The Sopranos

max1131522779-front-cover4 Stars

For 15 år siden var The Sopranos noget af det hotteste tv i verden. Den er stadig rigtig god i 2015, men verden har ændret sig en del siden.

I 1999, da The Sopranos rullede over de amerikanske tv-skærme for første gang, skete der noget skelsættende. Hidtil havde tv været en noget ligegyldig affære, med tamme og forudsigele serier. The Sopranos ændrede alt, og var det egentlige startskud til den mangfoldighed af dybt relevante tv-serier, vi nærmest er oversvømmet af i dag.

Tony Soprano er en gangster i New Jersey, der prøver at balancere livet som gangster og familifar tilsat en mor, der på ingen måde elsker ham. Det kan ikke være let at være en hårdkogt skid fra 9 til 17 og så komme hjem og spise aftensmad med konen og hygge med ungerne. Efter en serie angstanfald bider Tony i det sure æble og begynder at gå til psykolog.

Det var egentlig konceptet, som forfatter David Chase pitchede til en række studier. Hans tanke var at lave en film ud af det, men de mente der var mere kød på skidtet og overbeviste ham om at udvikle konceptet til en tv-serie i stedet. Heldigvis, må man sige, for der er virkelig meget mere kød på den historie, end en enkelt film kan rumme. Serien løb fra 1999 til 2007 over i alt 86 episoder, hvor seeren virkelig får lov til at dykke ned i alle facetterne af Tonys liv og de folk, han omgiver sig med.

Tony Soprano er spillet af James Gandolfini, der desværre døde i 2013 kun 51 år gammel, og han bærer naturligvis hele serien. Gandolfini er god til at portrættere balancen mellem brutalitet og kærlighed på en troværdig måde. Tony Soprano er i bund og grund en simpel mand, der tror på de gamle værdier om familie og ære, og det får brutaliteten til at glide lettere ned hos seeren, for han er jo nødt til at gøre det, han gør.

Firkløveret, der gør hele serien seværdig: Christopher Moltisanti, Tony Soprano, Paulie Gualtieri og Silvio Dante.
Firkløveret, der gør hele serien seværdig: Christopher Moltisanti, Tony Soprano, Paulie Gualtieri og Silvio Dante.

Omkring Tony, som hurtigt bliver New Jersey-mafiaens overhoved, er en række skumle personer, som enten er dybe og facetterede (Christopher Moltisanti) eller nærmest komisk islæt (Paulie Gualtieri og Silvio Dante). Moltisanti er den unge opkomling, som Tony tager under sine vinger og gør til en made guy. Han skal godt nok meget igennem i seriens lange løb, men han er en af de mest sympatiske og relaterbare karakterer i universet, så man liver altid op, når en episode fokuserer på Moltisantis strabadser. Paulie er af den helt gamle skole, en gnier med plastic på sit sofa-arrangement og klædeskabet fyldt med hvide, nypudsede lædersko. Han er ældre end de fleste andre i gruppen, men forsøger efter bedste evne at følge med og fedte sig ind, hvor end han kan. Silvio Dante er bare Gangster med stort G, som var han trådt lige ud af en Godfather-film. Han spilles, sjovt nok, af rockmusikeren Steven Van Zandt, og han gjorde det så godt, at han nu har fået sin helt egen – og komplet urelaterede – tv-serie, hvor han spiller en hårdkogt gangster i et vidnebeskyttelsesprogram. I Norge. Lilyhammer skal nok få sine egne ord her på siden en gang, når jeg får set den færdig.

Det går helt Breaking Bad-galt, når Chris og Paulie prøver at nakke en russisk gangster.
Det går helt Breaking Bad-galt, når Chris og Paulie prøver at nakke en russisk gangster.

Portrætteringen af mafia-livet i New Jersey er lavet uden filter, og det er her The Sopranos skiller sig ud fra den anonyme masse af datidens tv-serier. Der er ikke gjort noget for at pynte på tingene eller lave unødvendig ramasjang, og man sidder tilbage med en følelse af, at det sgu nok er sådan det er at være i den italienske mafia i New Jersey. Denne rå og realistiske portrættering fik kritikerne til at gå fuldstændig i baglås og gang på gang udråbte diverse medier The Sopranos til at være den bedste tv-serie, der nogensinde er lavet. Undervejs har serien høstet ikke mindre end 21 Emmy’er og fem Golden Globes.

