Call of Duty: Infinite Warfare

Stjernekrig og snigeri.

Gennem snart mange år har de to store FPS-serier Battlefield (BF) og Call of Duty (COD) kæmpet om titlen som “Årets FPS”, og i år er det ikke meget anderledes med Battlefield 1 (BF1) og Call of Duty: Infinite Warfare (IW), som just er blevet udgivet med 14 dages mellemrum. Der vil altid være hardcore fans af den ene eller den anden serie, men i år har udviklerne selv gjort en del for at dele køberne op; DICE har placeret deres spil 100 år tilbage i tiden, under første verdenskrig, mens Infinity Ward er gået i den anden grøft og har placeret deres seneste opus langt ude i fremtiden og et godt stykke oppe i rummet.

Samtidig med disse to udgivelser formåede Respawn dog også lige at smide Titanfall 2 på gaden i samme periode, og både dét og BF1 bliver selvfølgelig dækket andetsteds på Geek Culture (af Thomas). Om Titanfall 2 vil kunne stjæle spillere fra de to klassiske mastodonter er endnu uvist, da kampen historisk set altid har stået mellem BF og COD, hvilket til stor del også skyldes, at de serier har de mest højlydte smagsdommere.

Der har således i lang tid før udgivelsen været mange ytringer fra både fans og kritikere omkring IW’s placering i tid og sted, og de har mestendels været ret så kritiske. Desuden kom det frem, at man kun fik den eminente Modern Warfare Remastered (MWR) med i pakken, hvis man som minimum købte den dyrere Legacy Edition. Den version af spillet koster så omkring 200 kroner mere end normalprisen, hvilket bestemt ikke gjorde de trofaste fans mindre sure, mens kritikerne grinede og så hengivent på Battlefield 1. Dog er det vigtigt at huske på, at MWR havde nogle af seriens bedste multiplayer-baner, og 10 af dem følger med i genudgivelsen, så onlinespillerne får altså en god portion valuta for pengene i den henseende.

MWR har jeg allerede dækket her på Geek Culture, og ingen bør være i tvivl om kvaliteten af dét spil, men de kræver altså, at man vil betale fuld pris for et andet spil for at få adgang til denne klassiker. Derfor er det nu blevet endnu mere spændende at få lov at gå ombord i IW og se, om den samlede pakke er sin pris værd.

Jeg vurderer som regel – og muligvis lettere kortsigtet – moderne FPS’er på deres historie og gameplay i singleplayerdelen. Heldigvis har jeg en ufatteligt garvet FPS-spiller af en søn i husholdningen, og jeg vil derfor lægge mig op ad 13-årige Frederiks mening i dækningen af den del. Han har lagt hundredevis af timer i forgængeren, Black Ops III (BO3), så han burde have en god ide om, hvad der virker og ikke virker i IW.

Men først en tur til en fjern fremtid, hvor vores helte skal langt ud i solsystemet for at udkæmpe en kamp om universet. Vi har nemlig forlængst udhungret vores egen klode, hvilket har tvunget os til at stå sammen som nationer, lave en rumalliance og drage ud i universet på jagt efter resourcer. De er selvfølgelig vigtige for vores civilisations overlevelse, men problemet er bare, at en militant udbryderfaktion har set sig varme på selv samme resourcer. De ønsker at stifte deres egen civilisation og gøre sig uafhængige af af Jordens folk, koste hvad det vil.

Du spiller en officer fra alliancen, som sendes afsted på diverse missioner, der – som noget nyt – falder i en af tre kategorier: Traditionelt skyderi, skyderi i rumskibe og snigeri (med en god portion skyderi). Førstnævnte burde være kendt af enhver, mens rumduellerne er helt nye for serien. Med et yderst manøvredygtigt rumskib til rådighed bliver man sendt afsted på missioner i både det sorte rum, gennem asteroidebælter og på planetoverflader, hvor der kæmpes mod små fighters, større flådefartøjer og massive stjernedestroyere i et hæsblæsende tempo. Ens rumskib kan både bakke, flyve sidelæns og vertikalt op og ned, så der er mere Descent end Wing Commander over det, men det er både sjovt, hektisk og enormt flot. Missiler og kanoner er de primære våben, mens man kan affyre antiluftskyts for at forvirre fjendtlige missiler, så enhver burde være bekendt med styringen i løbet af nul komma fem.

