Ace Attorney 5: Dual Destinies

So our first witness is… a cardboard box?

For femte gang udgiver Capcom en ny historie i den stærkt underholdende advokatserie Ace Attorney. De første tre, udgivet på Gameboy Advance for snart 15 år siden, har opnået legendarisk status, og ligemeget hvor meget Capcom anstrenger sig, vil de nok aldrig blive overgået. Især set gennem de rosenrøde nostalgiske briller, de fleste af os betragter den serie med. I fjerde forsøg skiftede de forfatter og karakterer ud, hvilket resulterede i en direkte dårlig udgivelse. Så var der et par spin-offs, hvor man fulgte anklageren Edgeworth. De er efter sigende okay, men desværre er kun den første udgivet på engelsk.

Dual Destinies er det femte spil i hovedserien, og er lidt af en blanding af den originale trilogi og den udskældte firer. Phoenix Wright er tilbage, men Apollo Justice er også med – dog langt mere underholdende end tidligere. Maya er ude, men til gengæld er Athena Cykes trådt til som en af seriens stærkeste karakterer. Detektiv Gumshoe er væk, men Bobby Fulbright er en hysterisk sjov efterfølger. Den originale trilogis forfatter, Shu Takumi, havde travlt med at lave Professor Layton vs. Phoenix Wright sammen med Level-5, så denne gang er Takeshi Yamazaki pennefører, og har paradoksalt nok lavet et langt bedre manuskript, end Takumi præsterede ovre i Layton-land.

Hvis du allerede kender serien – og det bør du virkelig – så læs bare videre her. Ellers læs anmeldelserne af de andre spil i serien for at få en fornemmelse af, hvad de går ud på. Kort sagt er der tale om visuelle romaner, hvor man trykker sig igennem handlingen og dialogen, undersøger gerningssteder og præsenterer det rigtige bevismateriale på det rigtige tidspunkt under retssagen for at få frikendt den altid uskyldigt anklagede. Det lyder ret kedeligt, og hvis det ikke var for spillenes sindssygt velskrevne dialog og allestedsnærværende humor, var der nok ingen, der gad spille dem. Ace Attorney er den slags spil, man ikke tager med i toget, med mindre man er ligeglad med at sidde og hulke af grin i sit sæde. De her spil er noget af det ubetinget sjoveste, der nogensinde er udgivet i spilmediet, og jeg kan straks trøste med, at Dual Destinies bestemt ikke skuffer her. Spillet er proppet med gakkede eksistenser, dommeren er stadig bagom dansen, der bliver slået i borde og peget fingre, og der er fyldt med running gags, der bare bliver sjovere og sjovere med tiden.

Og ting bliver hele tiden skruet op på 11. Du kommer til at afhøre en papkasse, en astronaut, en pro-wrestler-borgmester og en hval. Anklageren Simon Blackquill lukkes kun ud af fængslet for at deltage i retssagerne, og han har en ørn. Som angriber folk. Ace Attorney er så langt fra de amerikanske advokat-tv-serier, som man overhovedet kan komme.

Det har altid været et kendetegn ved serien, at sagens fakta bliver præsenteret på en facon, hvor man selv kan regne de vigtige ting ud på de rigtige tidspunkter og sidde og føle sig enormt klog over at have spottet inkonsistensen i et vidneudsagn, og ryste vidnet med præsentationen af hårdt bevismateriale. Dual Destinies er måske lidt for let på dette punkt, for nogle gange havde jeg regnet den ud i forvejen, og sad bare og ventede på hvornår historien ville give mig lov til at gennemhulle vidneudsagnet. Det var dog langt fra altid tilfældet; for det meste var historien og mine aha-udbrud nogenlunde synkroniserede.