Den var sikkert også verdens bedste, dengang. Men de mure, som The Sopranos brækkede ned og resulterede i at tv-serierne blev taget alvorligt, har senere resulteret i en ren flodbølge af gode tv-serier, hvor gode skuespillere, gode manuskripter, gode instruktører og en eksperimenterende trang til at prøve grænser af og gå nye veje, har resulteret i perler som Breaking BadTrue Detective, The Wire, Deadwood og Sons of Anarchy for bare at nævne nogle personlige favoritter. Der er mange andre.

Livia Soprano. Værste (og sjoveste, på den sorte måde) mor nogensinde portrætteret i en tv-serie
Livia Soprano. Værste (og sjoveste, på den sorte måde) mor nogensinde portrætteret i en tv-serie

I dét lys er The Sopranos egentlig ikke noget specielt. Men det er ikke kun de nytilkomne, der slår skår i glæden: Serien er simpelthen for lang, og gassen går af ballonen i de sidste to sæsoner. Det hele er der, ellers: Gode karakterer og spændende situationer, men der mangler en sammenhæng i serien. I stedet for at fremstå som en solid og sammenhængende sag, er den nærmest porøs. Skrøbelig og fyldt med underlige huller, der mangler at blive fyldt ud.

En anden skuffelse ved serien er uheldigt nok Tony Soprano selv. Igennem de første fem sæsoner holder man med ham på samme måde, som man hepper på Walter White i Breaking Bad: Han er en kriminel fyr så langt på den forkerte side af loven, at han ikke står til at redde. Men han gør det for at beskytte sin familie og give dem et godt liv. Det ændrer sig i sidste sæson, hvor han langsomt forvandles til et røvhul, der mest af alt tænker på sig selv. Sympatien for ham fordufter stort set. Det er helt bevidst skrevet på den måde, men jeg forstår bare ikke hvorfor, og det efterlader mig med en kedelig smag i munden. Det er både synd og unødvendigt.

Efter 86 episoder må man konstatere, at der ikke er sket en egentlig udvikling igennem serien, blot en konstant tilførsel af nye problemer både på den kriminelle side og i hjemmelivet, som alle bliver løst og erstattet af nye problemer. I seriens første episode sidder Tony over for sin psykolog og snakker om sine problemer. Det gør han også i den sidste, og det var en brat opvågnen for mig: Hvorfor har jeg egentlig set alt det her?

Forklaringen ligger i karaktererne snarere end handlingen. Det er virkelig en guldgrube af karakterer, de har fabuleret sig frem til, og det er for deres skyld, at man blænder op for episode efter episode. De hårdkogte mænd er selvfølgelig nogle værre banditter, men de har også liv og følelser og især en tyk, sort humor, der godt nok bruges sporadisk, men næsten altid resulterer i latterudbrud hos mig.

Johnny Sack: Sur og fængslet mafiaboss.
Johnny Sack: Sur og fængslet mafiaboss.

Seriens centrale firkløver udgør naturligvis broderparten af de gode oplevelser, men undervejs i de mange episoder optræder en del gæster i mindre roller, der er lige så vigtige: Steve Buschemi og Joe Pantoliano er især memorable, men mindre roller som John “Johnny Sack” Sacramoni (Vince Curalota) og Tonys søster Janice bidrager i den grad også til at opbygge et solidt og memorabelt persongalleri.

Det kan godt være, at The Sopranos var verdens bedste tv-serie en gang. Det er den ikke mere, for den er blevet overhalet af de nyskabelser, den selv banede vejen for. Man kan ikke undgå at respektere, hvor nyskabende den var i sin tid, hvor mange kasser, den brød ud af og genrer, den brød ned, men det ændrer ikke på, at den i bund og grund bare er et lidt gritty familie-drama. Underholdende og spændende, ja, og helt klart seværdig – forvent bare ikke at blive blæst bagover, som folk gjorde for 16 år siden. Se den for det blændede gode skuespil og de mange eminente roller.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz