Stort set hver gang et Hollywood-filmselskab forsøger sig med at genfortælle en rigtig historie der har computere som sit omdrejningspunkt, går det som regel rigtigt galt. Oftest ødelægger de ikke bare historien, men rent filmteknisk er det også noget makværk. Enkelte film har dog kunnet løfte sig en smule op over denne standard, f.eks. historien om Apple og Microsoft, som fortalt i 1999-filmen Pirates of Silicon Valley. Heldigvis kan Operation Takedown føjes til den relativt korte liste.

Året er 1992 og Kevin Mitnick (Skeet Ulrich) samt hans gode ven Alex Lowe (Donal Logue) er hackere i den rigtige forstand (før de blev underopdelt i hackere, phreakere, script-kiddies og crackere) og morer sig med at misbruge adgang til de store telefonselskabers systemer. Men Kevin er en paranoid sjæl der tror politiet lurer om ethvert gadehjørne og går under jorden. Han dukker først op et par år senere og sammen med Alex hacker de sig ind i sikkerhedsfirmaet Shimomura der ejes af Tsutomu Shimomura (Russell Wong) og finder et computerprogram, Contempt, der kan overbelaste hvilket som helst netværk. Shimomura tager imod hjælp fra FBI og de sender McCoy Rollins (Tom Berenger) som skal fange Mitnick.

Man kan godt mærke at filmen primært er bygget op omkring Tsutomu Shimomura og John Markoffs bog Takedown og visse steder skinner deres holdning til Mitnick lidt for meget igennem. Men hans paranoide tilværelse skildres alligevel ret godt, omend man savner noget motivation for hans handlinger og noget om hans baggrund. Hans venskab til Alex kunne også godt uddybes, men det er detaljer. For det meste er det en sandfærdig historie der dramatiseres, men et enkelt element er ren fiktion, nemlig det om Shimomuras virus-lignende program Contempt. Det sætter dog skub i handlingen på et tidspunkt hvor den ellers var ved at gå i stå.

Skeet Ulrich (Scream) og Donal Logue er gode til at vise deres sære venskab, mens Tom Berenger som FBI-manden ikke er særlig troværdig. Det er til gengæld Russell Wong, som mange nok husker fra Romeo Must Die. Deres troværdighed bliver også hjulpet godt på vej af realistiske skærmbilleder og den måde de får adgang til systemerne på. Der er dog desværre lidt for mange american-high-school-flødebolletyper der angiveligt skulle være hackere og lige præcis den kombination er nok ikke særlig sandsynlig.

Optagelserne til filmen sluttede i december 1998 men filmen er aldrig blevet udgivet i USA. Det skyldes til dels at hacker-organisationen 2600 ikke mener Kevin bliver ordentligt præsenteret i filmen og at forfatteren Jonathan Littman, der skrev en bog i 1996 om Kevin, mener at meget af filmen er kopieret fra hans bog uden tilladelse og derfor har anlagt sag mod Dimension Films. Læs mere om sagen hos Film Threat og hos 2600.org.

Hvor filmen løfter sig op over mainstream B-film og fortæller en god historie er selve DVD'en noget makværk. Filmen er i et 4:3-format, selvom det var meningen at den skulle i de amerikanske biografer. Der er intet ekstramateriale og billedkvaliteten er kun nogenlunde.

Hvis denne film var blevet markedsført ordentlig og præsenteret på en bedre måde ville det have været en rigtig god film, der på en troværdig måde kunne vise hvordan hackning anno 1992-1994 foregik.