Anja C. Andersen: En lille bog om Universet.

Jeg tror, at min fascination af rummet og af astronomien blev vakt, da jeg som fem-årig sad og bladrede i Lademanns Verdensatlas. Der var en dobbeltside, der forklarede, hvordan Solsystemet blev til og hvordan Solen “engang” år vil svulme op og opsluge Jorden. Det sidste skræmte mig. Min sans for tilværelsens foranderlighed og hvor meget 5 milliarder år egentlig er, var endnu ikke udviklet.

Siden da har jeg fulgt nyheder om astronomi og rumfart lidt fra sidelinien, men troede egentlig, at jeg var ganske godt med. Jeg mener, hvor meget kan vores forståelse af universet egentlig ændre sig på en lille håndfuld årtier? Men så læste jeg En lille bog om Universet.

Bogen starter i den letforståelige ende af verdensaltet. Vi får et overblik over Solsystemet og jeg lærte blandt andet, at vi faktisk ikke helt ved, hvor mange planeter, der er. Det er ikke Plutos status som dværgplanet, det handler om, men reelle, større planeter længere ude, som vi endnu ikke har observeret.

Herefter gennemgåes de enkelte planeter og vores aktuelle viden om dem. En lille afstikker til de nyeste billeder af vores yndlings-dværgplanet senere, bevæger Anja Andersen sig udenfor solsystemet og håndterer galakser, galaksehobe, mørkt stof, mørk energi og tyngdebølger. Hun gennemgår de ideer og forventninger, astronomerne har til hvad man finder ud af og hvad det vil betyde, og bogen slutter på en åben note om måling af tyngdebølger fra universets start. Det bliver nok det næste store forskningsområde indenfor astronomien, når de første instrumenter til formålet kommer i kredsløb om cirka tyve år.

Og det er lige tidsnok til at en pige i 7. klasse kan læse om det, beslutte sig for at læse på universitetet, blive kandidat og ph.d. i astrofysik og kaste sig ind i kampen. Det er næppe et tilfælde. Bogen er nemlig meget personlig i sit udtryk. Anja Andersen bruger en del – men ikke for meget – plads på at fortælle, hvordan hendes fascination af astronomien blev til, hvordan en fantastisk formidler som Jens Martin Knudsen holdt hende til ilden og i det hele taget, hvor meget fascinationen og de uløste gåder fylder i dagens astronomiske verdensbillede.

Bogen er fornuftigt struktureret med blidt stigende sværhedsgrad. Man kan læse den fra en ende af, og når man til et punkt, hvor det er for eksotisk og uforståeligt, så kan man lægge den fra sig for en stund – det bliver ikke nemmere i næste kapitel. Jeg tænker, at bogen er god til stjernetossede mennesker i almindelighed, men i særdeleshed til dem i udskolingen og gymnasiet. Kunne denne bog have inspireret mig til at tage matematik og fysik mere alvorligt i gymnasiet, så jeg kunne slå ind på den bane? Måske. Jeg håber, at den vil lokke flere unge videbegærlige ind på den bane. Tænk, hvis en nobelpristager om 40 år siger “Det var Anjas skyld.”

Hvert eneste afsnit i bogen gjorde mig klogere. Jeg lærte mange nye ting, fik præciseret ting, som jeg “nogenlunde” vidste og fik endda enkelte steder afkræftet misforståelser, der havde gemt sig i min hjerne som “viden”.

Skal jeg komme lidt malurt i bægeret (og forklare, hvorfor jeg kun giver bogen fire stjerner), så er redigeringen ujævn. Anja Andersen fortæller levende om emnerne, men en del sætninger bliver unødigt knudrede med for mange indskudte bisætninger, ligesom korrekturen er gået for hurtigt her og der. Det er dog et mindre irritationsmoment, og jeg bemærker, at jeg mest tænkte over det i starten af bogen, før jeg blev opslugt af materialet, og begyndte at have bogen med mig overalt for lige at læse et par sider mere, mens jeg kørte med bus, ventede på kaffe, gik på fortovet og den slags.

En lille bog om Universet får en stor, varm anbefaling herfra.