Sega Dreamcast
Op gennem firserne og begyndelsen af halvfemserne lykkedes det Nintendo at erobre verdensmarkedet for spillekonsoller. De amerikanske producenter havde tidligere brændt fingrene og ville ikke have noget med markedet at gøre, så Nintendo var efterladt med en enkel konkurrent: Sega.
Efter store tab i markedsandel, stod Sega i 1995 klar med maskinen Saturn, verdens første 32-bit spillekonsol og Segas ultimative våben i kampen mod den altoverskyggende 16-bit Super Nintendo Entertainment System (eller SNES, som dens millioner af ejere kalder den). Nintendo rystede, Sega lænte sig tilbage og smilede bredt, efterhånden som releasedatoen nærmede sig.
Pludselig dukkede en fjernsynsproducent op på markedet med en lille grå konsol. Firmaet var Sony og konsollen var PlayStation – endnu en 32-bit konsol. Men hvor Sega’s Saturn var gearet mod de dengang så populære 2D sprite-baserede spil, havde Sony set lyset og udviklet en 3D-arbejdshest. Da maskinerne kostede det samme, var slaget næsten ovre før det begyndte. Da Sony ydermere forstod at markedsføre PlayStation utraditionelt til et ældre og mere pengestærkt publikum så gennemført at alle i dag kender navnet “PlayStation”, var der ikke mere at rafle om. Sega producerer ikke længere Saturn, og Sony pumper til stadighed de små grå kasser ud, der nu er installeret i over 40 millioner hjem verden over – kun overgået af Nintendo’s Gameboy (som til gengæld har solgt over 90 millioner enheder).
Året efter sendte Nintendo deres N64-konsol på gaden. Hardwaremæssigt var maskinen en drøm, men Nintendos paranoide krav til markedskontrol resulterede i et system baseret på ROM-kapsler, hvor et spil maksimalt kan fylde 32MB. De lovede at kompensere for pladsmangelen med diskdrevet 64DD, men efter utallige udskydelser er det endelig, 4 år senere, blevet helt droppet. N64 kan idag erhverves for under kr. 800 og da maskinen har nogle af de bedste titler på konsolmarkedet (primært Zelda og Mario 64) kan den varmt anbefales til seriøse spillere med penge på lommen. Men kigger vi på markedsdominans, ligger den sammen med Saturn og hoster i Sony’s støv.
Der er flere penge i spillekonsoller end i musik- eller filmbranchen. 43% af Sony’s samlede overskud for 1999 kom fra PlayStation. Derfor er det klart, at alle tre producenter ræser hals over hoved for at være dominerende på næste generation af konsoller (der traditionelt har en livscyklus på fem år). Sega med Dreamcast, Sony med PS2 og Nintendo med Dolphin. Sega slog de andre tidsmæssigt med en stor margin, og de står i øjeblikket alene på markedet med Dreamcast, som vi kigger nærmere på her.
Den lille Dreamcast (mindre footprint end PlayStation, men ca. halvanden gang så høj) byder på en masse imponerende hardware-tal, men det er svært at sammenligne dem med andre konsoller. Man kan kigge på polygon-raten (Dreamcast leverer 3.5 M/sek imod Playstations 500 K/sek og N64’s 160 K/sek), men Dreamcast har langt flere grafiske tricks at påføre sine polygoner og den gør det i højere opløsning end både PlayStation og Nintendo 64. Det reelle resultat er, at Dreamcast er milevidt foran de to andre systemer i grafisk muskelmasse. Systemet til denne test blev leveret med Scart-kabel, der hjalp gevaldigt til at værdsætte systemets grafiske ydeevne via et krystalklart RGB-signal.
Systemet er CD-baseret, og spillene loades meget hurtigt fra det interne støjsvage 12-speed drev. Spillene er som PlayStation og DVD’er beskyttet af regionskoder, så europæiske maskiner ikke kan spille amerikanske eller japanske spil. Der er asiatiske bootchips på markedet, men den nuværende generation er meget svær at installere. For yderligere at komme piratmarkedet til livs, har Sega udviklet et proprietært CD-format kaldet GD (Game Disc). En GD skive kan rumme 1GB data i et tætpakket format. Resultatet er, at de er svære at kopiere og at skiverne er mindre resistante overfor ridser og fedtfingre. Plus for Sega, minus for forbrugeren.
På fronten af maskinen er der, som på N64, fire controllerporte. Controllerne er forsøgt gjort unikke, men minder meget om et kryds mellem PlayStation’s digitale og N64’s analoge controller. Controlleren, der ligger godt i både store og små hænder, har altså både digital og analog retningskontrol og for første gang bydes der også på to analoge knapper, placeret som triggere på undersiden af controlleren. Som på N64 er det controlleren, der holder ram-kort (Visual Memory) og vibrator (Jump Pack, med flere vibrationsstyrker) og man har omgået N64’s evindelige skifteri mellem de to ved at udstyre controlleren med et kammer til hver. Vi fik ikke en Jump Pack med til testen, så den kan vi ikke udtale os om. Alt i alt er controlleren rigtig god. Eneste anke er, at den kun kan kalibreres ved boot af maskinen – skal man lige have en ven med i spillet, er man nødt til at genstarte maskinen før hans ny-indsatte controller virker.
ram-kortet er en historie for sig. Ud over at være lynhurtigt og have masser af plads, er det udstyret med et lille display og trykknapper. Man skulle så kunne downloade spil til kortet og spille dem i toget og ydermere koble VM’erne sammen og spille mod hinanden – åbenlyst Sega’s forsøg på at gøre indhug i det absurd store Pokemon-marked. Man kan også bruge VM’ens display til at navigere sig igennem dens indhold af savegames uden at skulle putte den i en maskine – rar feature, jeg ofte har savnet på PlayStation.
Dreamcast er baseret på Microsoft Windows CE – en slags Windows Light udviklet til “appliances” som f.eks. telefoner, microbølgeovne og spillekonsoller. Jeg har været meget skeptisk overfor dette faktum, idet jeg troede Dreamcast så ville opføre sig som en PC med uforklarlig slow-down i grafikken, glitches og lock-ups. Men mine forudindtagelser blev gjort til skamme: Spil som Soul Calibur kører 60 frames i sekundet konstant, uden overhovedet at tøve. Der er ingen hakken, ingen glitches og ingen uforklarlige nedbrud. Et klart bevis på, at Dreamcast er i stand til at yde som det forventes af en konsol. Men det kræver åbenbart at man bruger ekstra tid på sin software: Tomb Raider IV bærer tydelig præg af at være næsten direkte overført fra PC-udgaven, og resultatet er en værre gang hø, der meget præcist demonstrerer alle mine førnævnte fordomme.
Dreamcast har et 56K modem integreret i konsollen. Hvor Sony så lyset i 3D for fem år siden, har Sega set lyset i online-gaming, hvilket i mine øjne er lige på kornet. Spillet Chu Chu Rocket, et af de populæreste til Dreamcast i Japan, kan spilles både on- og offline. At 40% af spillerne vælger on-line viser tydeligt hvor stort dette marked allerede er. I en alt-eller-intet markedsføringsmanøvre har Sega i USA valgt at give Dreamcast-konsollen væk, hvis man tilmelder sig Sega’s ISP sega.com. Om det samme sker i Europa er endnu uvist, men med PS2 på gaden om et halvt år, er det sandsynligvis Sega’s eneste vej til succes.
Da Dreamcast under forholdsvis lille ståhej blev lanceret i Europa 14. oktober sidste år, var Sega’s ISP kun tilgængelig i fire af de største lande. Danmark forventes at gå online til maj, samtidig med at Chu Chu Rocket kommer på gaden i Europa. Vi går en spændende fremtid i møde med den første spillekonsol med indbygget Internet.
Hardwaremæssigt er Dreamcast i kategorien “too little, too late”. Der er ingen tvivl om at Sony’s PS2 vil slå benene væk under konsolmarkedet ganske som PlayStation gjorde i 1995. Som enkeltstående konsol vil Dreamcast falde i N64-grøften: Kapabel maskine med en håndful værdige spil (sandsynligvis bliver Sega’s Shenmue en titel, der er værd at købe maskinen for), men som “leading edge” platform er der ikke meget håb. Til gengæld kan Sega’s Internet-strategi vise sig at være præcis den visionære innovation, der gør dem til markedsledere på et helt nyt marked.
