Breaking Bad

6 Stars
Fra lønslave til narkobaron – det kræver blot en omgang dødelig lungekræft og en baby på vej.

Walter er kemilærer på det lokale gymnasium. Han tjener ikke just kassen, og ham og konen lever på kanten af fattigdom – Walt arbejder også på tankstationen for at tjene nok til at betale regningerne.

De har en lettere handicappet søn og endda endnu et barn på vej.

Det er ikke det helt rigtige tidspunkt at få konstateret dødelig lungekræft på. Det er ikke desto mindre det, der sker for Walt. Resten af livet er pludselig målt i måneder, og som den gode ægtemand og familiefar, bliver det Walts livsmission at sørge for at resten af familien kan leve komfortabelt videre, når han forlader denne verden.

Men hvad kan man gøre for at stimulere tilflydningen af kontanter, når man er gymnasielærer og tankpasser? Ikke en skid, og det indser Walt ganske hurtigt. Men han er god til kemi, og når hans svoger, der er i narkopolitiet, fortæller om de sindssyge mængder af penge, de beslaglægger, former en plan sig i Walts hovede.

Når man alligevel skal dø, er der ingen grund til at holde sig på lovens smalle sti. Nu handler det om at tjene nogle tusindlapper i en rasende fart. Walt møder tilfældigt Jesse, en tidligere student, der ikke har klatret højt på karriestigen siden gymnasiet. Jesse var nogenlunde dygtig til kemi, men færdighederne blev brugt til at stable et lille crystal meth-laboratium op, hvor han fremstiller skidtet og sælger til sine homies.

Walt er til gengæld en ekstremt dygtig kemiker, og de to slår pjalterne sammen. Walt koger, og Jesse sælger. Hvor galt kan det gå? Det er vel bare at vente på, at pengene begynder at rulle ind.

Det går helt afsindigt galt. På alle leder og kanter. Hele tiden.

Breaking Bad er udført med en realistisk finesse, så alt i Albuquerque-forstæderne ser præcis ud, som man ville forestille sig, at det gør. Walts hjem ligner lavere middelklasse-lort på en måde, så man kan mærke deres desperate situation på tapetet, sengen og den kedelige lædersofa med det tarvelige tæppe henover.

Der er lagt en ufattelig omtanke i miljøet, der helt gratis tildeler handlingen en realisme, man ellers ikke finder i tv-serier om kriminelle. Walt kunne lige så godt være mig, hvis mit liv røg i toilettet, og man kan sagtens forstå hans handlinger og sætte sig ind i hans motiver.

Efter få episoder begynder man uværgeligt at udbryde “Nejnejnejnej, Walt, det går galt det dér!”. Og det gør det. Langt mere, end man kan forestille sig. Serie-skaber Vince Gilligan har udtalt, at seriens koncept er handlinger har konsekvenser, og dén pointe bliver i hvert fald drevet hjem i hver eneste episode.

Når man er kommet hertil i teksten, kunne man tro at Breaking Bad er en dyster, depressiv og ond serie om personlig nedtur. Den er i hvert fald indspillet på den måde, og det er den følelse, man bliver efterladt med i starten.

Men efter at have set to sæsoner, kan jeg med nogenlunde sikkerhed udtrykke, at Breaking Bad er en komedie. Den er sort. Kulsort. Sortere end en pistolmunding i en baggyde på en måneløs vinternat. Der er ingen dåselatter, og seeren bryder med garanti heller ikke ud i grin; endsige bare et lille smil.

Men det er altså komisk, at Walt og Jesse gang på gang bliver udsat for Murphys lov for narkokriminelle. Hvad der kan gå galt, går galt. Så regulært, at man begynder at fornøje sig med at gætte præcis, hvor fucked de bliver med deres næste mere eller mindre gennemtænkte plan. Man rammer altid et par trin lavere på skalaen, end det ender med for de to kumpaner.

Det er også ganske komisk at se Walt spinde et større og større kludetæppe af uoverskuelige og ukompatible løgne for at holde facaden overfor konen og sønnen (og resten af familien, inklusive ham svogeren skråstreg narkoagenten), der stadig lever under illusion af at de har en syg far, der stadig underviser, men en gang imellem har brug for lidt alenetid til at tænke over livet.

Der er lidt Klovn over det. Med lidt flere drab, måske.

Breaking Bad, der nu kører i sin femte sæson, er tv på en ny måde. Walt er en mand, man ubetinget fatter sympati for, men i hans forsøg på at skrabe penge sammen til sin egen familie, smadrer han utallige andre med det narko, han sender på markedet. Det viger serien overhovedet ikke tilbage fra, og mødet med de her meth heads er nogle af de mest ubehageligt memorable øjeblikke. Seriens realisme slår hårdt igennem; der er ingen helte i det her show.

Serien er blevet nomineret til alle mulige priser de sidste fem år, og har vundet en hel del af dem. Bryan Cranston, der spiller Walt, har tre år i træk hevet Emmy’en for Outstanding Lead Actor in a Drama Series hjem, og det er mere end fortjent. Han spiller på samtlige facetter af en mand med problemer, der vælger at tage sagen i egen hånd, og han gør det helt ubegribeligt godt. Udviklingen fra stille mand til narkobaron er ganske forbløffende.

Breaking Bad er svær at lægge fra sig, når man først er startet. Historien er helt igennem anderledes, ganske utilregnelig og fortalt helt uden brug af filler. Skuespillerne er fantastiske, manuskriptet er helt oppe i skyerne, og den visuelle side er et slagfast billede på et land og en mand i forfald, hvor kameraet giver sig tid til at dvæle ved alle de ubehagelige detaljer, vi vender hovedet fra i virkeligheden.

Jeg er kun to sæsoner inde, men det skal ikke forhindre mig i at give serien de allervarmeste anbefalinger, jeg kan finde frem. Man plejer at slutte en anmeldelse af med en bemærkning om, at “hvis du kan lide Matador, så skal du også se den her”, for at gøre et sidste forsøg på at trække dem ind, der ikke gad læse teksten ovenfor. Breaking Bad er ikke i en kategori, hvor den kan anbefales på baggrund af andre serier. Den er sin helt egen, og anbefalingen er næsten alt for nem: Se den.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz