SpilWii: Beat the Beat: Rhythm ParadiseHenrik Schmidt24. aug 2012Tilbage til Hovedsiden

****..

Hvad er det lige ved japanerne, der gør at de kan lave spil så sære, at de nærmest trodser enhver beskrivelse, og faktisk skal prøves for at forstås?

Indrømmet, det er ikke den gennemgående historie i Beat the Beat: Rhythm Paradise, der gør spillet specielt - der er nemlig ikke rigtig nogen. Det er heller ikke den fantastiske grafik eller den lækre musik. Det er den store mængde af WTF-øjeblikke og alle de gange, man må holde pause for at grine af.

Wobadobadob, is that true?

Som man kan gætte ud fra titlen, er Beat the Beat: Rhythm Paradise et spil, der mere end noget handler om rytmer. I praksis er der tale om en lang række minispil, der alle går ud på at holde eller efterligne en eller anden form for musikalsk rytme. Det er lidt svært at forklare, som nævnt, men man skal i hvert spil udføre en til tre forskellige bevægelser i takt til musikken. Hvilke bevægelser, man skal udføre hvornår, er man nødt til at lytte sig frem til, dels fra musikken, dels fra andre lydeffekter.

Et eksempel: I det allerførste minispil skal man score holes-in-one på en golfbane. Der er ikke noget med at sigte eller lignende, man skal bare time sine slag perfekt. Nå ja, og så er det altså to aber, der kaster golfboldene til en. De gør det i hver sin rytme, og man skal trykke på knappen på det beat, der passer til hver abes rytme. Det lyder egentlig temmelig kedsommeligt, når man forklarer det, men det er faktisk ret sjovt. Og svært, i starten, i hvert fald. Heldigvis starter hvert spil med en træningssekvens, så man ikke kommer fuldstændigt uforberedt ind på banen.

Da Beat the Beat: Rhythm Paradise som sagt er af japansk oprindelse, er abegolf et af de mindre sære minispil. Andre spil er for eksempel robotbygning, synkronmaverulning for sæler, badminton i propelfly og rejedans. Afsnittets overskrift kommer fra et spil, hvor man som wrestler (med det geniale navn "Wrestler") skal svare i takt på de nærgående spørgsmål fra en kvindelig journalist. Som altså siger "Wobadobadob, is that true?", med mindre man vælger det japanske lydspor, som Nintendo skal have stor ros for at have ladet blive som en valgmulighed i den vestlige udgave.

Mere end 50 skøre minispil?

For hver fire minispil, man gennemfører til dommerens tilfredshed, skal man klare et Remix-spil, som består af små dele af de fire spil, blandet ind imellem hinanden. Der er ingen varsler om at spillene skifter, så det gælder om at være vågen og huske de enkelte spils elementer. Det kan godt blive ret hektisk.

Ifølge coveret indeholder Beat the Beat: Rhythm Paradise mere end 50 minispil. Det er lidt af en overdrivelse, for efterhånden som man får låst op for de sværere niveauer, begynder de at gentage sig, bare i højere hastighed og uden træning. Til gengæld får man efterhånden låst op for nogle multiplayerspil (kun tomands), som dog ikke kan holde interessen ret længe.

Grafikken er den renstregede tegneseriestil, vi kender fra for eksempel WarioWare-spillene. Det egner sig fint til spillet, for man har bestemt ikke tid til at fordybe sig i flot grafik mens man spiller. Faktisk klarede jeg mig bedre i nogle af spillene ved simpelthen at lukke øjnene, og kun lytte mig frem til den rigtige timing. Det er ikke alle spillene, hvor det kan lade sig gøre, fordi nogle gange er det visuelle tegn, der viser hvilken rytme man skal bruge. Men bare det at man kan gennemføre nogle baner med lukkede øjne, uden at det betyder at de er lette, siger noget om hvor anderledes Beat the Beat: Rhythm Paradise er.

Der er naturligvis masser af musik i spillet, og der er heldigvis en fornuftig variation, selv om der selvfølgelig er en vis overvægt af letbenet J-pop, også i den engelsksprogede udgave. Det er noget man hurtigt glemmer igen, men skulle man falde for et af numrene, er spillet så venligt at vise titel og kunstner hver gang et minispil starter.

Beat the Beat: Rhythm Paradise er ikke noget langtidsholdbart spil. Når man har prøvet de forskellige minispil nogle gange er der ikke rigtig mere at komme efter, og spillet vil nok kun blive hevet frem, når man vil vise noget ekstra mærkeligt frem for sine gæster. Man kunne godt tro at spillet er henvendt til børn med den simple grafik og sjove figurer, men det bliver det simpelthen hurtigt for svært til, så målgruppen er mere folk, der kan lide alle former rytme- og musikspil. Dem findes der naturligvis også en del af, også udenfor Japan, og de vil snyde sig selv hvis de ikke tager et kik på Beat the Beat: Rhythm Paradise.

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieWii
Udgivelsesdato6. jul 2012
FormatPAL
UdviklerNintendo
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Kommentarer Ingen
Spilfeatures
Antal spillere 1-2 
ELSPA rating7+
Understøtter:
Wii Remote
Billeder
Abegolf. Jamen naturligvis. Herefter bliver spillene bare mere sære.Der er kun tre forskellige slags fisk. Men de har hver sin rytme, og du skal finde den rigtige timing udelukkende ved at lytte til musikken og tælle indeni dig selv.
Avanceret maverulning for babysæler. Billedet viser kun dårligt, hvor vanvittigt det ser ud i bevægelse.Timing, timing, timing.
Her er der gjort lidt mere ud af grafikken. Men man skal stadig myrde spøgelser i takt til musikken.Som enhver ved, er det eneste der skal til for at aktivere en robot, at skrue dens hoved fast.
Rejedans. Overraskende svært.Den her er til gengæld lettere end man skulle tro: bare tæl til syv efter kasteren begynder at bevæge sig, og du rammer hver eneste gang.






SKRIV FØRSTE KOMMENTAR

Du skal være logget ind for at kunne sende kommentarer. Gå til login-siden og klar detaljerne dér eller login med Facebook.


Barney Gumble: Hello, my name is Barney and I'm an alcoholic.
Lisa: Mr. Gumble, this is a Girl Scout meeting!
Barney Gumble: Is it? Or is it that you girls can't admit you have a problem?
-- The Simpsons