SpilXbox 360: Spec Ops: The LineThomas Würgler13. jul 2012Tilbage til Hovedsiden

****..

Når man er omringet af fjender, løber tør for muligheder og er i midten af ingenting, er der ingen regler, ingen tid til reflektion og ufatteligt langt hjem. Velkommen til Dubais ruiner.

Ind i mørket

Selv om titlen inkluderer "Spec Ops", er det ikke en titel specifikt for fans af serien. Spillet er nemlig lavet af Yager, som ikke tidligere har været involveret i Spec Ops. Faktisk er spillet først og fremmest baseret på Joseph Conrads Heart of Darkness, som også var inspirationskilden bag blandt andet Francis Ford Coppolas Apocalypse Now. Det gennemgående tema i Heart of Darkness er det usmagelige i krig, og hvordan mennesket reagerer under ekstreme forhold. Det oprindelige forlæg er ikke en krigsfortælling som sådan, og af samme grund ender Spec Ops: The Line med at minde mere om Apocalypse Now, fordi vi følger et Delta-hold på redningsmission i Dubai.

Mellemøstens glitrende high-tech-perle er blevet ramt af voldsomme sandstorme, som på kort tid flåede store dele af stedet fra hinanden. En gruppe soldater, under ledelse af oberst John Konrad, trodsede ordrer om at evakuere fra Dubai og forsøgte i stedet at redde så mange civile som muligt, efter landets elite på det groveste havde svigtet befolkningen. Soldaterne og Konrad i 33. bataljon, som fik tilnavnet “The Damned”, blev betragtet som desertører, og da de aldrig dukkede op med de mange civile, de forsøgte at redde, blev de betragtet som fortabte - indtil et loopende radiosignal trængte igennem de konstante sandstorme:

“This is Colonel John Konrad, United States Army. Attempted evacuation of Dubai ended in complete failure. Death toll: Too many.”

Delta-gruppen på tre mand skal forsøge at finde og evakuere The Damned - og ikke mindst John Konrad. Som spiller styrer man Martin Walker, som allestedsnærværende Nolan North har lagt stemme til. Spec Ops: The Line er en grusom oplevelse. Til tider for grusom - og det skal bemærkes, at PEGIs 18-mærkning skal tages alvorligt. Spillet er mindst lige så ubehageligt som Apocalypse Now, og det er både godt og skidt. På den ene side har udvikleren, Yager, været meget bevidste om det problematiske i den ekstremt voldelige og ubehagelige historie, og de har brugt det til løbende at stille spørgsmål, som skal få spilleren til at reflektere over dels dette spil, lignende spil og krig generelt. Det er på det område ganske klart, at inspirationen er fundet i Heart of Darkness. På den negative side er det af og til umuligt at foretage valg, som virker mere rationelle end de muligheder, man reelt får at vælge mellem, hvilket svækker historiens troværdighed. Uden at gå i detaljer var der er tidspunkt, hvor jeg udmærket var klar over, at der ville være ekstremt negative konsekvenser ved en handling, og der var mulighed for at løse problemet på en anden måde. Men jeg var låst fast i at bruge et specifikt våben, selv om der var alternativer 15 meter fra mig, som jeg ikke fik lov at skifte til. Nuvel, det viser sig at være så centralt et omdrejningspunkt for historien, at Yager formentlig har besluttet sig for, at det måtte og skulle være sådan, men det føltes ikke desto mindre lige så forceret som en FMV[*]-sekvens, selv om jeg selv kunne styre undervejs. Ærgerligt, for det kunne have været gjort bedre, men det er forståeligt.

