Treme

Treme_Serie_de_TV-654554266-large4 out of 6 stars

David Simon does New Orleans.

Hvis du kender David Simon, behøver du egentlig ikke at læse mere end manchetten ovenfor. Efter mesterværket The Wire har Simon vendt blikket fra Baltimore til New Orleans.

Til forskel fra The Wire, gik jeg ikke i leksikon-mode og undersøgte alt om serien, mens jeg så den. Det er den ikke helt god nok til, så meget af denne anmeldelse er baseret på min opfattelse og ikke hårde fakta.

I 2005 smadrede orkanen Katrina ind over New Orleans og lagde store dele af byen øde. Bush, der dengang var præsident, lovede at bygge byen op igen så hurtigt, som muligt. “I bliver ikke glemt!”, gjaldede han.

Men det gjorde de, for hvem gider kaste penge efter en bunke synge-negere nede i sydstaterne? De må sgu selv rode med deres problemer. Og så blev David Simon sur på den specielle måde, der resulterer i en fed tv-serie.

Simons ærinde er at vise, hvilken helt speciel kultur, der eksisterer i New Orleans – og kun dér. Man kommer til at høre rigtig meget musik i løbet af de to sæsoner (af i alt fire), jeg indtil videre har tygget mig igennem. De her folk benytter enhver undskyldning for at rende ud i gaderne og danse til hornmusik. Alle kender naturligvis Mardi Gras, den årligt tilbagevendende fede tirsdag, men der er langt mere tant og fjas i byen. F.eks. åbner serien op til en begravelse, hvor de spiller musik og danser i gaderne. Så er der second lines, hvor de spiller musik og danser i gaderne. Jeg forstod aldrig, hvornår og hvorfor en second line opstår – tilsyneladende, når de har lyst – for typisk for David Simon bliver der ikke forklaret noget som helst, man må bare følge med strømmen. Det giver serien en ret fed følelse af at være turist i New Orleans og man må bare prøve at suge så meget til sig, som muligt.

Når de ikke danser i gaderne, spiller de musik på noget af retning af tre millioner små, intime spillesteder, der er strøet ud over byen med jævn hånd.

Stilen bliver lagt lige fra åbningen af første episode, hvor nogle sorte har en samtale, der mest af alt minder om en narkohandel fra The Wire. Men de er såmænd i færd med at aftale prisen for at spille musik og danse i gaden. Y’all do look correct, though.

Handlingsmæssigt er Treme noget af et afbræk fra The Wire, for der sker stort set ikke en skid i den her tv-serie. Simon har valgt at fokusere på en broget skare af byens personager og følge deres liv i det tumultariske efterspil efter Katrina. Vi følger en advokat, en politimand, en bartender, en basunist (eller hvad man er, når man spiller på trækbasun), en entreprenør, en kok, en hollænder, en DJ, en violinist, en sort indianer, og mange andre små eksistenser uden store roller i livet. Helt almindelige mennesker som dig og mig, der har fået vendt op og ned på tilværelsen, og prøver at få fodfæste igen.

Der er ikke noget drama (bortset fra et par mord hist og her, det ér jo USA), der er ikke nogen fortælling med modgang og sejr, og der er ikke noget Robert Altmansk plot, der væver alle fortællingerne ind i hinanden. Der er bare nogen, der står op om morgenen og passer deres liv. De danser dog en del mere i gaderne, end vi andre gør.

Med disse menneskers liv væver David Simon en større historie om politisk korruption, magtmisbrug, politivold og bandekriminalitet. Men den noget barske politiske agenda er så langt i baggrunden, at den næsten ikke anes, og Treme bliver mere en fortælling om dagliglivet i New Orleans fremfor et politisk debatindlæg. Hvilket jeg på ingen måde begræder.

På rollelisten er en del gengangere fra The Wire og Simons første tv-serie Homicide, samt en hel masse ukendte ansigter og lokale legender; præcist som tilfældet var med The Wire. Med så stor fokus på musik er det kun naturligt at en stor del af byens lokale musikere optræder i serien. Nogle af dem kan endda skuespille lidt, og de har fået større roller. Jeg kan ikke helt gennemskue hvem, der er skuespillere, og hvem der er rigtige New Orleans-personligheder, men jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det. Som i alt, hvad David Simon laver, er autenticiteten i højsædet, så jeg vælger at tro at næsten alle medvirkende er the real deal, og det vil kun trække ned i oplevelsen at få afsløret hvem, der “bare” er skuespillere.

Hvis man kan lide musik – primært Jazz – er Treme et skønt show at fordybe sig i, for jeg vil skyde på at omkring halvdelen af hver eneste episode er nogle dygtige musikere, der bare har det fedt (ja, det er Bunk Moreland fra The Wire. Jeg vælger at tro på, at han selv synger så godt). Treme er mere en stemning, end en fortælling. Man tænder en episode og lader sig bare falde hen mens rytmerne skyller ind over sanserne og folk tuller rundt og passer deres liv. Det er ikke et monumentalt mesterværk som The Wire, men det er en udsøgt nydelse, jeg i hvert fald er glad for at have oplevet. Mange er faldet fra grundet manglende handling – men jeg har nydt hver eneste episode, og har fået en ubændig trang til at hoppe på en flyver til New Orleans, drikke mig fuld og danse til musik i gaderne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.