Billeder fra vores mobilerGeek Peeks - Billeder fra vores mobiler Tilbage til Hovedsiden



 Sayonara, obaa-chan  vist 5962 gange  Indsendt af ljorg 21. september 2008 kl. 13:50 
Klik for næste billede

Jeg har været til begravelse. I tre dage.

I fredags døde Manis 92-årige mormor efter kort tids sygdom, hvor vi
alle var klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, før det
uundgåelige ville indtræde.

Japanske begravelser følger familiens tro. Langt de fleste er buddister,
men der er forskellige grene af buddisme, og ritualerne varierer imellem
dem. Jeg skal ikke kunne sige om det efterfølgende er gældende for
majoriteten eller ej, men det er i hvert fald anderledes end den måde,
vi begraver vore slægtnine på i Danmark.

På dødsdagen ringes der rundt til samtlige familiemedlemmer, så de kan
kaste hvad de har i hænderne og støde til den sørgende familie. Liget
bringes hjem i huset, hvor det lægges på gulvet og iklædes en ceremoniel
dyne.

Japanerne har et radikalt anderledes forhold til de døde. De gemmes ikke
væk i en lukket kiste, men udstilles, så man kan tage ordentlig afsked.
Børn deltager i samtlige ritualer, så de kan lære om livet og døden.

Begravelsen varer som sagt tre dage, hvor man ikke må spise hverken kød
eller fisk. Den første dag samles den nærmeste familie i hjemmet hos den
afdøde og spiser begravelses-sushi, som er lavet udelukkende med ris og
grøntsager, og som smager overraskende godt.

Derefter går man enkeltvis hen til den afdøde, sætter sig ved hovedet,
drysser to knivspidser røgelse på et lille arnested med trækul og beder
en kort bøn. Man beder med sammenpressede håndflader, som i Danmark, men
holder samtidig en perlekæde mellem hænderne. Kvindernes kæder er med
små og hvide perler, mændendes er med store og brune.

En præst gør sin entre og sætter sig foran den afdøde, og familien
sætter sig bagved. Præsten har ansigtet mod afdøde og ryggen mod
familien. Han beder en buddistisk bøn, som er en overraskende vellydende
harmoni, der kører op og ned i toneskalaen i en fascinerende rytme. Fra
tid til anden slår han på en metalskål, og det er signal til at vi alle
skal bede.

For at vise respekt, bør man under bønnen sidde i en stilling, hvor man
hviler på sine knæ og har fødderne placeret under røven. Det går godt i
omkring 10 minutter, hvorefter alt under livet begynder at sove. En bøn
tager traditionelt en halv time, så man kan godt regne ud, at den
stilling går fra mild summen i tæerne til tænderskærende smerte. Klog af
skade (dette er utroligt nok den tredie begravelse, jeg deltager i i
Japan) satte jeg mig i skrædderstilling, hvilket flere af de andre mænd
også gjorde, selvom den stilling også begynder et værke i bentøjet efter
nogen tid.

Efter bønnen snakker man en hel masse med hinanden i nærheden af den
afdøde, så hun kan være med i familiens liv og man kan tage afsked med
hende. Hele natten bliver den nærmeste familie ved liget og holder en
lille ild ved live, som skal lede hende over i den næste verden.

Næste dag er en gentagelse af den første dag, bare i en meget større
skala. Liget lægges i en lukket kiste og flyttes til et større lokale,
enten i et begravelsescenter eller et forsamlingshus, og her møder
familie, venner, naboer og andet godtfolk op. Ved indgangen afleverer
man en kuvert med penge (billedet; katakana-kyndige vil kunne genkende
navnet) til den afdødes familie, og navn og beløb bliver noteret i en bog.

Inde i forsamlingshuset sætter vi os alle i et stort tatami-rum, hvor
afdøde ligger for enden, dekoreret med et hav af blomster. Samme seance
med at vise respekt gentager sig, vi defilerer forbi afdøde, hælder
røgelse på det glødende kul og beder en kort bøn. Præsten indfinder sig
igen, beder endnu en syngende bøn og alle får ondt i benene igen.
Herefter vælter det frem med mad (stadig uden kød og fisk), øl og te og
man sidder i små grupper og spiser, drikker og snakker i en rum tid.

