Shenmue

5 out of 6 stars
Sega’s arkadegeni Yu Suzuki har lagt navn til klassikere som Out Run, Space Harrier og Virtua Fighter. Hans speciale er at levere 5-minutters joyrides for actionhungrende unger nede på grillen. Men giver man ham fem år, $70 mio og over 200 medarbejdere, præsterer han et spil med hidtil uset skønhed og dybde.

I november 1986 bliver Ryo’s far dræbt af kinesiske gangstere på jagt efter et mystisk spejl, og det står klart for Ryo at hans far har en skummel fortid. Opslugt af hævntanker drager den unge Ryo ud i verden for at finde den mystiske Lan Di, hævne sin far og opklare mysteriet om det mystiske spejl.

Du overtager kontrollen med Ryos liv nogle dage efter overfaldet. Din primære mission er naturligvis at opklare mordet på din far, men Shenmue er langt mere end en traditionel whodunnit. Som sagt overtager du hele Ryos liv – du skal pleje dine venskaber, passe naboens kat, finde et job og tjene penge, blive forelsket, træne karate og være i seng inden klokken halv tolv hver aften; alt i mens du prøver at finde clues der leder dig på vej mod kineserne.

Shenmue er endnu dybere end det. Har du lyst til lidt sjov, kan du hænge ud nede i arkadehallen og ta’ et par ture i en perfekt emuleret Space Harrier eller Hang-on. Dem med samlermani kan købe sig fattige i legetøjskapsler, som man kan bytte til andre skægge ting. De mere turistorienterede kan gå på oplevelse i den arkitektdesignede verden, der byder på de nok mest realistiske lokationer endnu repræsenteret i et spil.

Spillet er bygget op om livet i den lille by Dobuita, hvor Ryo efterhånden samler ledespor nok til at føre ham til havnen Yokosuka, hvor sidste akt af spillet finder sted. En detalje jeg ikke var klar over da jeg anskaffede spillet er, at titlen i virkeligheden er Shenmue chapter 1: Yokosuka. Man må ikke forvente en afsluttet historie – tværtimod tages der knapt nok hul på hele Shenmue-fortællingen i denne ombæring. Som spillets sidste ord – “and so the saga begins” – bevidner, er dette kun introduktionen. Ifølge Yu Suzuki selv er der planlagt i alt 16 Shenmue-udgivelser; hvor mange vi reelt får at se vil tiden vise.

Spillets primære modus operandi har fået det smarte navn FREE (som er forkortelsen af det knapt så mundrette “Full Reactive Eyes Entertainment”), der i al sin simpelhed går ud på at man går rundt i det absurd smukke real-time fremstillede 3D-landskab og siger “ovra” for det meste af tiden. Det kan ikke siges ofte nok: Shenmue er helt ufatteligt smukt. Byen Dobuita, havnen Yokosuka og de omkringliggende flækker Sakuragaoga og Yamanose er designede af arkitekter og har en helt unik ægthedsfølelse over sig.

Når man kommer på havnen virker den først stor og kønsløs, men når man har opholdt sig på den et stykke tid og lært krinkelkrogene at kende, fremstår den (især om aftenen) som et utroligt smukt monument med sine enorme stålkrane og skæve eksistenser. Der er ingen pop-up (for så vidt landskabet, enkelte køretøjer har det med at dukke op ud af ingenting) i spillet, og synsfeltet går så langt øjet rækker. Hver dag gennemløber forskellige lyssætninger (dagslys, skumring, mørke og gadebelysning), og for at give realismen et ekstra pift, har man inkluderet “Magic Weather” – første gang det sneede gik jeg blot rundt i Dobuita om aftenen og nød synet ledsaget af den smukke musik fra Kanagawa Philharmonic Orchestra.

Hver person i spillet (der er over 200) er individuelt designede med hensyn til udseende, navn, historie og funktion. Igen må man tage hatten af for Shenmue‘s tekniske ekvilibrisme: Aldrig har ansigter set så livagtige ud. I 3D-spil er ansigtet normalt blot en texture på en flade, men her er de fuldt animerede og det sværeste – øjnene – er næsten lykkedes perfekt. Pigerne er så godt lavet at jeg ikke havde noget problem med at falde for et par af dem undervejs.

Det eneste problem med personerne er, at de taler engelsk. Bevares, dubben er tolerabel (bortset fra børnene), men historien foregår i en lille japansk by, alle skiltene er på japansk og alle personerne har japanske navne. Det slår skår i realismen, når de går rundt og taler engelsk. Jeg krydser fingre for at Sega vælger at udgive en sub-only version af de efterfølgende kapitler, selvom sandsynlighen er ringe.

