At få en opsamlings-CD med the Cure mellem hænderne er en underlig oplevelse. For nok er jeg stor fan af Sussex-gruppen, og ejer i forvejen en komplet samling af deres udgivelser – så er det her nu nødvendigt?
Foruden diverse live-udgivelser har The Cure i forvejen udsendt to opsamlings-CD'er (den seneste i 1997), så hvordan skal man kunne forklare denne?

Det første af CD’ens 18 numre er ikke deres første single Killing an arab hvilket set i lyset af de seneste hændelser er forståeligt nok. I stedet bliver der lagt ud med Boys don’t cry fra albummet af samme navn, som følges op af publikumsfavoritten A forest fra det efterfølgende album Seventeen seconds(1980).

Herfra går det stærkt. Der er ingen numre fra hverken Faith(1981) eller Pornography(1982) men til gengæld er der hele tre fra Japanese whispers(1983). Det drejer sig om – for mig - gruppens dårligste single The Walk, Lets go to bed og den skønne The Lovecats. Herefter kommer In between days og Close to me fra den poppede The head on the door(1985). Begge fremragende numre som følges op af Why can’t I be you? og Just like heaven fra det syrede mesterværk Kiss me kiss me kiss me.

Fra The Cures absolutte mesterværk Disintegration(1989) – som ikke bare er The Cures bedste, men et af de bedste albums nogensinde indspillet - kommer Lullaby og den umanerligt smukke Love song. Sidstnævnte gav Robert Smith sin kone til deres bryllup på kassettebånd. Hvis jeg bare én gang i mit liv kunne skrive sådan en sang, ville jeg aldrig nogensinde skulle sige undskyld eller gi’ min kæreste blomster igen.

Undeligt følges disse op ad Never enough, som var en single der blev lavet i anledning af remixprojektet Mixed up(1990). Senere på pladen kommer også Wrong number, der blev skrevet til Galore – the singles pladen.
Disse to numre er fine nok, men umiddelbart er det synd at bruge den sparsomme plads til disse to ekstranumre.

Der er naturligvis også gjort plads til High og Friday I’m in love fra Wish(1992), og fra Wild mood swings(1996) får vi Mint car.

Pladen sluttes af med to helt nye numre. Cut here, som er ude som single, er en smuk erklæring skrevet til nu afdøde Billy McKenzie fra The Associates, der begik selvmord i 1997. Efter den kommer Just say yes hvor gruppen får hjælp af den larmende Saffron fra Republica. Melodien er ret god, men ødelægges desværre af Saffrons stemme.

Hvorfor skal man så købe Greatest hits, hvis man har The Cures udgivelser i forvejen?
Det skal i hvert fald ikke være pga. pladens booklet. Den er ærlig talt ret kedelig, og jeg syntes at det er synd at pladeselskabet ikke har valgt også at gøre lidt lækkert ud af den.
Desuden mangler der en del gode singler. Hvor er Charlotte sometimes, Pictures of you, Primary og A letter to Elise?
Jeg er godt klar over at det er svært at vælge, men alligevel er der så meget man savner.

Men naturligvis er der vægtige argumenter for at bruge sine penge på denne udgivelse, fremfor opsamlingsplader med Madonna, Carpenters eller Vaya Con Dios.
Først og fremmest er alle 18 numre er blevet remastered fra de originale masterbånd, med den nye 24-bits teknologi. Det kan høres – især på de ældre numre – som har fået en ny sprødhed over sig.
Så er der naturligvis holdbarheden. For meget ulig andre bands der har eksisteret i 25 år eller mere, ja så holder The Cures gamle sager også. De tidlige singler lyder stadig lige friske og gode, og de virker ærlig talt ikke præget af at være over 20 år gamle.
Et tredje argument er naturligvis de to nye numre, som er ganske fine.

Men for fans er det cd nummer to. Denne greatest hits plade fås nemlig i to udgaver. Som enkelt eller som begrænset (10.000 eksemplarer) dobbeltcd. Cd to i den limited udgave er lækkerier for fans. Den indeholder de samme 18 numre som cd 1, men på cd 2 spilles de akustisk.
Numrene er blevet genindspillet specielt til denne lejlighed, og gruppen lavede den aftale at de kun måtte bruge to forsøg til hvert nummer. Derfor er det en meget frisk og spontan udgivelse at lytte til.
Især numre som A forest, Why can't I be you, Wrong number og Boys don’t cry er fantastiske, når de bliver spillet uden strøm. Men også de nye numre lyder godt. Især udgaven af Just say yes rykker fantastisk godt. På denne udgave er det Robert – uden Saffron – der synger, og det pynter virkelig på sangen, at det er ham alene.

Der er alt for mange gode ting at sige om den akustiske sag, men jeg stopper her. På falderebet skal det da lige nævnes, at der den 3. december udkommer en DVD, der indeholder videoerne, og en lille koncert med de akustiske numre.
Desuden florerer der rygter om at der i foråret udkommer en boks med b-sider, numre til soundtracks og andre rariteter. Dette er forløbig kun et rygte - men lad det være sandt. Gruppen har gennem årene udgivet så utroligt mange lækre, og svært opdrivelige numre, så sådan en sag ville være guld værd.

Greatest hits er den sidste udgivelse som The Cure har bundet sig til at udgive. Robert har indenfor de sidste par uger udtalt, at han ikke regner med at forny kontrakten, og at fremtidige udgivelser med The Cure skal købes direkte på nettet….meeeeeen alt hvad Robert Smith udtaler skal tages med et gran salt. Han har alt for mange gange råbt ”ulven kommer” hvor intet er sket, så lad os nu lige se.

Under alle omstændigheder bør The Cures Greatest hits være at finde under mange juletræer. Både til folk der ikke kender dem, men i hvert fald også til gamle fans.