Snigeriet er sådan set også lidt af en nyhed, da serien jo mest er kendt som værende en corridor shooter, hvor man i ordets betydning gennes frem gennem afgrænsede områder og skyder alt, hvad der kommer ens vej. Det gameplay er stadig den udtalte måde at spille på, men i et par missioner får man desuden valget om at gå stille til værks og likvidere fjenden en efter en. Disse missioner er spillets highlight for mig, og havde de udgjort hele spillet, havde jeg rangeret helhedsoplevelsen højere. Er man ikke til snigeri, kan missionerne stadig gennemføres på den larmende måde, men Infinity Ward viser som sagt en anderledes side af sig selv med denne dualistiske tilgang, og man kan kun håbe, at de måske udforsker muligheden mere i et fremtidigt spil.

Som sine forgængere tager det 6-8 timer at se rulleteksterne efter denne stjernekrig, men derfor er underholdningen jo ikke forbi af den grund. Et nyt kapitel af Zombies er der også blevet plads til, og det fungerer stadig som en selvstændig multiplayerdel, hvor man både kan spille online, over LAN og offline i splitscreen. Denne gang er handlingen blevet forflyttet til en forlystelsespark i 80’erne, komplet med spillemaskiner, neonfarver og The Hoff som lokal DJ. For den yngste i familien er denne del højdepunktet af pakken, og det er samtidig en let måde at få noget far-søn-tid i en travl hverdag. Personligt kan jeg (selvfølgelig!) meget bedre lide disse omgivelser end forgængerens, mens det for Oscar bare er fedt med nye baner og sjove udfordringer.

Sværhedsgraden skulle efter sigende også være sænket en anelse, men det hjælper nu ikke mig meget. Jeg halser blot rundt efter de andre og trykker på knapper, åbner døre og aktiverer fantasifulde power-ups. Min favorit er boomboxen, der får zombierne til at danse, mens de angribende killerclowns med pibende sko er en tæt toer. Der er nok isenkram til at holde zombierne stangen i lang tid ad gangen, og drengene kan snildt holde en omgang kørende i op mod en halv time, hvilket i sig selv er et tegn på succes. Zombies er derfor helt klart kommet for at blive, hvis du spørger mine drenge, og det vejer bestemt med i den endelige vurdering.

Reel multiplayer er som sagt Frederiks ekspertområde, og det umiddelbare indtryk er fint, selvom han ikke er helt oppe at ringe. Efter en uges tid spiller han endnu ikke multiplayer i IW i lige så høj grad, som han har gjort – og stadig gør – med BO3 af den simple grund, at han endnu ikke har vredet al morskab ud af dets omfattende DLC. De nye baner og våben synes han godt om, men det tager jo tid at blive god, og da han jo allerede er ret god til BO3, så gør det lidt ondt at skulle starte forfra. De nye banedesigns er dog glimrende, så han vil bestemt komme til at prøve flere kræfter med dem i de kommende måneder, nu hvor han mere eller mindre har set og prøvet alt i BO3. Et andet væsentligt punkt er også, at han er blandt de første af sine venner, som har fået IW, så jeg forudsiger samtidig, at der vil blive lagt en god portion timer online efter jul, når vennerne har pakket deres gaver ud.

Teknisk er det svært at sætte en finger på IW, og man ved efterhånden, hvad man får med både denne serie og BF. Opløsning et sted mellem 900p-1080p , næsten solide 60fps til alle tider og en grafisk detaljegrad i top. Plottet er måske ikke verdens mest interessante, men skuespilpræstationerne er ganske acceptable, og sammen med mellemsekvenserne er her tale om en habil omend traditionel space opera. Det er letfordøjelig action, som langsigtet muligvis skal overleve på sin succes online, men der er ikke gået på kompromis med kvaliteten generelt, så jeg har svært ved at se spillet floppe. Kritikere har serien jo altid haft nok af, men jeg tror alligevel, at Infinity Ward igen har et hit på sine hænder, hvilket selvfølgelig både skyldes kvaliteten, men måske i højere grad omfanget af det, der udbydes. To fulde spil, to regulære multiplayerdele samt Zombies, der kan være en utrolig og dejligt social oplevelse, når man sidder i sofaen og spiller splitscreen med en ven eller familiemedlem.

Prisen til trods lander jeg således alligevel på fem forsigtige stjerner, hvilket skyldes mine mange underholdende timer i selskab med singleplayerdelen af både MWR og IW samt sammen med Oscar i det nye Zombies. Muligvis udmærker den konkrete multiplayerdel sig ikke synderligt i forhold til sin forgænger, men man kan i hvert fald ikke klandre Infinity Ward for at spare på indholdet for onlinekrigerne, og Frederik kommer helt bestemt til at lægge mange timer her, når han sluger kamelen og indser, at han må træne lidt for at blive god (igen).