True Grit
Coen-brødrene har lavet en western.
Er du Coen-fan, behøver du egentlig ikke at læse mere, bare tril ned og køb skidtet. De kære brødre kan ikke rigtig finde ud af at lave dårlige film, og True Grit er da også en lille perle på sine egne præmisser.
14-årige Mattie Ross har mistet sin far; han blev skudt af en simpel kriminel over en hest og et par guldstykker. Det danner normalt grobund for et tåreperser-drama, men Mattie har ikke tid til at have ondt af sig selv: Hun har besluttet sig for at fange forbryderen og få ham bragt for en domstol.
Men Mattie er lidt for langt forud for sin tid, og politiet har ikke megen interesse i at ride ud i indianer-territorie for at fange en småkriminel. Så efter at have skaffet sig nogle penge i en helt vidunderlig scene med byens handelsmand, får hun fat i den gamle, fordrukne dusørjæger Rooster Cogburn (Jeff Bridges). Sammen begiver de sig småskændende og modvilligt ud i jagten på morderen.
Westerns er en af de mest etablerede filmgenrer i den amerikanske kanon, med årtier af klassikere på bagen. De startede dybt karikerede med farvestrålende kjoler og pistolmænd, der kunne dræbe 50 indianere inden morgenmaden. Men stille og roligt gik de fra de stærkt optrukne god/ond-historier til nogle affærer ude i gråzonerne, hvor der altid er langt mere interessant at opholde sig. Filmene blev også mere realistiske, og de nyere af dem har givet os klassikere som Unforgiven fra 1992.
Men siden 1992, har der stort set ikke været en eneste god western i biffen, med 3:10 to Yuma som en dejlig undtagelse – selvom det er et remake.
Og således kommer vi til True Grit (der også er et remake, endda af en John Wayne-film). Coen-brødrene har lavet en rigtig dejlig film, som man nyder at se for de små detaljer, som brødrene altid excellerer i: De sære indfald og den helt fantastiske person-instruktion. Historiemæssigt er True Grit måske lidt mat i koderne, men det er bestemt ikke en dårlig historie, og slutningen er nærmest perfekt. Det er bare ikke Oh, Brother-kaliberen, vi er oppe i her.
En af de ting, der slog mig mest, er den realisme alt er udført med. Hvis nogen film giver seeren en følelse af, at sådan foregik det sgu nok også i virkeligheden, der ude på prærien i slutningen af 1800-tallet, så er det True Grit. Filmholdet har ned i mindste detalje undersøgt tekster og fotografier for at få tøj, våben og – mest imponerende – sprog til at passe til perioden.
Der bliver ikke ytret ét eneste fuck i den her film, for det ord var ikke i brug den gang. Til gengæld kan man bevidne dialog som denne:
LaBoeuf: You give out very little sugar with your pronouncements. While I sat there watchin’ I gave some thought to stealin’ a kiss… though you are very young, and sick… and unattractive to boot. But now I have a mind to give you five or six good licks with my belt.
Mattie Ross: One would be just as unpleasant as the other
Ham LaBoeuf ovenfor er i øvrigt Matt Damon i en herlig rolle som en super-højrøvet Texas Ranger, der er på jagt efter den samme morder.
Skuespillerne gør det forventeligt godt. Damon er som sagt ganske morsom, men kun med i filmen glimtvis og primært som komisk indslag. 14-årige Hailee Steinfeld spiller rollen som Mattie Ross med så stor indfølelse, at man ofte glemmer hun er en skuespiller, og i stedet lever sig helt ind i hendes rolle. Stor kunst. Det samme kan jeg ikke sige om Jeff Bridges, som jeg ikke rigtig kan få til at passe ind i filmen. Rooster Cogburn er en gammel, afdanket, alkoholiseret dusørjæger, der vil skide på det meste og blæse på resten. Nick Nolte havde passet som fod i hose i den rolle, og kunne måske have fået et velfortjent comeback. Jeff Bridges er altid Jeff Bridges, ligemeget hvilken rolle, han spiller, og det føles lidt som et vanevalg, at han er med her. Han får dog pustet noget mærkbart liv i Cogburn, men det er aldrig en rolle, der vil blive husket.
Kigger man på listen over nomineringer til diverse filmpriser, er det da også Hailee Steinfelds navn, der står på stort set alle sammen – blandt dem en oscarnominering som bedste kvindelige birolle. Som hun ikke vandt, ligesom ingen af filmens ni andre oscarnomineringer udløste en statuette.
Når Coen-brødrene fyrer op under kameraerne, er man garanteret en meget flot film, og True Grit er bestemt ikke nogen undtagelse. Den er holdt i bløde sepiatoner, og det trøstesløse, vinterkolde landskab er endeløst betagende. De små klumper af civilisation strøet ud over de store vidder virker så ægte og fulde af tekstur og detaljer, at man skulle tro brødrene have lejet en tidsmaskine.
Vi er nået til sidste afsnit, og selv efter den lange smøre ovenfor, ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal mene om filmen. Fantastisk personinstruktion og suveræne roller. Bortset fra Jeff Bridges, der stritter lidt ud. Ufatteligt flot periodestykke, der føles som den mest realistiske western, jeg endnu har set, men med en lidt blodfattig historie. For hvert af filmens positive aspekter, kan jeg hive et lille men frem, der lige piller den ned fra Coen-genialitet til bare god film. Seværdig er den i hvert fald, og den bedste western i mange år.
