Guitar Hero Live

Hænderne i vejret, hvis du fik nok af musikinstrumenter af plastic i forrige konsolgeneration. Jeg gjorde i hvert fald, og jeg svor allerede efter Guitar Hero 2 tilbage i 2006, at nu måtte det være nok. Den gimmick ville jeg bestemt ikke hoppe på igen.

Fast forward til 2015, og her sidder jeg så igen i min stue med en plasticspade i hænderne, mens jeg bare ligner en regulær spade. Febrilsk leder jeg efter de rigtige knapper på guitarens hals, mens jeg krampagtigt slår strum bar’en an i takt med musikken. Det er hårdt arbejde, men alligevel smiler jeg skævt til mig selv på den der måde, I ved, hvor folk på gaden går i en stor bue udenom én og knuger deres tasker endnu hårdere. Guitar Hero er tilbage, og jeg har fået rockfeber igen.

Reelt set er det nogenlunde det samme spil, som vi først så for godt et årti siden, men FreeStyleGames (der jo også stod bag det glimrende DJ Hero), har alligevel formået at bore sig ind til essensen af gameplay’et og gjort det underholdende igen på en ny måde. De har trimmet fedtet, fjernet unødige features og præsenterer mere eller mindre det uforfalskede gameplay, hvor alle kan være med, novicer så vel som hardcore-fans.

Og så har guitaren fået en overhaling. Den har selvfølgelig stadig både en strum bar og en whammy-pind, men de fem store, kulørte knapper er blevet udskiftet med seks mindre af slagsen, der nu sidder i to rækker á tre knapper øverst på guitarhalsen. Derved får man i højere grad følelsen af at sidde med en rigtig guitar, når man skal placere fingrene, og det er samtidig (lidt) lettere at nå alle knapper med samme hånd. Alt efter sværhedsgrad skal kombinationer af de seks knapper så holdes nede, idet man slår sin strum bar an i takt med musikken, akkurat som vi kender det. Men modsat tidligere er der dog – i min optik – et ret stort spring mellem sværhedsgraderne, så hvis man vil have det bedste ud af spillet, kræver det en del øvelse.

Foruden den personlige ydmygelse ved at spille guitar som en brækket arm, begynder dit publikum samtidig at buhe af dig, vende sine tommelfingre nedad og ryste på hovedet, altimens dine bandmedlemmer kommer hen til dig på scenen for at se, om du er ok. Det er jo bare et spil, tænker du, men sig du det til pulikum! I et flash af genialitet har udviklerne nemlig valgt at bruge levende mennesker som statister til din optræden og filme det hele fra guitaristens synsvinkel. Efterhånden som koncerten skrider frem, ændres stemningen subtilt foran øjnene på dig alt efter dit fingerspil, og publikum kan altså blive både gladere eller surere undervejs.

Det er denne dyrkelse af dig som lead guitarist, kombineret med den redesignede guitar, der gør, at jeg har genfundet glæden ved serien, og derfor er min anke så meget des større, når det kommer til længden af denne Live-del. Man kan spille de fornødne koncerter og se alle kombinationer at publikummer og scener på et par aftener, og derefter er der kun tilbage at gentage fornøjelsen på en højere sværhedsgrad. Det efterlader mig sulten efter mere.

Trommehvirvel for spillets anden del: Guitar Hero TV. En todelt modus, hvor man først og fremmest kan leje sange fra et stort og nogenlunde velkendt kartotek af kunstnere, og så spille guitar mens musikvideoen kører i baggrunden. Man kan sågar udfordre en ven, hvis man har to guitarer i huset eller blot sammenligne sin score med resten af verden. Der er også understøttelse for sang, men uden en mikrofon har jeg desværre ikke kunnet teste denne del, hvilket vist også kun er et held for mine omgivelser.

Nu vil den opmærksomme læser bemærke, at jeg skrev “leje” ovenfor. På trods af en ret høj udsalgspris har Activision nemlig valgt at inkludere mikrotransaktioner, der jo desværre er blevet det nye sort – også i konsolspil. Det koster således “Plays” at leje musikvideoer, og disse Plays kan købes for penge, man tjener ved at gennemføre sange med en høj score og/eller når man stiger i rang i en simpel karrieredel, der ikke er værd at nævne yderligere. Løber man tør for Plays, så kan de – surprise, surprise – købes for rigtige penge. Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke er løbet tør for gratis Plays endnu, men jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke vil ske på et tidspunkt. Så er folk advaret.

Derudover tilbyder TV-delen et par musikkanaler, der streamer musik i baggrunden efter et tidsskema. Her kan man så hoppe direkte ind i sangen og forsøge sig uden ekstra omkostninger. Også her belønnes man med intern valuta, så har man brugt alle sine Plays – eller blot er den nærige type, vil man altså kunne grinde sig til penge her, når og hvis man løber tør for Plays.

En lidt for kort Live-del til trods, så er der ingen tvivl om, at Guitar Hero Live i min optik er det bedste spil i serien siden toeren i 2006. Den redesignede guitar og hele følelsen af at stå på en scene og spille guitar for et rigtigt publikum, der hujer og buher, gør bare spillet så meget mere levende. Karakteren kan jeg desværre bare ikke gøre uafhængig af den høje pris kombineret med mikrotransaktioner, og det koster derfor spillet en stjerne på bundlinjen, selvom FreeStyleGames fortjener stor ros for at have rebooted serien og gjort digital strengeleg friskt igen.