Fantasy Life
Fæld et træ, sav tømmeret op, snedkerer en bue, skyd et monster med buen, sy tøj af skindet og lav mad af resten. Fantasy Life er Gør-Det-Selv på højeste plan.
Med tolv forskellige leveveje (kaldet Lives, deref spillets navn) kan man virkelig få lov til at prøve lidt af hvert i Fantasy Life. Har man tiden til det, kan man faktisk få lov til at mestre dem alle: Paladin, lejesoldat, jæger, troldmand, minearbejder, skovhugger, fisker, kok, smed, snedker, skrædder og alkymist. Hver enkelt af disse jobs burde være nok til et helt spil, men Level-5 har simpelthen afmonteret bremserne på udviklingsbussen, der har ræset rundt over hele landskabet med de talentfulde udviklere. Spillet har dog også været så lang tid undervejs, at det først blev annonceret til Nintendo DS for senere at udkomme til 3DS.
Man starter med at vælge et job og udføre en introduktions-quest. Når den er overstået, kan man enten fortsætte i sit job eller skifte til et andet. Man mister ikke noget ved at skifte, og det tilrådes endda at man lystigt skifter mellem alle de jobs, man har brug for. Pointen er, at med disse jobs kan man selv klare alle spillets udfordringer – men man kan også lade være, og bare købe sig til det man mangler, selvom det naturligvis er dyrere end at lave det selv.
Med hvert job følger en række quests, man skal løse for at avancere i jobbet og blive bedre til det. Er man jæger, skal man skyde et antal specifikke dyr; er man skovhugger, skal man fælde et antal bestemte træer osv. Man stiger i graderne fra nybegynder til mester og får adskillige bonusser undervejs. Det er her, at Fantasy Life trækker spilleren ind i sit blide favntag time efter time efter time.
Alt har bonusser. Selvfølgelig har våben og udstyr de sædvanlige bonusser, men dit job har også bonusser, og de produkter, du producerer har bonusser. Avancerer du i et job, får du bonusser, du kan trække med over i andre jobs. Og så er der gud hjælpe mig også en bonus for fryd, som – når du har samlet nok af den – blandt andet giver dig mulighed for at få kæledyr, større rygsæk og ride på en hest.
Ligesom i Skyrim er der en hoved-historie og ca. en million milliard mindre quests, man kan udføre, som man lyster. Og ligesom i Skyrim starter man spillet med det mål at nå hen til et specifikt område og klare en specifik opgave – og bruger fire-fem timer på at lave alt muligt andet, fordi, hov, hvis jeg lige skyder tre af dem dér, kan jeg afslutte questen, jeg fik af drankeren på værtshuset. Og hov, de der blomster var der vist en pige, der samlede på. Og, nææh, nu kan jeg lave stærkere våben – men hov, så skal jeg vist da lige fælde nogle træer først, og – wow! – der er et Elder Tree, så kan jeg endelig få snedkereret den kommode, hoffet har ventet på længe, og.. Hold da op, klokken blev mange.
Fantasy Life skal spilles af den slags mennesker, der ikke har noget specielt formål med et spil andet end at blive underholdt. Det minder meget om Animal Crossing på en del punkter – man samler frugter, fanger fisk, fælder træer, modtager post og dekorerer sine huse (ja, alle tre). Men til forskel fra Animal Crossings totale mangel på mål, har Fantasy Life så ufatteligt meget at byde på, at man stort set kan gøre lige det man har lyst til den dag. Plukke blomster eller slås med drager? På fisketur eller videre i historien? Det styrer du selv.
Problemet med Fantasy Life er ikke, at det er stort; mere at det er uoverskueligt. Med så stort et spil, forventer man at blive hjulpet blidt i gang og gradvist åbne op for flere og flere muligheder og områder. Fantasy Life kaster spilleren hovedkuls ud i spilverdenen, og man har adgang til det meste fra starten. Det kan hurtigt tage pusten fra selv en meget dedikeret spiller. Bevares, man bliver holdt i hånden i begyndelsen, men spillet belønner udforskning, og historien afhænger af det, så man når sjældent at blive komfortabel med et område, før man føler sig presset til at vandre ind i det næste og tage hul på en hel række nye udfordringer og et par tusinde nye quests.
