var det for Xbox. Den slags indhold har sikkert sin berettigelse, men at nogen mente, det var værd at spilde granvoksne journalisters tid med det i et i forvejen stramt tidsbudget, har jeg til gengæld svært ved at fatte. Endnu mindre fatter jeg, hvem den serie henvender sig til. Muligvis børn, men jeg tror simplethen ikke på, at der findes unger med en kvalitetstærskel, der er så lav. "I warned you - It's a little zany!" udbrød Moffitt efter traileren og fik i samme åndedrag afsløret præcis hvor håbløst ude af trit med tiden og publikum, han egentlig var. Ingen har brugt ordet "zany" siden 1960 uden et modikum af ironisk distance, og hele miseren blev smukt understreget af publikums fuldkomne tavshed. Lyden af fårekyllinger og den rullende tumbleweed var ikke til at tage fejl af.

This is a disaster!

3DS-showet var i bund og grund ikke forfærdeligt - bare et utroligt kedeligt tidsspilde. Set som en samlet pakke har jeg til gengæld aldrig set så åndsforladt en serie af pressekonferencer som dem, Nintendo leverede i år. End ikke året, hvor de havde sat forfjamskede Cammie Dunaway til at lave præsentationerne eller året, hvor henholdsvis den tænderskærende Wii Music og håbløse Wii Vitality Sensor-præsentation fandt sted kom overhovedet i nærheden af dette års show. For et presseevent, hvis eneste formål er at henrive journalister og fans og formidle præcis, hvad det er, der skal få folk til at styrte ud og købe en Wii U til november, var det ikke bare mislykket - det var en decideret marketingkatastrofe, der om noget gjorde mere skade end gavn.

Ja, jeg mener vitterligt i ramme alvor, at hvis Nintendo havde besluttet ikke at møde op på årets show, havde deres chance for at sælge maskiner til vinter været langt bedre, end den er nu.

Det mest tænderskærende er, at de rent faktisk havde gode kort på hånden, som de fuldkommen undlod at spille, såsom det virkelig interessante P-100. Bortset fra et par glorificerede techdemoer i NintendoLand formåede Nintendo bare ikke at vise et eneste spil, som benyttede den nye Wii U-controller på en interessant måde. Ej heller blev der vist en eneste titel, som ikke ville kunne lade sig gøre på nogen anden platform end Nintendos. Når det ikke bare er ens definerende karaktertræk - men hele ens strategi - som er bundet op på market disruption, er der alle mulige grunde til at se røde lamper. Hele salgsargumentet står og falder på controlleren, og når Nintendo ikke engang selv er klar over, hvad pokker de skal stille op med den og sågar var på nippet til at droppe den i sidste minut, har jeg svært ved at få øje på, hvordan de skal overbevise os andre. Det komplette fravær af tredjepartsudviklerne udover Ubisoft gjorde bestemt ikke sagen bedre og fremstod i dén grad alarmerende. Det ligner fuldkommen Wii om igen - men på alle de forkerte måder.

Wii var den perfekte storm: En kombination af de rigtige features, den helt rigtige pris, den rette markedsføring og en radikal adskillelse fra konkurrencen. Maskinen har solgt 95 millioner, men spilsalget har med al tydelighed vist, at en forbløffende stor mængde af de købere aldrig er kommet videre end Wii Sports. Ingen af de kunder kommer nogensinde til at købe en Wii U. Hvor SONY og Microsoft sikrer sig salg gennem brandloyalitet, som bliver passet og plejet, har Nintendo gjort størstedelen af deres salg hos kunder, de aldrig kommer til at se igen. Så når firmaet derefter går ud og gør så elendigt et stykke arbejde med at formidle deres produkt, at CNN tror, at Wii U er en ny controller til Wii, kan mit håb for maskinen befinde sig på et meget lille sted.

Nintendo skabte med Wii et marked, nærmest over nat, som ikke bare formåede at jorde konkurrencen i helt ubegribelig grad, men fuldkommen omskrev reglerne for markedskapitalisering. Så ufattelig som den bedrift var, var den ikke halvt så imponerende som den efterfølgende misligeholdelse og totale formøbling af det marked. Aldrig har jeg set et firma håndtere succes så skødesløst, og end ikke den vildeste Trials-bane kan hamle op med salgskurven fra de seneste to år.

Markedsanalytiker og hyggeonkel Michael Pachter fik ved en paneldiskussion efter pressekonferencerne udtalt, at Nintendos fanskare er stor nok til, at de allerede er sikret salg af de første 20 millioner maskiner. Jeg tror ham. Der er slet ingen tvivl om, at de nok skal sælge det antal. Wii-salgstallene kommer de til gengæld til at kigge meget langt efter, og så snart spec-kløften på ny åbner sig mellem Wii U og de kommende maskiner fra de to konkurrenter, begynder det igen at blive en dårlig forretning at udvikle multiplatfom til alle tre maskiner. Wii U kommer igen til at ende med det korteste strå. Det er muligt, at det langsomme salg af de kommende maskiner fra Microsoft og SONY vil vare ved længe nok til, at Nintendo kan oparbejde et anstændigt bibliotek af titler fra den nuværende generation af maskiner, men det er lidt af et sats, og jeg er meget bange for, at Nintendo ikke kommer ud af den sump, de har slået lejr i for den kommende konsolgeneration.

"Never count out Nintendo", siger et gammelt ordsprog. Jeg tør ikke selv spå om de kommende år, men på den korte bane behøver man vist ikke besidde et professorat i markedsføring for at indse, at hvis ikke firmaet får gjort noget helt radikalt ved sin pressestrategi og mængden af launchtitler mellem nu og november, kommer vi nok til at se den hårdeste fødsel siden Sega Saturn.

Næste gang...

Følg med i sidste afsnit, hvor jeg dækker Wii Us hardware og onlineservices, går i kødet på Ubisofts og EAs presseshows og sætter fokus på en række godt skjulte afkroge og spil på messen, som fortjente langt mere eksponering end de fik.


Der er 8 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1339718485e3_logo.jpg
Faktaboks
Kommentarer 8 - hop til
Artikelserie: E3 2012







Brugerkommentarer (8)



People came to Ankh-Morpork to seek their fortune. Unfortunately, other people sought it too.
-- Terry Pratchett (Soul Music)