Man har til gengæld mange andre muligheder for at påvirke begivenhedernes gang i historien, og slutningen gav mig lyst til at starte forfra for at prøve nogle af de andre muligheder. Det skal dog bemærkes, at selv om spillet har intet mindre end fire forskellige slutninger, så er det reelt kun de sidste valg i spillet, der påvirker historiens slutning. Det er en klassisk mangel i spil med en dominerende historie, og udvikleren har forsøgt at inddrage handlingerne undervejs i spillet på anden vis i slutningen, hvilket sådan set virker meget godt. Og sikke en slutning. Jeg kan ikke mindes andre spil, som både til sidst og undervejs påvirkede mig i samme grad. Ganske vist trak Heavenly Sword i hjertestrengene, og Knights of the Old Republic lavede en M. Night Shyamalan af kaliber, men ingen af dem har gjort mig så bevidst om, hvad jeg gjorde og hvorfor som Spec Ops: The Line. Det er i øvrigt ikke en spoiler for historien, hvis man kender slutningen på Heart of Darkness eller Apocalypse Now, som hver især ligner hinanden på mange måder - et fornuftigt valg når man tænker på, at mange vil være bekendte med en af de to forgængere. Slutningen åbner også op for, at man kan starte forfra med et andet perspektiv på handlingen, så man kan roligt spille igennem på laveste sværhedsgrad til at starte med. Jeg spillede på næstlaveste ud af fire, og jeg fik så rigeligt kam til mit tynde hår. Spillet er aldrig helt urimeligt svært, men af og til måtte jeg spille samme sektion igennem flere gange for at finde den helt rigtige fremgangsmåde - og af og til kan der være lige langt nok mellem checkpoints. Som en interessant detalje kan der nogle gange være ret store forskelle mellem første gennemspilning af en sekvens og efterfølgende, hvilket ikke er noget, jeg før har set i nævneværdig grad i andre spil.

En sandkasse - i hovedet

En af årsagerne, til at jeg i det hele taget blev interesseret i spillet, var lokationen. Når man har set Dubai, er det fascinerende i sig selv at se dette Mellemøstens svar på Las Vegas som en dødsensfarlig ruin. Desværre var det begrænset, hvor meget jeg umiddelbart kunne genkende. Det mest genkendelige element er Burj Khalifa - også kendt som verdens højeste tårn. Men der var så mange andre oplagte emner - som det ikoniske hotel Burj al Arab, Burjuman Mall, den indendørs snehopbane og gulddistriktet, der ville have været fantastiske som kulisse for spillet . Det er muligt, at bygningerne også er modelleret efter virkelige bygninger, men jeg genkendte meget lidt. Til gengæld er stilen som helhed lige i øjet. Man får en fornemmelse for det rene vanvid i at lave en grøn oase midt i en ørken med overdådige konstruktioner, der i deres blotte eksistens modstrider enhver sund fornuft. Det er det fascinerende ved Dubai, og det er fanget på glimrende vis i Spec Ops: The Line.

På samme vis er skrøbeligheden i det menneskeskabte på fornem vis portrætteret. Bygningerne er på ingen måde sikre mod de overvældende sandmængder, og det er noget, man ofte kan udnytte taktisk under kampe. Sandstormene kan også på et øjeblik ændre kampdynamikken og hele områder, og det bliver brugt i multiplayer til at lave om på banernes struktur, mens man spiller på dem - lidt som man blandt andet ser det i Gears of Wars multiplayer-baner. I multiplayerdelen af spillet kan man tjene såkaldte perks, som blandt andet gør det muligt at løbe gennem sandstorme, mens andre må gå rundt og skærme ansigtet. Multiplayerdelen er desuden ganske sjov uden at være imponerende. Jeg synes godt om tempoet, og efter at have gennemført single player-delen, kunne jeg klare mig fornuftigt mod tilfældige modstandere, hvilket var en kærkommen forandring. Som regel er et smut online lig med voldsomme smæk, indtil man har vænnet sig til banernes layout, men i Spec Ops: The Line var de samme taktikker, som virkede offline, ganske effektive online. De forskellige multiplayer modes er de traditionelle, som vi kender fra alverdens andre skydespil. Der er næppe nogen, der køber spillet for multiplayer-delen, men den er der, og den fungerer tilfredsstillende.

I løbet af spillet får man fingrene i mange forskellige typer våben, og mange af dem har flere funktioner. Nogle kan udstyres med lyddæmpere, andre har granater eller kikkertsigte. Specielt mod slutningen af spillet begynder våbnene at være rigtigt sjove, og det er også nødvendigt at variere sit våbenvalg, for i Dubai er ammunition et sjældent syn. Det gælder derfor ofte om at lænse forhenværende fjender for våben. Kampen mod fjenderne er også ualmindeligt tilfredsstillende. De opfører sig som almindelige dødelige, og de kan ikke tage et tocifret antal skud, medmindre de er elite-modstandere i specielt svær udrustning. Man kommer derfor langt med en Desert Eagle og en rolig hånd, hvilket er en velkommen forandring i forhold til det gennemsnitlige skydespil. For det meste er det også muligt at give kommandoer til de to øvrige medlemmer af Delta Squad. Derfor kan man ofte slippe for at slæbe rundt på en riffel og i stedet koncentrere sig om nærkamp, hvis man foretrækker det. Man får også ofte muligheden for at bede om en lysgranat fra sine kolleger, hvis de står bedre placeret til at kaste en mod fjenden.

