Black Jack vol. 1
Osamu Tezuka. Hvis bare man har sniffet til få hjørner af den japanske popkultur, kan man næsten ikke undgå at have stødt ind i hans navn. Han er mangaens fader og opfinderen af anime. Lægen, der droppede den helbredende karriere og helligede sig det tegnede medie. Manden, der producerede mere 150.000 siders tegneserie i sit virke, og som har givet liv til en af de mest ikoniske serier i Japan: Astro Boy
Hvor skal man starte med en mand, der har produceret over 700 bind manga i utallige serier? Og kan man finde fornøjelse i at læse tegneserier, der blev tegnet før man selv blev født? Efter at have sniffet til et enkelt bind af Astro Boy, som er inspirationen til Urasawas Pluto, blev jeg noget skuffet af den simple streg: Tezuka var stærkt inspireret af Walt Disneys værker, og at fortælle en science-fiction historie om kamprobotter tegnet som Steamboat Willie, krævede lidt mere indlevelse, end jeg oprigtigt kunne præstere.
Black Jack er også tegnet i Tezukas umiskendelige streg, hvor man til tider kan føle sig hensat til Betty Boop og go’e gamle Popeye. Men hvor sidstnævnte er relativ harmløs børneunderholdning, er Black Jack historiemæssigt et drøninteressant bekendtskab, tegnet til voksne læsere.
Fortalt i små vignetter uden megen indbyrdes afhængighed, lærer vi om lægen Black Jack, der opererer uden licens og kan udføre de mest lamslående operationer (inklusive en komplet hjernetransplantation). Black Jack selv har et langt ar ned over ansigtet og en mørk og skæbnesvanger historie, vi langsomt får afdækket gennem nogle af episoderne her i første bind. Men selvom vi ikke lærer meget om den lakoniske læge, er Black Jack alligevel sindssygt underholdende. Når man læser disse historier, forstår man hurtigt, hvordan Tezuka kunne blive så ufattelig populær: Manden kan fortælle historier som ingen anden.
De 12 historier i dette bind spænder sjældent over mere end 20 sider hver, men alligevel formår Tezuka at diske op med fuldstændigt uventede twists og originalitet i chok-inducerende mængder; vi er simpelthen ikke vant til at få så meget bang for the buck i historieafdelingen, og hvor man normalt ræser igennem en manga på et par timer, er man nødt til at lægge Black Jack fra sig med jævne mellemrum for lige at fordøje alle detaljerne.
Hvor man er vant til at en manga har et enkelt plot device, som der kan spindes utallige bind over (en dødsnotesbog, De Vises Sten og en Monster-psykopat, for lige at trække Death Note, Fullmetal Alchemist og Monster op af hatten), har første bind af Black Jack alene 12 plot devices, som der spindes lige så mange gode og helt forskellige historier over. Historier, der mærkbart summer af trang til at fortælle om blandt andet stråleofre, skruppelløse rigmænd, cyste-tvillinger, hjerneoperation på en AI og en hornhinde-transplantation, der helt sikkert har inspireret The Eye. I kernen af det hele er Tezukas humanitære livssyn, der er med til at gøre historierne ikke bare spændende, men også tankevækkende.
Black Jack spiller på alle Tezukas strenge. Selvom om de fleste af operationerne stadig er ren science fiction her næsten 40 år efter de blev tegnet, er de stadig gengivet med den lægelige præcision, Tezukas uddannelse tillader. Jeg er bare glad for, at det ikke er i farver. Tezuka er også en stor humorist, og der er masser af gakkede replikker og herligt underspillet humor, også i de tragiske historier.
Den gamle Disney-tegnestil er også at finde her, mikset med realistiske billeder af operationer og alvorstunge scenerier tegnet i mere voksen stil. Det lyder umiddelbart som at blande olie og vand, men Tezuka gør et eller andet, hvor det virker helt normalt at på det ene billede står en mand med en tud på størrelse med en håndbold og ter sig hysterisk, mens det næste billede viser Black Jack i gang med at transplantere et ansigt på et trafikoffer, der er smadret til ugenkendelighed. Denne vekslen mellem sjov og alvor er et stærkt middel til at drive pointerne hjem, og det er som med livet; fyldt med forskellige ting og en overraskende plads til det hele.
Osamu Tezuka er en regulær nationalskat i Japan, og enhver japaner, der var barn i 60’erne og 70’erne kan tale længe og varmt om Osamus karakterer og synge kendingsmelodier til ud på de små nattetimer. For os, der først står på toget nu, med al vores kynisme og voksne tungsind, kan det være svært at finde sig til rette i Mesterens helt enorme livsværk. Men starter man i den mere voksne ende med de kompakte skæbnefortællinger i Black Jack (hvor man i parantes bemærket kan nøjes med at købe et enkelt af de i alt 13 bind, da alle historierne er afsluttede), får man en lussingagtig introduktion til en fantasi, der producerede originalitet med en helt ufattelig frekvens. Black Jack er stadig lige så hårdtslående, frisk, original og spændende, som den var i 1973, og den anbefales ubetinget.
