Pebble Time

pt_black_single-f43b1a411bd45a467ca5f7d0b1224ec7I 2013 gik Pebble på Kickstarter og fik en fænomenal backing på deres Smart Watch Pebble. Det var før Apple Watch gjorde sit indtog og før der var rigtig hype omkring de har smarte ure, der kunne mere end bare at vise klokken.

Jeg købte et Pebble og var ret glad for det.

Pebble-folkene strøg igen på Kickstarter for at backe den næste version af uret, Pebble Time, og det tog mig ikke mange minutter at hælde penge efter dem igen.

Humlen i et smartur er, at det i sig selv ikke kan ret meget, men forbundet til den smartphone, du alligevel altid har i tasken eller lommen, kan det bringe informationer fra din telefon over på dit håndled.

En ordre tikker ind!
En ordre tikker ind!

I en verden, hvor telefonerne bliver evigt større, giver de smarte ure mere og mere mening. Jeg er nu på iPhone 6 plus, og selvom jeg er virkelig glad for det store display, er det ikke så nemt lige at hive den op af lommen for at se, hvad klokken er, hvilket møde, der starter om et kvarter, hvem der ringer, hvad der står i den seneste mail eller hvad konen skriver på sms.

Hah. Sms. Som om det stadig var noget, folk brugte i 2015. Men du ved, hvad jeg mener.

Alle beskeder bliver serveret sammen med en vibration fra uret. Det er en meget vigtig detalje, for selvom telefonen vibrerer ganske kraftigt, sker det utallige gange, at jeg ikke mærker det, når den ligger i lommen. Hidtil har jeg ikke overset en eneste vibration fra mit gamle Pebble, da uret altid er i direkte kontakt med håndleddet. Vibrationen i Pebble Time er blevet endnu kraftigere og bagsiden af uret er nu svagt kurvet, så den har bedre kontakt med armen.

I 2013 var jeg begejstret over, hvor meget etikette og social finesse, jeg kunne udvise ved at lade telefonen blive i lommen:

En anden, og helt uforudset, fordel ved Pebble er, at man ikke konstant har behov for at trække telefonen op af lommen for at se, hvad der nu er sket. Det irriterer mig at gå til møde eller på café, og se at folk som det første lægger deres telefon frem på bordet og løbende tjekker beskeder under mødet. Det er uacceptabel opførsel i min bog, og jeg kan nu selv undgå det ved blot at kigge diskret på uret fra tid til anden.

Opkald kan afvises direkte på uret.
Opkald kan afvises direkte på uret.

Det er stadig korrekt, men jeg har til gengæld fået mange rynkede bryn peget i min generelle retning, når jeg under lange møder hele tiden sidder og tjekker mit ur. Jeg ligner en, der ikke gider være til stede og bare venter på, mødet er overstået. Jeg er ved at komme frem til, at ligemeget hvor subtile forstyrrelserne er, er det stadig faux pas både at være online og fysisk til stede. Selvom jeg nu får beskederne i uret, er jeg jo stadig mentalt fraværende, når jeg sidder og tjekker dem i stedet for at høre efter. Teknologien kan ikke hjælpe os her, og det fundamentale problem er, at vi skal lære at være ét sted af gangen.

Men lad os kigge på det nye Pebble Time ur og finde ud af, hvorfor “Time” er klistret på navnet. Selve urkassen har fået nyt design, som jeg egentlig ikke synes så skide godt om. Der er nu en ramme uden om en ramme om displayet, og selvom det designmæssigt er ganske pænt, giver det et indtryk af, at skærmen er mindre end i det originale Pebble, hvilket ikke er tilfældet. Jeg kunne bedre lide det gamle design, hvor skærmen gik i ét med rammen, så længe farven var sort.

Glasset er blevet erstattet med Gorilla Glass og skulle nu være sværere at ridse end det gamle Pebble, der blot havde klar plastic foran skærmen. Jeg forudså, at det ville blive ridset, og det blev det i dén grad også. Jeg håber det holder sig lidt pænere denne gang.

Min nuværende urskive. Engage!

Skærmen skal til gengæld have alle mulige roser med på vejen. Det er stadig noget, som de kalder “e-paper display”, men i virkeligheden er en transfleksiv LCD-skærm. Det betyder, at bagsiden af skærmen er reflekterende, og det lys, der kommer ind udefra bliver kastet tilbage. Derved opnår skærmen den herlige effekt at blive mere tydelig, jo skarpere lys man betragter den i. Da der ikke er brug for en intern lyskilde, kan uret holde displayet kørende konstant og stadig have batteri nok til syv dage mellem opladningerne. Vildt imponerende i forhold til alle andre smarture. Ulempen med de transfleksive skærme er, at lyskilden til brug i mørke stunder er placeret langs kanten af skærmen, og får det hele til at se udvisket og kedeligt ud. Til gengæld er det faktisk ganske sjældent man har brug for lys til at se på sit armbåndsur, så den valgte løsning er langt at foretrække.

Det første Pebble havde monokrom skærm, og jeg beskrev det i 2013 som “en Palm Pilot undsluppet fra 90’erne”. Det bliver heldigvis gjort helt til skamme med Pebble Time, der har fået farveskærm og CPU-kraft nok til hurtige animationer og glidende overgange mellem menupunkter, notifikationer, urskive og andet. Pebble Time ligner stadig ikke noget fra fremtiden, men det er blevet rykket fint op i nutiden af farverne og det hurtige interface.

Laderen er stadig et proprietært stik, som nu er placeret på bagsiden af uret. Det originale Pebble var direkte åndssvagt lavet, så den mindste bevægelse kunne få stikket til at hoppe af. Det har de fikset eftertrykkeligt i denne ombæring, hvor stikket klikker sig fast med et solidt magnetisk greb og bliver siddende, hvor det skal. Uret er stadig vandtæt ned til 30 meter, og BlueTooth kan stadig ikke virke igennem vand, så man får ikke beskeder i poolen. Der er kommet en mikrofon i uret, som man kan bruge til at lave korte svar på beskeder og mails – så længe telefonen kører Android; mikrofonen har ingen effekt på iOS i skrivende stund.

Møder, møder, møder…

Så kommer vi til Time-delen af Pebble Time. På højre side af uret er tre knapper, og bruger man den øverste og nederste kan man bevæge sig hhv tilbage og frem i tiden, forstået på den måde, at trykker man sig tilbage, kan man se, hvad der er sket af beskeder, mails, opkald og møder, og bevæger man sig frem i tiden, kan man se, hvad der kommer af møder (og hvornår solen går ned). For mig er det en kæmpe revolution, fordi indersiden af min kalender kan ligne et mareridt fra tid til anden, og det er befriende rart at kunne trykke på en knap for at se hvor, hvornår og hvad mit næste møde handler om. Jeg kan til gengæld ikke forestille mig, at funktionen har ret meget relevans i privaten, men for en travl mødedeltager er Pebble Time som sendt fra himlen.

Pebble Time er ikke på gaden endnu; det er kun Kickstarter-backerne, der har modtaget ure. Det betyder også, at der ikke er ret mange apps til uret endnu, men om de overhovedet kommer vil tiden vise. Der skete ikke ret meget i den retning på det originale Pebble, men det var også hæmmet af en svag CPU og en dårlig skærm.

Der er hundredevis af urskiver at vælge imellem, og kreativiteten er høj.
Der er hundredevis af urskiver at vælge imellem, og kreativiteten er høj.

Apropos Kickstarter, så er Pebble Time det mest succesrige projekt på sitet til dato. I løbet af 49 minutter krydsede det en million dollars, og endte på svimlende 20 millioner dollars. Det er 130 millioner kroner. Projektet fik da også en del ballade, fordi der egentlig ikke var tale om et reelt kickstarter-projekt, da uret allerede var i produktion på det tidspunkt, kampagnen startede. Der var altså tale om en kapitalindsprøjtning til et eksisterende firma – men folk (incl mig) var ligeglade, og over 78.000 mennesker hældte penge i projektet, fordi man kunne spare lidt i forhold til urets vejledende pris, og fordi man kunne få det langt før pøbelen. Win-win.

Når Pebble Time en gang kommer på gaden, bliver det til $199 (ca. kr. 1.300), hvilket jeg synes er lige i overkanten i forhold til resten af smartur-markedet, der jo nærmest er eksploderet siden det oprindelige Pebble kom på markedet. Havde jeg ikke en travl arbejdsdag med masser af møder, beskeder og telefonopkald, ville jeg nok ikke købe det. Men det har jeg, og i min situation er uret nærmest uundværligt. Det er et af den slags produkter, man ikke aner man har brug for, før man prøver det – og så aldrig vil slippe igen. Om din hverdag passer til et smartur ved du bedst selv, men har du behovet, er Pebble Time et rigtigt godt bud, der stort set kun er positive ting at sige om.