Stemning i spandevis

Selv om der bestemt findes flottere spil til Xbox 360, ser Spec Ops: The Line respektabelt ud - og især lysbruget kan til tider imponere. Enkelte scener bringer minder frem om det oversete krigsspil The Lost Patrol, som blandt andet blev udgivet på Amiga - først og fremmest på grund af den tykke stemning, som både underbygges af det visuelle udtryk og soundtracket. Det er næsten umuligt at høre Jimi Hendrix’ udgave af Star Spangled Banner uden at associere til Vietnamkrigen og hele perioden, og det benytter Spec Ops: The Line til fulde. Der bliver også hevet andre rockveteraner frem undervejs, og spillets specialkomponerede underlægningsmusik er i samme stil; langsomt kværnende guitarer, som langsomt tager til i intensitet, til vi når stoner-rock, og så bliver der ellers skruet op. Det fungerer rigtigt godt, og musiksiden er egentlig den del, der først og fremmest leder tankerne hen på Apocalypse Now. Desværre er der gået en mulighed tabt undervejs, for Flight of the Valkyries dukker altså ikke op i spillet.

Hvis man ikke har prøvet demoen, som kan hentes til både Xbox 360 og PlayStation 3, så bør man ikke snyde sig for indledningen, som er en af de mest blærede siden Bioshock. Her får man også en god fornemmelse for det grundlæggende gameplay. Man får til gengæld ikke et ordentligt indtryk af fortælleformen, som på mange måder er ny i spilregi. Modern Warfare-serien har eksperimenteret meget med den fragmenterede og provokerende fortælling, men til tider svinger Spec Ops: The Line over i det postmodernistiske. Til tider var jeg i tvivl om, om jeg havde set bugs, eller om spillet prøvede at tage røven på mig. Jeg kom frem til, at sidstnævnte var tilfældet - og det er faktisk ret fedt. Der er ikke mange spil, som har forsøgt at nedbryde det, man i filmens verden kalder den fjerde væg. Spec Ops: The Line taler til spilleren, bryder reglerne og formår at underholde imens. På trods af at der bestemt er plads til forbedring i både spilmekanik og ægte valgfrihed, er Spec Ops: The Line et spil, man ikke bør snyde sig for, hvis man har en interesse i skydespil og/eller gode historier. Dele af spillet er blandt de mest interessante, jeg har set i nyere tid, men samlet set lander vi på et stort, solid 4-tal, for det er næsten indbegrebet af “godt arbejde - værd at checke ud.”


Der er 36 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1342111794specopstheline_x360_eu.jpg
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato2012-06-29
Produktionsår2012
FormatPAL
UdviklerYager
Udgiver2K Games
Udlånt afNordic Game Supply
Kommentarer 36 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-8 
ELSPA rating18+
Onlinespilja
Understøtter:
720p
Findes også til:
 PC
 PlayStation 3
Billeder
Fosforbombardementer er så vidt vides ikke en turistattraktion i Dubai i dag. Screenshots er fra PS3-versionen, men Xbox 360-versionen ser ligedan ud.Ubehageligt tæt på.
Som i de fleste andre post-Gears of War-spil er der mulighed for at gå i dækning bag det meste.Det glitrende turistmekka er ramt meget godt.
En plakat, der meget fint pointerer det absurde i stedets eksistens.Indendørs kæmpeakvarie? Hvorfor ikke?
Brugernes karakter
 1 bruger har givet karakteren 5








Brugerkommentarer (36)



Death isn't on line. If he was, there would be a sudden drop in the death rate. Although it'd be interesting to see if he'd post things like: DON'T YOU THINK I SOUND LIKE JAMES EARL JONES?
-- Terry Pratchett