Spillet består af fem episoder, der bindes sammen til en helhed undervejs og får en rigtig fin sløjfe på i femte og sidste episode. Typisk for serien er der et par fyld-episoder i midten, og sidste episode vender ikke blot op og ned på episodens retssag, men hele spillets historie. Den havde jeg godt nok ikke set komme, hvilket er så god en anbefaling, som man kan give. Ligesom i den gamle 3’er, er den sidste episode her også en dramatisk affære, og jeg er fuld af beundring over, hvordan et spil, der primært sælger sig selv på gakkede påfund, formår at bringe så mørk en fortælling til torvs, uden at det virker forkert eller upassende. Der sker nogle ting, historien tager en drejning, og stille og roligt bliver det meget alvorligt; næsten uden man bemærker det, fordi man er så pokkers opslugt af at få lige netop dét drab opklaret. Klogt nok bliver der lagt låg på tosserierne i sidste episode, men andet ville også være helt malplaceret.

Oversættelsen er virkelig god og har en rigtig naturlig afvikling af dialogen. Det er ingen nem opgave at løse, når spillet består af kilometervis af tekst og er rigt på ordspil. De tidligere engelske udgivelser i serien var præget af slåfejl og navneforvirringer, men den slags fejl – udover en enkelt svipser – er væk i Dual Destinies.

Man kan kritisere spillet for at køre helt på skinner og ikke give spilleren frihed til at foretage sig noget som helst på egen hånd. Det er rigtigt, men det er også at misse pointen. Man foretager sig nemlig rigtig meget på egen hånd, men man gør det ikke på skærmen. Det foregår inde i hovedet, hvor man nyder dialogen samtidig med at man reflekterer over, hvad der bliver sagt, om det nu også kan være rigtigt, og hvornår var hun helt præcist i gymnastiksalen, hvis vidnet siger, at hun så den mistænkte med vådt overtøj allerede om formiddagen? Når Dual Destinies tager sig sammen, er det lige så fantastisk som at læse en god krimi: Man bliver suget ind i gåden og glemmer både tid og sted.

Grafisk har Capcom løftet serien op i samme liga, som de nyeste Layton-spil: alt er nu renderet i 3D, og det ser utrolig godt ud. Man kunne naturligvis frygte at charmen fra de gamle 2D-tegninger ville gå tabt i springet til 3D, men intet kunne være længere fra sandheden. Karaktererne er animeret blændende godt og lynhurtigt, og spillet virker langt mere levende, end det nogensinde har gjort. Springet til 3D betyder også, at spillet ser blændende godt ud på iPad, der jo har langt højere opløsning end Nintendos maskiner. Genudgivelsen af den originale trilogi på iOS led under et kunstigt skaleret udseende, der bestemt ikke gjorde originalen nogen tjenester. Nu er det lige omvendt: 3DS-udgaven, som jeg også har spillet, ser virkelig gnidret ud i forhold til det knivskarpe billede, man får på iOS. Dette er den definitive udgave af spillet – tjek selv et par minutter på YouTube.

Lydsiden er, forventeligt, fantastisk. Serien har altid haft en lyd, der er mindst lige så overgearet som handlingen, den reflekterer. Tekst ledsages af eksplosioner, brag, knald, piskesmæld, rystende skærm, blink og meget andet, perfekt timet til ordenes fremkomst på skærmen – hvilket må have været endnu en stor byrde på oversætterholdet. Andre lydeffekter er også af exceptionel kaliber; en simpel ting som en sladderjournalist, der sletter billeder på sin laptop, er præsenteret med lyden af en gammel harddisk. Scenen var i forvejen sjov, men lige præcis dén lyd gjorde den uforglemmelig.

Musikken er også perfekt tilpasset handlingen, så drama, humor og alvor får en perfekt musikalsk underbygning. Det er der ikke noget nyt i, da seriens musik har været ikonisk lige fra første færd, men man bliver bestemt ikke skuffet i Dual Destinies.

Objections? Nej, egentlig ikke. Man får den første sag gratis, og for 99 kroner låses hele spillet op. Dual Destinies er historiemæssigt ikke helt på højde med den originale trilogi, men det er også den eneste indsigelse, jeg har mod spillet. Humoren er i top, karaktererne er geniale, sagerne er bygget godt op og tosserierne er som altid i deres helt egen liga.