Næste dag starter med endnu en gentagelse af den forrige dag. Denne gang
er det kun familien og nærmeste venner, der deltager, men det kan også
snildt løbe op - vi var vel omkring 50 mennesker. Præsteskabet indfinder
sig igen, denne gang tre mand og en kvinde høj, og deres harmoniske
bønner opnår et helt nyt niveau af skønhed. De ældre i forsamlingen kan
bønnerne i hovedet, og istemmer de rigtige steder. Når bønnen er
overstået, begynder præsterne at messe, mens vi bliver kaldt op til
afdøde efter familienavn, for endnu engang at drysse røgelse på kullet
og bede en bøn.

Kisten bæres ned fra podiet og åbnes, så alle kan lægge blomster ved
afdøde og tage en sidste afsked. Mange rører ved hendes pande eller
kind, og lige så mange græder en sidste, afskedens tåre.

Liget køres dernæst direkte til krematoriet, og vi følger allesammen med
i bus og biler. Ved krematoriet beder en præst endnu en bøn, og kisten
køres ind i ovnen. Nu sidder vi allesammen og drikker og spiser i et par
timer, mens liget brændes.

Liget brændes ved en ikke alt for høj temperatur. Efter afbrændingen,
køres asken ud til det ventende ligfølge, som fisker knoglestumper ud
med spisepinde og putter dem i et par krukker, en lille og en stor. De
vigtigeste ben er halshvirvlerne, så dem fisker den allernærmeste
familie ud. Selv fangede jeg et stykke af lårbenet og koncentrerede mig
helt umenneskeligt om ikke at tabe benstykket på vejen mod den ventende
krukke.

Så er det op i bussen endnu engang og afsted mod familiens tempel. Her
bæres knoglestykkerne ind i et afsindigt flot værelse, med forgyldte
detaljer og smukt træværk overalt. Jeg har ingen billeder fra alle disse
ceremonier, da jeg ikke følte trang til at spille turist og hive
kameraet frem.

En præst beder en bøn mens vi en ad gangen går op og udfører det snart
rutinemæssige to gange røgelses-drys på kullet og en kort bøn.

Den store krukke med knoglerester deponeres - efter endnu en præsts bøn
- i templet, og den lille krukke med de vigtigeste knogler kommer hjem i
familiens egen helligdom, der befinder sig i et hjørne af huset.

Det er en lang og udmattende oplevelse, men til gengæld føler man også,
at man virkelig har fået sagt farvel og god tur over på den anden side.
Det lyder måske bizart, men det slet ikke ubehageligt at sidde og spise
og drikke og snakke lige ved siden af et utildækket lig. Man gør det for
at vise respekt og for at sige farvel.
 Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til dette billede
 

Der er 11 kommentarer til dette billede
  EXIF-data 

De nyeste Geek Peeks
 Vis de mest populære  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24  25  26  27  28  29  30  31  32  33  34  35  36  37  38  39  40  41  42  43  Hvordan sender jeg billeder? 
Hvordan bliver jeg så ryger for altid?Far, jeg er kommet til at male på mig selvBagemaskineGodt nytår!Måneformørkelse
Lille, spinkel og 700 år gammelSneet indeNu sner det, nu sner det!Marsmændene er landet!Hvor farligt er et skarpt våben?
Faldskærme forbudt!Så let at en 12-årig kan gøre detBrandfarlig kage/dessertDet danske sprog er Gajol-sprogTapas i Barcelona
 Vis de mest populære  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24  25  26  27  28  29  30  31  32  33  34  35  36  37  38  39  40  41  42  43  Hvordan sender jeg billeder? 


U.N. Representative: So, Mr. Evil -
Dr. Evil: It's Dr. Evil, I didn't spend six years in Evil Medical School to be called "mister," thank you very much.
-- Austin Powers, International Man of Mystery