SpilPlayStation 3: StarhawkThomas Würgler19. jun 2012Tilbage til Hovedsiden

*****.

Nu, folk, rejs jer - og lad stormen bryde løs! Starhawk byder på total intergalaktisk krig med strategielementer.

Da PlayStation 3 var ung i gårde, var Warhawk en af de mere populære titler. Til dels fordi det var et af de relativt få multiplayerspil med mulighed for at spille mange spillere online, men også fordi det var lidt i sin egen klasse. Et sci-fi-inspireret skydespil med forskellige køretøjer og krig på en skala, som man ellers kun kendte fra Battlefield-serien.

Siden da har der været stille om serien, men nu er Lightbox Interactive klar med en efterfølger - om ikke i navn så i ånd. Efter en 487 MB opdatering og en tvungen installation på 2,5 GB - og ca. 40 minutter - var jeg klar til at kaste mig ud i Starhawks univers. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke var den store fan af Warhawk, men jeg havde ikke desto mindre brugt en del tid i betaen af Starhawk og syntes, at det var meget sjovt. Derfor kastede jeg mig ud i anmeldelse af en titel, som jeg under normale omstændigheder ville have styret sikkert udenom.

Firefly? Solgt!

Fra det øjeblik spillet toner frem på skærmen, er det klart, at stilen er markant anderledes i Starhawk end i Warhawk - og jeg er vild med ændringerne. Musikken er kraftigt Firefly-inspireret og kunne lige så godt have været med i den vellidte tv-serie (kan købes bl.a. på iTunes). Grafikken omfavner et klassisk sci-fi-look, og minder mest af alt om de mere farverige sci-fi-tegneserier fra 80erne. Der er stadig en masse brunlige farver, men de udgør en fremragende kontrast til mørkeblå aftenhimmeler, og der er spædet op med masser af Mars-rødt, orange mechs og andet godt. Samtidig giver eksplosioner, skud og laserstråler et strejf af farve, som man sjældent ser udenfor Halo-serien, når det gælder sci-fi-spil. Samtidig kører spillet hurtigt og gnidningsfrit. Jeg er vild med det.

Der er nogle historiebidder i single player-delen af spillet, og de er også holdt i en markant tegneseriestil. Jeg ville ønske, jeg kunne påstå, at jeg blev grebet af historien, men den virkede mest af alt som et køretøj for nogle meget simple missioner. Det er desværre også problemet med Starhawk som single-playerspil: Det er i bund og grund et multiplayer-spil, som har fået klasket en historie på, og det er svært at lade sig gribe af, selv om stemmeskuespil og stil er glimrende. Til gengæld lærer man spillets mekanik, hvilket kan være rart, inden man kaster sig ud i multiplayer.

En del af spillet er traditionelt skydespil. Man har også mulighed for at hoppe i køretøjer eller flyvemaskiner af forskellig art. Det spændende er imidlertid muligheden for at bygge ting. For at bygge ting, skal man bruge rift-energi. Det kan man enten få ved en base (i visse modes), ved at skyde modstandere eller ved at banke hul i nogle lysende tønder, som står placeret rundt omkring. Når man har samlet nok rift-energi, kan man tilkalde forskellige hjælpemidler, som bliver kastet ned på planetens overflade fra rumskibe i kredsløb. Det kan være små automatiske maskingeværsstationer, spawn-points til allierede, platforme til mechs, snigskyttetårne og andet godt. Man bliver især hurtigt gode venner med A.R.M.-maskinerne, som kan reparere de andre ting, man bygger, så længe de står i nærheden.

Det bliver en rigtig vellykket blanding af real-time strategi og skydespil - og det er noget, vi egentlig ikke har set før. Det kan så ærgre lidt, at man keder sig en del i løbet af historien, men resten skal man bestemt ikke se bort fra.

