Hustle Kings VR

4 Stars

VR-Køresygerisiko: Meget lav.

Let at lære, svært at mestre. Billard eller pool er noget de fleste har prøvet, og størstedelen finder det også ganske underholdende. Men der er langt fra at stå i et dunkelt værtshus og vælte kegler til at spille 8-ball på professionelt niveau. Nu er det ikke længere nok bare at sænke den planlagte bal, men oplægget til næste stød skal også være på plads, og det er nødvendigt at tænke mindst 3-4 stød frem. Det er her, det begynder at blive svært, da ballerne ikke altid gør præcis, som man havde planlagt. Det kræver præcision og øvelse – masser af øvelse.

Alternativt kan man spille det på sin Playstation, hvor man automatisk har en rolig hånd, kan give sig tid til at sigte og endda kan få sigtelinier til hjælp. At udføre meget vanskelige stød med kraftigt spin, eller hvor stødballen hopper over andre baller, er blot et spørgsmål om at ændre sigtet på stødballen, hæve køens vinkel og støde med en passende kraft.

Alt dette gør Hustle Kings til et lettilgængeligt spil, der appellerer bredt. Man kan selvfølgelig stadig kikse sine stød. Når man støder skal man enten trække det ene stick på controlleren bagud og derefter frem (som hvis man stødte med en kø) og afhængig af hvor præcist og flydende denne bevægelse er udregner spillet en præcisionsprocent. Alternativt kan man vælge blot at forsøge at trykke på X på det rigtige tidspunkt. Her kører en prik rundt på en cirkel og man skal så trykke X når prikken er i toppen af cirklen. Det er en simpel måde at indføre den usikkerhed, der er naturlig for os mennesker.

Karrieredelen af spillet er delt op i forskellige ligaer med 10 modstandere i hver. Forskellen i sværhedsgrad i de forskellige ligaer er primært, hvor mange gange man kan tillade sig at kikse et stød. I den sværeste liga har man som regel tabt, hvis man laver bare én fejl, da modstanderen rydder bordet uden at ryste på hånden.

Desuden er der en Puzzle-del, hvor man bliver stillet overfor en række udfordringer i form af forskellige trick-shots, der skal udføres perfekt. Her har man også sigtelinier til hjælp, så det er for det meste et spørgsmål om at prøve et par gange, så er opgaven løst. Der er imidlertid nogle af opgaverne, der er på tid, og i flere af dem har man så lidt tid til rådighed, at det bliver ekstremt frustrerende, når man skal nå at indstille sigtet, sætte spin, vælge stødstyrke og støde, med mindre man bare gør det nærmest i blinde. Det betyder, at man kommer til at forsøge sig mange gange før det lykkes. Det er i sig selv ikke noget problem, hvis man som jeg er vokset op med Commodore-64-trial-and-error-gameplay, eller bare er stædig. Men hver eneste gang man har enten fejlet eller gennemfører en af disse udfordringer, opdaterer spillet dine stats. Det tager så lang tid, at det ofte er mere, end selve udfordringen har varet. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en virkelighed, hvor jeg kommer til at gide spilde så meget af min tid på at vente på noget så latterligt, så Puzzle-delen af Hustle Kings kommer til at samle støv her.

At spille imod en computer er lidt omsonst, idet den principielt set kan vinde hver eneste gang, da den ikke behøver at lave fejl. Man vinder sådan set kun, fordi man får lov til det. Den mest interessante ved Hustle Kings er derfor også, at man kan spille imod andre online. Det kan dog også vise sig at blive kedeligt hurtigt, da der også her kan bruges sigtelinier. De fleste onlinespillere har tilstrækkelig erfaring med spillet, til at man kun behøver at fejle et enkelt stød, så bliver der ryddet op. Men i det mindste er det menneskelige modstandere, så muligheden for et fejlstød hos modparten er til stede. Man kan så snyde sig til en sejr, ved at anvende specielle køkridt, der hjælper med præcision på de svære stød. Det kan man så købe sig til, hvis man vil bruge yderligere penge på spillet.

Gammelt spil på nye flasker

Hustle Kings er efterhånden et gammelt spil, og der er ikke sket så meget nyt over årene. Den største nyhed er at det nu kan spilles med PS VR. Hvad bidrager det så med? Ikke rigtig noget. Det har overhovedet ingen indflydelse på gameplayet. Man kan læne sig ind over bordet og se sine baller tættere på end nogensinde før, og på den måde bedre line sine stød op. Men når nu man har sigtelinier, kan man jo bare bruge dem i stedet. Man har naturligvis også en meget bedre mulighed for at beundre de fuldstændigt kliniske og livsforladte omgivelser, man spiller i. Ikke engang ens modstander er repræsenteret med andet end den kø, han støder med.

Der er mulighed for at benytte Move-controllerne til at foretage sine stød med, og præcisionen hvormed man udfører sit stød bestemmes så ud fra hvor præcist, man har bevæget controllerne. Selvom Move-controllerne ikke er vanvittigt præcist sporet, fungerer det udmærket, men det er mest af alt en gimmick. Spillet har i sagens natur en meget lav VR-puke-factor. Dermed mener jeg, at folk der let bliver køresyge, når de bruger VR, ikke har nogen stor risiko for at blive syge eller svimle mens de spiller.

Hustle Kings er en munter lille pool-simulator, men har man allerede spillet i en af dets tidligere inkarnationer, er der intet nyt at komme efter her.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz