How To Get Away With Murder
Annalise Keating (Viola Davis) er en succesfuld forsvarsadvokat med et bijob som juraprofessor, der har specialiseret sig i at få frikendt klienter for mord, uanset om de har begået dem eller ej. Intet er helligt for Annalise, og hun står ikke tilbage for at benytte sig af falske vidnesbyrd eller fabrikere beviser, alt efter hvad der tjener hendes agenda bedst. Emner som moral og etik har ingen fremtrædende plads i hendes curriculum, hvor det mere handler om at vinde med alle midler. Hendes undervisning går primært ud på at lære de studerende, hvordan de bedst kan manipulere og snyde systemet. Det er der en del af IMDb’s brugere, der har taget ret ilde op i kommentarerne, for det er jo en grov misrepræsentation af det amerikanske retssystem. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Hvert år udvælger hun en håndfuld af de bedste studerende fra klassen, der får lov til at arbejde som ubetalte “interns” i hendes firma. Det er der stor prestige i, og den bedste får et trofæ, der fungerer som et slags “get out of jail”-kort. Det udvalgte femkløver er en broget flok hvad angår både race, køn og seksuel orientering. Nogle af dem er rige, og andre er fattige, men alle har de lig i lasten og skeletter i skabet. De fem studerende har begået et mord, men i begyndelsen ved vi ikke, hvem offeret er, hvem af dem, der har gjort det og hvorfor. Vi får gradvist afsløret detaljer via korte flashforwards, samtidig med at serien starter nogle måneder før. I løbet af den første halvdel af første sæson arbejder serien sig stille og roligt op til det punkt, hvor mordet fandt sted.
Der er forholdsvis mange personer at holde styr på. Ud over de fem studerende og Annalise er der også hendes mand, elsker og et par assistenter. Annalise er god til at holde facaden, men under overfladen ulmer et hav af kaos og vanvid, der fra tid til anden skvulper over. Kontrasten mellem hendes gode og dårlige øjeblikke er som nat og dag, og jeg synes det virker en smule utroværdigt, at en person det ene øjeblik kan være et velfungerende individ, en karismatisk lederperson, for øjeblikket efter at være degenereret til et flæbende nervevrag. Men jeg er ingen ekspert i psykiske lidelser. Jeg var dog på et tidspunkt så træt af det, at jeg næsten opgav at se videre. Der er simpelthen noget med Shonda Rhimes og hendes kvindelige hovedpersoner og deres hysteriske tendenser, der ikke fungerer for mig. Sådan er det i Scandal, og sådan er det også her.
Viola Davis spiller rollen som led kælling så fremragende, at hun vandt en Emmy for det i 2015 og er nomineret til en igen i år. De andre skuespillere gør det dog også fint, og man kan virkelig mærke deres smerte og frustration, når verden vælter om ørene på dem. Det ville være let at fremhæve Alfred Enoch og Aja Naomi King pga. deres Emmy-nomineringer, men jeg synes især, det er Liza Weil (Paris Geller fra Gilmore Girls) som den selvudslettende og underdanige assistent Bonnie, der brænder igennem på skærmen. Bare synd at hendes mund oftest er tværet ud med alt for meget læbestift. Serien er fyldt med melodrama, mistillid og intriger. Det er aldrig entydigt, hvem skurken er, men det er helt sikkert, at der ikke er nogen helte. Desværre vil forfatterne rigtig meget på kort tid, og de er næsten gået over gevind i at konstruere problematiske scenarier involverende alt fra racisme over utroskab til incest. Og så er det åbenbart hipt i Hollywood at smide homoseksualitet i hovedet på seerne, hvad enten det er relevant for historien eller ej.
Måden hvorpå de aktuelle begivenheder sættes i perspektiv via flashforwards (og sidenhen flashbacks) har jeg ikke set før. Det er et forfriskende pust i den ellers overfyldte mord/mysterie-genre, og selvom jeg i perioder skældte ud på skærmen, fordi folkene inde i den opførte sig idiotisk, så samles trådene fint i slutningen og efterlader et overvejende positivt indtryk. Anden sæson fortsætter stilen med at flashe både frem og tilbage i tiden, men hvorfor også ændre på en formel, der fungerer. Der er naturligvis nye mord og mysterier, og så lyser Famke Janssen (Jean Grey fra X-men) op på skærmen i en større birolle. Hovedpersonerne viser nye facetter af dem selv, og lad mig blot afsløre, at de fleste ikke er specielt sympatiske. Viola Davis er som sagt rigtig dygtig til at spille træls og møgirriterende, men jeg er i tvivl, om jeg orker det i længden. Serien får sine fire stjerner, primært fordi det er et interessant stileksperiment, og fordi historien er spændende – omend hullet som en hollandsk ost. Tredje sæson starter til september.
