Dansespil er blevet stort i USA og er så småt også på vej til at blive det i Europa. Om det fænger an i lille konservative Danmark må afhænge af børnetitlen Junglebogens' (til Playstation) success. Den var den første mainstream titel her i landet, hvor man havde muligheden for at erhverve sig en dansemåtte til ungerne (eller sig selv). Jeg tror desværre ikke dansespil er danskernes kop te, det er mere fodboldspil, rollespil og racerbilspil. Det er nok også derfor ikke særligt sandsynligt at Samba de Amigo Bundle, som pakken hedder, kommer til at sælge meget. Det hjælper heller ikke, at spillet med maracas controllere koster 1400 dask herhjemme, en tusse i USA og 1200 i England. Men er man først ejer af produktet, fortryder man det ikke.

Spillet fungerer på den måde, at man anretter en såkaldt dansemåtte med abeføddermarkeringer ca. 2 meter fra fjernsynet og spænder en skinne fast på den. På skinnen kobler man de to maracas controllere, som hver har en ultralydssensor sat fast på kablet. Controllerne er skrigende mexicanerrøde med raslefunktion og en gul knap. Skinnen indeholder nogle ultralydshøjttalere, og på den måde kan controllerne vide, hvor højt oppe de er. Skinnen bruger et almindeligt Dreamcast controllerstik til at forbinde sig med, men ønsker man at gemme sine resultater, er det vigtigt, at man også sætter en almindelig DC-controller med VMU i. Bemærk, at det ikke er en rigtig dansemåtte, da den på ingen måder er trykfølsom, den angiver bare hvor man nogenlunde skal stå for at controllerne virker optimalt.

Spændingen stiger og man sætter skiven med den lalleglade abe i sin konsol og venter indtil man får muligheden for at vælge mellem 50 eller 60 HZ (hvor mange PS2-spil har den mulighed?). Allerede her kan man anvende sine maracas controllere når man skal vælge. Venstre controllers højde angiver valgmulighederne (op eller ned), mens man ved at ryste den højre controller vælger. Allerede her begynder ens coolness-faktor at falde drastisk, mens man forsøger at få den til at stoppe ved 60 HZ. Man vælger hurtigt at lægge controllerne og rulle gardinerne for, før man forsætter. Næste skridt er de mange spilmuligheder. Der er Arcade og Original, hvor man kan spille i tre forskellige sværhedsgrader og hvor forskellen er, at nye musiknumre man vinder retten til kun vises i Original. Udover de to muligheder er der Challenge, hvor man skal kvalificere sig i stigende sværere udfordringer, Party mode hvor man kan vælge mellem tre forskellige dansespil som man kan spille mod en anden, eller Training mode. Man har også muligheden for at gå på nettet (dog uden Maracas controllere) for at hente nye musikstykker (som gemmes på VMU'en), uploade sine highscores eller lede efter nye hints og tricks (ikke fordi der er mange). Endeligt er der en række små mini-spil med simple mål, som er gode at starte med.

Før spillet går i gang skal man vælge musikstykke (undtagen i Challenge) og dernæst højde. Det er essentielt at man vælger den rigtige højde, ellers virker maracascontrollerne ikke ordentligt. Vælger man f.eks. over 190 cm og er man som mig 185, betyder det, at det bliver utroligt svært at ramme rigtigt i højden, når man skal ryste. Selve spillet består af seks runde felter, der markerer de forskellige positioner en maracas controller kan være i (lav, middel, høj og så venstre og højre) og hele spillet går så ud på at ryste sin maracascontroller i præcis det øjeblik og præcis den position, at en kugle som skydes ud fra midten rammer en af cirklerne. Inden længe har man sine hænder i så mange forskellige positioner, at man ligner en spastisk lammet, der danser electric boogie. Man lærer ret hurtigt at skal man ramme præcist kræver det, at man holder sine controllere en smule foran sig og i opret position. Har man først mestret håndteringen af controllerne og de stance billeder, der jævnligt dukker op (hvor man skal stå i en bestemt position for at få point) er man godt på vej. Det lyder simpelt og er i det mange tilfælde også, men heldigvis stiger sværhedsgraden i en jævn fart. Der hvor spillet har en alt for høj sværhedsgrad er i Challenge, hvor det er ekstremt svært at klare bare det første niveau. Og det er ærgeligt for mange af musikstykkerne (man har kun tre til at starte med) finder man her. Derfor bruger man sin tid i Original mode hvor man kan vælge musikstykker man har hentet fra nettet (blandt andet musikstykker fra Sonic Adventure). Der er mange flere detaljer omkring spillet, blandt andet at man får flere point (Amigos) hvis man ryster begge controllere i samme cirkel når en kugle rammer den (hvilket er ret svært når der er mange kugler der flyver op og ned, til højre og til venstre på samme tid), men det er med til at give spillet lidt flere facetter.

Maracas controllerne larmer ret meget når man ryster dem og heldigvis kan man derfor skrue dem ad og pille selve rystefunktionen ud, så de ikke larmer. I manualen står der, at controllerne kun giver en mindre lyd fra sig, når man ryster dem uden rystedimsen i dem, men de larmer stadig tilstrækkeligt til at genere andre, der ikke lige ser på spillet. Og så er der grafikken. Den er sikkert rigtigt flot og meget livlig, men da man fokuserer 100% på kuglerne og cirklerne, ænser man overhovedet ikke baggrundsgrafikken. Enkelte gange kan man enddog blive en smule irriteret hvis baggrundsgrafikken har samme farve som nogle af kuglerne. Så den er der primært til tilskuere. Derfor egner Samba De Amigo sig helt klart bedst til forsamlinger, der vil have det sjovt. Og har man muligheden for det bør man helt klart sørge for at have to sæt maracas controllere (det er muligt at spille med en almindelig controller, men det er overhovedet ikke sjovt), så man kan spille de meget underholdende to-personers spil. Musikken er så tilpas varieret (dog har selv Take on Me fra A-HA fået latino-rytmer) at den vil falde i mange personers smag.

Samba de Amigo er et rigtigt sjovt spil, som man sagtens kan have glæde af at spille alene, men dets fulde potentiale udnyttes først når man har en modstander (der vel og mærke også har investeret i maracas controllere). Desværre ødelægger Challenge modes sværhedsgrad helhedsblikket. Og så 1400 kroner ikke ligefrem billigt for et spil. Men jeg synes det er pengene værd.