En detalje som jeg ikke tidligere har bemærket i 3D-spil er, at Ryo har en skygge. Ydermere følger skyggen perfekt de omkringliggende strukturer, hvilket både er meget imponerende og giver en god fornemmelse af, at Ryo eksisterer i billedets dybde, og ikke blot er en figur tegnet ovenpå en baggrund.

Spillet følger i fodsporene på de fleste eventyrspil. Det gælder om at tale med mennesker, finde objekter og anvende dem de rigtige steder. Når det sker, aktiveres en hændelse i spillet og man kommer videre i handlingen. Disse hændelser er ofte af typen Free Battle, der mest minder om Virtua Fighter: Ryo kommer op mod nogle slemme fyre (i en af kampene kæmper han mod 70 mand!), og ved hjælp af et arsenal på over 30 spark, slag og kast skal han bekæmpe dem. Langt de fleste kan dog besejres med et og samme spark, men lad det ikke være en sovepude: Man møder nogle seje bananer hen mod slutningen, så det kan betale sig at træne de mere avancerede teknikker undervejs.

En anden hændelsestype et QTE – Quick Time Event. Dem, der spillede Dragon’s Lair i sin tid vil føle sig hjemme her. Handlingen gennemløber en lille filmisk sekvens, og undervejs gælder det om at trykke på en bestemt knap på det rigtige tidspunkt for at komme videre i sekvensen – f.eks. skal Ryo hoppe over nogle faldende rør, gribe en bold eller køre uden om en parkeret varevogn. Når man ikke at trykke i tide eller trykker man på den forkerte knap, ender det galt for vor helt og sekvensen starter forfra.

Jeg har kun ét reelt ankepunkt ved Shenmue: Det er for let. Man skal ikke bruge for mange hjerneceller på at finde clues, det handler bare om at snakke med så mange som muligt og så ellers være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Spillet har for få puzzles og de er for nemme til at stimulere Sherlock Holmes-genet i mig.

Det føles som om at det er vigtigere at fortælle historien end at give spilleren noget at tænke over. Men når historien er spændende og spillet er smukt og detaljeret ud over alle grænser, gør det ikke så meget. Og så kan man jo kun glæde sig til kapitel to – Yu Suzuki regner med at det grafisk vil presse dobbelt så meget kraft ud af den lille Dreamcast.

På et tidspunkt bliver man ansat som fører af en gaffeltruck i Yokosuka havn, hvor man spenderer et par dage på at køre paller rundt mellem varehusene mens man prøver at optrævle den lokale havnemafia. Hvis man ikke opholder sig på præcis det rigtige sted på det rigtige tidspunkt efter at have snakket med den rigtige mand, kører spillet i loop. Jeg tror snildt at jeg kunne gå ned på Esbjerg Havn og køre paller rundt efter mine mange timers truck-erfaring fra Shenmue. Helt klart en irriterende fejl, der aldrig skulle være sluppet ud af QC.

Fra tid til anden skinner det igennem at Yu Suzuki er gammel arkademand. Udover de allerede omtalte emuleringer af Space Harrier og Hang On, kører man hver morgen ræs på havnen i sin gaffeltruck, og en sen nat kører man en hæsblæsende tur på motorcykel tværs igennem byen under alvorligt tidspres.

Den sidste af de fire GD’er (spillet kommer i en lille boks med to dobbelt GD-æsker) indeholder Shenmue Passport, der læser dit ramkort og lader dig høre den musik, du har oplevet i spillet (der er over to timers smuk baggrundsmusik), se de cutscener, du har oplevet undervejs (god som imponatoreffekt overfor venner: Vis et par af dem, mens du konstant messer “og husk, det er real-time”). En interessant del af Shenmue Passport er info-sektionen, der kobler din Dreamcast til Internet og sender dit savegame til en central server. Her bliver filen analyseret og du har nu adgang til tonsvis af overbliksgivende information om de steder, du har besøgt og de mennesker, du har mødt. Man kan også konkurrere med Shenmue-spillere over hele verden om de bedste Space Harrier-scores og meget andet. Online-funktionerne er normalt ikke tilgængelige i Danmark, men med lidt kreativitet virker de også fint her på Østerbro (se artikel i factboxen).

Det kan lyde skuffende at historien knapt nok kommer igang før spillet er slut, og med en gennemspilningstid på omkring 25 timer (rekorden ifølge shenmue.com er lige over 10 timer) kan Shenmue være en kort fornøjelse. Men en fornøjelse er det uden tvivl, og man har straks lyst til at prøve igen for at udforske andre dele af denne indledende historie. Djævlen er i detaljerne, og dem er der virkelig mange af i Shenmue. Har du en Dreamcast, bør du ikke fornægte dig selv denne smukke oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.