The Secret Life of Walter Mitty
Walter Mitty (Ben Stiller) er en kedelig kontornørd, der gemmer sig i kælderen på det nu hedengangne Life Magazine, hvor han fremkalder billeder fra hele verden, efterhånden som fotograferne sender dem ind. Han er en dagdrømmer, der lever sig ind i de spændende motiver, der krydser hans bord men aldrig hans virkelighed.
Indtil den dag Life Magazine skal laves om til et eller andet dot.com-agtigt, og en bunke hæslige outplacement-typer med moderigtige fuldskæg rykker ind. De beder Walter om et specifikt billede fra magasinets stjernefotograf, som skal på forsiden af den sidste papir-udgave af magasinet. Der er bare det problem, at Walter ikke kan finde billedet. Af frygt for at miste sit job, tager han ud på en vild tur for at opspore fotografen og få fat i billedet.
The Secret Life of Walter Mitty er oprindeligt en kort novelle af James Thurber fra 1939 om en mand, der dagdrømmer sig ud af virkelighedens trummerum. Her, i hænderne på manuskriptforfatter Steve Conrad, er den blevet udvidet til en dannelseshistorie, hvor den bløde mand i betonkontoret vågner op og realiserer sig selv og den verden, han befinder sig i. Hopper ud af dagdrømmeriet og ind i virkeligheden, hvor forskellen mellem sofaen og det vilde eventyr kun er et spørgsmål om at hoppe ind i en helikopter med en stangstiv pilot på Grønland.
Filmen starter komisk, hvor vi får lov til at tage del i Mittys dagdrømmerier i hvis bare jeg turde sige min mening-genren, ledsaget af vilde eksplosioner, Benjamin Button og superheltekampe i New Yorks gader. Men efterhånden som Walter oplever det rigtige eventyr, bliver han et mere helstøbt menneske, tør sige sine meninger, og dagdrømmene forsvinder sporløst. Stiller gør det overordentligt godt i hovedrollen, og hans transformation fra grå kontormus til globetrotter er ganske overbevisende.
Hans søgen efter den flygtige fotograf bringer ham til Grønland, Island og himalaya-bjergene. Filmens lille hemmelighed er, at det hele er skudt i Island, og der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at den klump klipper oppe nordpå bare er endeløs smuk. Filmen får således mange lange stunder til at gå med bare at fjolle rundt i landskabet, men det kan jeg altså godt undskylde, når det ser så godt ud.
Det er bestemt ikke kun Island, der tager sig godt ud i denne film. Life Magazines kontorer, som ikke har eksisteret de sidste 40 år, er blevet genskabt med så meget kærlighed, at men næsten kan dufte linoleum-gulvene og skrivemaskinerne. Alene farverne får kontorlandskabet til at give bjerglandskabet kamp til stregen. Det et også en finurlig oplevelse at bestemme filmens tidsperiode, der ser ud til at ligge et sted i 60erne i et parallelunivers med smartphones og computere.
Men de flotte landskaber og farver er ikke helt nok til at få mig til at glemme komikken i starten, der virker alt for overgearet og barnlig i forhold til det ganske dybsindige sindelag, som broderparten af værket er gennemstrømmet af. Jeg kan heller ikke forene mig med de helt igennem åndssvage og fuldstændigt karikerede outplacement-folk, der er hyret til at fyre de fleste af medarbejderne på Walters arbejde. Det er gjort alt for overfladisk og dumt, så der går en god chance for at vise den lille mands kamp mod den uretfærdige overmagt spildt.
Filmen starter som en komedie og gradvist finder den ud af, hvad den egentlig vil. Man kan naturligvis argumentere for, at det er en fin analogi til Mittys (og måske endda også Ben Stillers) eget liv, men for mig virker det mere som to forskellige film, der er klistret grimt sammen.
The Secret Life of Walter Mitty er ikke stor kunst eller den nye Forest Gump, som coveret udbasunerer. Den er en fin historie om at gribe livet mens man har chancen, turde stå ved sine meninger og slås for det, man tror på. Den komiske start passer slet ikke til resten af filmens alvor, men når solen går ned over bjergkammene på Island, er man klar til at tilgive meget. For lige meget hvad, jeg sidder og brokker mig over, er The Secret Life of Walter Mitty en visuelt utrolig smuk film.