Mange aftener sad jeg og kiggede på den lukkede 3DS med sit svagt pulserende jeg er klar, når du er-lys på fronten. Med alle de muligheder og alle de jobs og alle de quests, der gemte sig bag det lukkede låg, magtede jeg næsten ikke at åbne for den. Bare tanken om alt det, jeg endnu ikke havde fået gjort, var næsten ved at tage pusten fra mig. Når jeg så tog mig sammen og åbnede maskinen, strøg der tit tre-fire timer afsted uden at jeg ænsede ret meget andet omkring mig.
Men selv efter 20 timers spil havde jeg kun taget hul på tre jobs og kun kradset lidt i overfladen af spillet. Det siger meget, at spillets ur tæller timer med tre cifre: Du kommer til at bruge helt enormt meget tid i Fantasy Life. Kan man lide open world-spil, vil den slags sikkert være helt naturligt at give sig i kast med. Jeg var dog overvældet af mulighederne, og havde hellere set en drypvis tilgang til verdenen og dens utallige muligheder.
Med job-relaterede quests, quests fra forskellige beboere i landet og historie-relaterede quests, kan man let miste overblikket, og jeg savner i den grad at markere en quest som aktiv og få en pil i retning af, hvor jeg skal gå hen for at opfylde målet. I stedet må man slå op i listen og se, om der er noget i området, man kan udføre, hvilket virker lidt bagvendt. En anden mangel er spillets kort, der er tæt på at være ubrugeligt, da det bare er et gnidret billede på skærmen uden angivelse af navne. Man kan bruge det til at finde ud af nogenlunde hvor man er, men heller ikke meget andet. Senere bliver der åbnet op for at rejse hurtigt mellem områder, hvilket gør ting en del lettere, men Level-5 har tabt bolden med de manglende quest-markører og det ligegyldige kort.
Til gengæld har Level-5 i den grad formået at gøre resten af spillet til en eminent nydelse. Med Professor Layton-serien har de allerede bevist, at de mestrer det gode og især hyggelige bruger-interface og det ekstremt kompetente grafiske design, og med Dragon Quest VIII viste de også, at open world bestemt ikke er noget problem for dem. De dyder gør sig i den grad også gældende i Fantasy Life, der er et helt utroligt flot og detaljerigt spil.
Karakterer og monstre er designet af Yoshitaka Amano, som retro-fetichister og gamle folk vil mindes fra Final Fantasy I – VI, hvor Amano stod for hele designet. Den nu 62-årige Amano har dog aldrig sluppet pennen og har været involveret i alle Final Fantasy-spil til dato. Nutidens historieløse ungdom vil måske svagt kunne huske de fine akvareller og flotte baggrunde i Ubisofts Child of Light – det er også Amano. De fine detaljer i Amanos design er desværre gået tabt i den lave opløsning på 3DSen, men de mange utysker ser dog stadig rigtig godt ud på en herlig retro-agtig måde. De animerede mellemsekvenser savner derimod ingen detaljer og er dybt imponerende.
På lydsiden brillerer den lige så navnkundige Nobuo Uematsu, og spillets mange musikstykker bliver lynhurtigt til ørehængere af højeste klasse, man går og nynner længe efter man har lukket 3DSen. Men i stedet for at høre mig ævle om de kunstneriske kvalitet, så tjek traileren ud.
Det kan godt være, at man kan føle sig lidt fortabt i den enorme verden i Fantasy Life – men man har altid noget pænt at se på og dejligt at lytte til.
Der er en muligvis fin og velfungerende online-del i spillet, hvor op til tre spillere kan mødes og arbejde sammen i spillet. Muligvis, fordi det på 3DS ikke er muligt at lave friend requests i Miiverse (hvilket man bizart nok godt kan på WiiU), og det derfor ikke er lykkedes mig at finde nogen at spille online med endnu.
Fantasy Life er et helt enormt stort og lige så enormt hyggeligt spil. Har du længe savnet et spil, der er lige dele Animal Crossing og Skyrim, er Fantasy Life svaret på dine bønner og sandsynligvis et endeligt farvel til dit virkelige liv. Med utallige quests, 12 forskellige jobs, en stor historie og en endnu større verden, er den tre-cifrede timetæller på status-skærmen ikke bare for sjov: Der er seriøst meget at foretage sig her. Så meget, at det kan virke uoverskueligt overhovedet at gå i gang. Men har du lysten – og især tiden – er Fantasy Life nok det eneste spil, du behøver at købe inden julegaverne pakkes ud. Du får alligevel ikke tid til andet.