Liv i rummet

Køber man Starhawk, skal det være med multiplayer for øje. Det er til gengæld et rigtigt sjovt multiplayer-spil. Multiplayerdelen inkluderer deathmatch, team deathmatch, capture the flag og zones samt co-op. I Warhawk var der mulighed for at spille fire på samme konsol, men det er nu skruet ned til to. Til gengæld fungerer det glimrende, og det ekstra overblik, som et bredere skærmudsnit giver, er nok realistisk set en nødvendighed for, at spillet er sjovt at spille.

Co-op er ganske sjovt, og kan man ikke få fat i nogen venner til at spille med sig, kan man også spille alene. Det er dog betydeligt lettere, når man spiller alene - grænsende til for let. Co-op dækker over fem forskellige baner, hvor man skal overleve fem runder, og man kan før hver runde se, hvor fjenden vil dukke op med en tæller, der tæller nedad. Zones er en variant af den traditionelle domination, hvor man skal erobre rift-brønde. De giver løbende rift-energi, som man så kan bruge til at bygge. Capture the flag er lidt spøjs i Starhawk, fordi man godt kan bruge køretøjer til at fange flag med, men bruger man en af de flyvende Hawk-mechs, kan man ikke lette, mens man har flaget. Det kan derfor alligevel være en fordel at være til fods.

En fin detalje er, at man har mulighed for at frit at udforske de forskellige baner alene, uden man bliver sønderskudt af modstandere. Det er en god feature at have i multiplayer-spil, og jeg håber, at andre adopterer den. Det er, alt andet lige, en fordel at kende terrænet, når man skal forsvare det - eller angribe.

For at bruge online-delen, skal man bruge et online pass. Det vil altså sige, at man skal være klar til at punge ud, hvis man køber spillet brugt. Til gengæld får vi europæere en bonus med. Når man aktiverer et online pass, får man automatisk det oprindelige Warhawk til den første PlayStation. Det er en fornuftig måde at gøre en bitter pille lidt lettere at sluge, og jeg håber, at vi ser mere af den slags, hvis man fortsætter med det her kodepjat i fremtiden. Det oprindelige Warhawk kan selvfølgelig både spilles på PlayStation 3 og PlayStation Portable - og forhåbentlig snart på Vita. Spillet fylder 239 MB, og man kan selv vælge hvilken af de mange europæiske versioner, man ønsker at downloade. For danskere er det formentlig den engelske version, som vil være mest relevant.

Det er også fint nok, at man skal acceptere vilkårene for at spille online, første gang man spiller Starhawk, men indtil videre har jeg skullet acceptere vilkårene hver eneste gang, jeg har startet spillet. Det vil sige, at man skal vente på at scrolle ned til bunden og vælge acceptér, før man kan komme i gang. Det er sjusk og bliver forhåbentlig fikset snarligt.

Selv om både førnævnte sjusk og den tvungne installation under normale omstændigheder ville være nok til at gøre mig så gnaven, at der ville være røget en stjerne i svinget, trækker spillets charme i den anden retning. Det bliver derfor fem stjerner på trods af den svage historie. Der skal være plads til gode multiplayerspil, og jeg håber, at spillet, modsat det oversete Shadowrun, får mange at spille med i mange år endnu.


Der er fire kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MediePlayStation 3
Udgivelsesdato9. maj 2012
Produktionsår2012
FormatPAL
UdgiverSCEE (Sony Computer Entertainment Europe)
Udlånt afNordisk Film Interactive
Kommentarer 4 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-32 
ELSPA rating16+
Onlinespilja
Understøtter:
720p
Billeder
Fjenderne er på vej ned i pods.Hvis området er bygge-egnet, bliver billedet grønt, og man skal bare trykke X for at få sin bygning.
Hawks er sjove at flyve og fungerer godt. Man kan dog kun svæve i det ydre rum.En del af fjenderne ligner en mellemting mellem Fallout ghouls og Borderlands bandits.
Det ligner måske lidt en Warthog, men den er ganske anderledes at styre.Stemningsfuldt.







Brugerkommentarer (4)



Man siger, at penge ikke lugter, men nede i banken siger de, at vores gør.
-- Ostehandler