5 tanker om “Pebble Time

  • 28. januar 2017 at 9:54
    Permalink

    Min arbejdsdag har heldigvis ændret sig meget siden denne artikel blev skrevet, og min mødekalender er langt mere overskuelig i dag end den var dengang. Resultatet er, at Pebble Time nu ligger i en skuffe, og jeg går med et analogt ur.

    Man skal virkelig have et behov for at være på hele tiden, for at smartwatches giver mening.

    Svar
    • 5. februar 2017 at 13:00
      Permalink

      Måske for at Pebble giver mening. Jeg fik et Apple Watch i julegave forrige år, og det var egentlig fordi, jeg ikke tænkte, at jeg kunne retfærdiggøre købet selv. Det virkede som overflødig luksus. Men efter at have brugt uret dagligt siden, må jeg nok indrømme, at hvis uret gik i stykker, så gik jeg med det samme ud og købte den nye model.

      Jeg har et bedre overblik i hverdagen uden at fumle med laptop eller mobil for at finde ud af, hvor jeg skal være om lidt. Der er ikke den irriterende rysten i lommen, som måske eller måske ikke er relevant. Jeg behøver ikke hive telefonen frem for at sende en hurtig besked om, at nu kører jeg fra arbejde, når det er relevant. Jeg kan styre AppleTV og musikafspilning uden at grave efter en fjernbetjening, telefon eller computer. Jeg bliver mindet om, når jeg har siddet stille for længe (det er vel at mærke frivilligt), og det er langt mere effektivt for mig at få påmindelser på uret, for det blide tap-tap er lettere at mærke, end en telefons rysten i lommen, når man bevæger sig.

      Som GPS-assistent er uret også fantastisk. Jeg behøver ikke have telefonen monteret, hvor jeg kan se den, og selv hvis der bliver snakket i bilen, så jeg går glip af vejledningen, kan jeg hurtigt se det, jeg gik glip af på håndledet.

      Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg ville have det på samme måde med Pebble, da jeg kun har kigget kort på dit, men integrationen med telefonens apps og det, at jeg kan lade telefonen sidde i laderen, når jeg er hjemme i weekenden, gør, at jeg er mere afslappet end før jeg fik uret.

      Svar
      • 11. februar 2017 at 8:52
        Permalink

        Jeg tror det handler om, hvor forbundet, man ønsker at være. Jeg havde et klart behov dengang jeg havde mange møder. Det var næsten uundværligt, og jeg havde hele tiden styr på, hvor jeg skulle være.

        Det behov har jeg heldigvis ikke mere, og nu har jeg nået til et mætningspunkt i min tilværelse omkring det at være forbundet. Jeg går med analogt ur. Jeg har kun en telefon på mig, når jeg er ude af huset. På arbejde ligger telefonen på mit bord, og der bliver den næsten hele dagen. Jeg lukker min facebook-konto lige om lidt. Jeg bruger stort set ikke twitter.

        Jeg kan godt lide at være, der hvor jeg er, og tale med de mennesker der er, hvor jeg er. Jeg er så træt af at se folk sidde umælende rundt om et bord og glo ned i hver deres telefon. Vi taler om voksne mennesker i trediverne her.

        Jeg accepterer fuldt ud, at Smartwatches er på vej til at blive omnipræsente, men jeg gider bare ikke være en del af det mere.

        Svar
  • 7. februar 2017 at 18:44
    Permalink

    Jeg har svært ved at se mig selv bruge det. Men hvem ved, jeg gjorde også nar af Trez da han var first mover på ipad. Forvokset iphone, pfeew – sikke noget pjat.

    Man må sige, jeg er blevet klogere på det punkt,

    Svar
    • 7. februar 2017 at 21:39
      Permalink

      I øjeblikket er det også lidt som at have en tidlig smartphone. Der er klart en wow-det-her-kan-ændre-dagligdagen-faktor, men man kan også godt se, at det for alvor bliver de næste år, hvor der kommer til at ske noget rigtigt fedt. Interfacet kan stadig optimeres, og der er ikke forbandet meget batteri eller processorkraft.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.