Rez: Infinite

4 Stars

VR-Køresygerisiko: høj.

Jeg er godt klar over, at jeg kommer til at træde en masse mennesker over tæerne med denne anmeldelse. Rez har en stor fanskare, som elsker spillet og føler en stor nostalgi, når de spiller Rez Infinite. Jeg husker også tydeligt, da jeg første gang spillede Rez for omkring 15 år siden. Det var fantastisk. Man kunne virkelig komme i en zen-lignende tilstand, mens man sejlede igennem de simple universer og skød fjender ned til højre og venstre. Alt sammen i perfekt harmoni med musikken.

Men ser man lidt nøgternt på gameplay’et, er der tale om en basal on-rails-shooter, hvor det blot handler om at holde en knap inde, bevæge sigtekornet over en række mål og så slippe knappen igen. Det er hele gameplay’et! Egentlig ret tyndt, når man tænker over det. Det der gjorde det fantastisk dengang var, at det var koblet med musikken og grafikken. Det var nyt og spændende. Nu må man sige, at musikspilgenren er blevet grundigt udforsket, og nyhedsfaktoren er nok dalet en anelse. Kombineret med den lidt bedagede grafik er oplevelsen blevet knapt så nyskabende.

Bevares – det er da stadig en let underholdende oplevelse. Især i VR da det gør det muligt at indleve sig endnu mere og gå i zen. Hvis man altså har maven til det. Der er nemlig en ret stor risiko for, at man får køresyge af at spille VR-udgaven af Rez. Selv har jeg ret stærke VR-ben, og der skal ret meget til at slå mig ud, men der er enkelte øjeblikke, hvor spillet overtager kameraet og flyver rundt med det, uden man selv har kontrol over det. Her kan jeg godt nå at få en følelse af svimmelhed, og folk med en lavere køresyge-tærskel skal nok sørge for at have en spand indenfor rækkevidde.

Der er dog en fordel ved at spille i VR, da det gør det meget lettere at sigte på de mange fjender. Man skal blot kigge på dem, hvorimod man uden VR skal styre med thumbstick’et. Det er altså meget lettere og hurtigere at sigte i VR. Forskellen kan man selv prøve, da man kan spille Rez Infinite både i VR og på sit TV som normalt. Jeg kunne eksempelvis komme hele vejen igennem spillets 5 baner samt den nye Area X i første forsøg i VR. Jeg prøvede efterfølgende bane 5 og Area X på den almindelige tv-version med joypad og måtte i begge tilfælde se mig slået inden jeg nåede slubossen.

Area X

Til PS4-versionen af Rez har udviklerne lavet en helt ny bane, hvor grafikken i stedet for at basere sig på vektorer nu er bygget op med partikler, og det er en noget anden oplevelse. Det kører i en højere opløsning, og ser meget moderne ud i forhold til den noget bedagede grafik fra standardbanerne. Samtidig er man ikke længere fastlåst og bliver ført frem på banen automatisk. Man kan nu selv styre i alle retninger og bestemme i hvilken rækkefølge, man vil angribe sine mål. Musikken har også fået en mere nutidig lyd, og den samlede oplevelse er noget bedre.

Rez Infinite er et af de spil, der er optimeret til den nye PlayStation 4 Pro, og vil her kunne spilles i 4K. Det har naturligvis ingen indflydelse på PS VR-udgaven, og kræver også et fjernsyn, der understøtter 4K-opløsning. Spillet er dog også optimeret til PS4 Pro med VR, hvilket efter sigende skulle give en bedre billedkvalitet i VR-brillen.

Det oprindelige Rez var en fantastisk oplevelse, da det kom ud for omkring 15 år siden, og har man sine rosnrøde nostalgi-briller på, vil det nok for mange af spillets oprindelige fans stadig være en fed oplevelse. Rez Infinite vil dog nok have svært ved på samme måde at fange nye spillere, der ikke stiftede bekendtskab med spillet, da det udkom første gang, da både musik og gameplay ikke fænger på samme måde mere. Area X er et rigtig godt bud på en moderne udgave af Rez. Havde der været flere baner i denne stil havde det været et mere interessant spil for nytilkommere.

Spørgsmålet er, om selv de hårdeste fans vil synes der er valuta nok for pengene med kun én ny bane. I sig selv er Rez’s oprindelige 5 baner ret hurtigt overstået, og om en ny bane samt muligheden for at spille det hele i 4K eller VR er nok til at retfærdiggøre et køb, må være op til den enkelte at afgøre. Nogle ting ser bare bedre ud i mindernes lyserøde skær.

Leave a Reply

3 Kommentarer til "Rez: Infinite"

Fortæl mig om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste | populære
Christian Wittus
Redaktør

Lyder ærligt talt, som jeg nok selv ville bedømme spillet, med tanke på, at jeg blot var glad for Rez, men har tendens til køresyge. PSVR virker således igen – og desværre – mindre interessant for mig for hvert nyt VR-spil, jeg hører om.

Lars Kim Lund
Admin

Jeg har altid syntes Rez var overvurderet. Jeg spillede det på PlayStation 2 i sin tid efter at have hørt og læst en masse hype. Da jeg var færdig, tænkte jeg: øh, nå – var det bare det? Jeg kan ellers godt lide rail shooters, men jeg hader konceptet med at der ikke er checkpoints og jeg morede mig langt mere over et spil som Panzer Dragoon Orta fra ca. samme tidsperiode.

wpDiscuz