Glog-indlægGlog: Lyde overaltThomas Würgler2007-09-11 Tilbage til forsiden


For efterhånden mange år siden købte jeg et 4.1-sæt højttalere fra Creative til min daværende PC. Det er stadig tydeligt indprentet i mit hoved, hvordan smertesskrigene og lyden af flammer bevægede sig omtrent en meter fra min ryg, da jeg som marineinfanterist blev forfulgt af det rumvæsen, jeg umiddelbart før havde sat ild til med min flammekaster i Alien Vs Predator. Det løb mig koldt ned ad ryggen.

Jeg tabte lidt interessen for PC-spil og solgte på et tidspunkt hele molevitten. Nogle år senere faldt jeg over et sæt 5.1-højttalere til 895,- i en lokal biks, og tænkte "hvad pokker", vel vidende, at det ikke just var cremen af cremen, jeg havde fat i, ren lydmæssigt. Takket være lidt fyldmateriale i de små højttalere fik jeg dog taget det værste af dåselyden, og kombineret med den dybe brummen fra subwooferen var film pludselig lidt skæggere at se.

Uanset om det var mystisk hvisken i X-Men, fyrværkeri i Ringenes Herre, eller kriblekrable-lyde i mørket i House on Haunted Hill, så gav det filmene en ekstra dimension.

Ikke desto mindre måtte sættet og jeg skilles, da jeg på et tidspunkt skulle flytte og ikke orkede at pille det ned og rent faktisk få sat det hele korrekt op igen. Uanset hvor meget surround-oplevelsen tilføjer en film, så er det ikke specielt praktisk at have kabler løbende hele rummet rundt for at få det. Jeg besluttede mig derfor for, at næste gang jeg skulle have noget surround, så skulle det være noget ordentligt. Noget der rent faktisk ville være i stand til at spille musik og tilføje nærmere end at maltraktere.

Derfor endte tegnebogen med at komme op ad lommen, da jeg faldt over et sæt fra Logitech ved navn Z-5450. Sættet var THX-certificeret, og hvis det var godt nok til onkel Lucas, så måtte det være godt nok til mig. Ikke alene var der godt med tryk på det på papiret, men baghøjttalerne var rent faktisk også trådløse - og netop nu fylder det dagligstuen med lyd. I forhold til storebroderen Z-5500 er der ikke helt så meget dynamik i den dybe ende, men efter at have prøvet sættet med lidt af hvert, er det ikke den del af den tonale rækkevidde, hvor jeg har noget at udsætte på.

Bassen og de lavere frekvenser er strengt taget alt for voldsomme til brug i en lejlighed. Man skal i hvert fald passe på ikke at skrue for meget op under film for naboernes skyld. Netop film er også et område, hvor højttalerne klarer sig ret godt. Det samme gør sig gældende under spil, hvor jeg næsten blev lamslået over hvor anderledes en oplevelse det var at spille Forza 2 og mange andre spil - også i forhold til mine tidligere anlæg (inklusiv stereo).

Musik er lidt mere nuanceret, for man bemærker i megen musik fraværet af en tweeter. Der er kun mellemtone og bas, og selv om sættet når relativt højt op, så skal der pilles en del ved equalizere for at nå et optimalt resultat - og selv da bliver det naturligvis ikke så godt som et par rigtigt gode højttalere med både højfrekvens, mellemtone og bas. Det har dog sine fordele at kunne slå Pro-Logic II til, når man hører musik. Det kan vitterligt lyde, som om man står i midten og har orkestret til at spille rundt om sig. Er man typen, der ikke er specielt følsom overfor udstyr, som ikke ligefrem hører til i hi-fi-enden, så kan det såmænd nok være en større åbenbaring end et par stereohøjttalere til 30k.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det er helt smertefrit at bruge. Det ville til gengæld ikke være sandt, men det skyldes egentlig ikke højttalerne. Problemet opstår såmænd også kun, fordi jeg har valgt at koble dem til en PC. Der er nemlig rigtigt mange spil, der ikke forstår at smide andet end stereo ud, når der er sat et par højttalere til via en digital forbindelse. De kan kun se to højttalere og nægter at kaste surround afsted. Derfor har jeg to sæt kabler løbende fra PCen til forstærkeren: Seks analoge kanaler og et coax-kabel. Sidstnævnte bliver brugt, når jeg ser film og vil lade forstærkeren dekode signalet, mens spil får lov at bruge seks-kanalers udgangen.

Desværre kan Windows rent faktisk ikke finde ud af at have aktiveret både den analoge og den digitale udgang på samme tid (muligvis på grund af en begrænsning i driveren til min lydchip), så jeg er nødt til at gå ind i indstillinger for at ændre standardudgangen for lyd, når jeg skifter mellem de to funktioner. Heldigvis fungerer musik fint over begge forbindelser, så man behøver ikke nødvendigvis sidde og skifte hele tiden.

Det er en helt anden - og mere behagelig - oplevelse at trække surround ud fra konsollerne. Uanset hvilken af maskinerne, der har digital udgang, man sætter til, vælger forstærkeren automatisk det rigtige, og alt afhængig af systemet skal man eventuelt vælge surround i spillet. Det samme gør sig selvfølgelig gældende med dvd-afspillere og deslige.

Forstærkeren har to optiske indgange, en coax-indgang og seks-kanalers-indgangen, som også kan bruges til tre separate stereo-indgange. Det hele styres med en handy lille fjernbetjening, som også kan ændre de basale indstillinger, man har brug for i dagligdagen. Selv om subwooferen vejer en del, fylder den egentlig ikke så meget rent dimensionsmæssigt. Man vil sagtens kunne finde et sted at gemme den i de fleste hjem, og de øvrige fem højttalere er diskrete og lette at gemme af vejen. Langt det meste af de ca. 20 KG ligger også i subwooferen. De fem små højttalere er i den lettere og mere plastikprægede afdeling.

Selv om Logitech Z-5450 ikke kommer til fuldt ud at erstatte mit normale stereoanlæg, bliver det brugt til at spille en del musik. Mit almindelige anlæg er en bedre all-rounder, men det har også sin charme at høre musikken med ekstra bas på bundlinjen - og ikke mindst med surround. Jeg føler derfor, at mit oprindelige mål så rigeligt er blevet indfriet. Det er pludselig blevet en del sjovere at spille gamle spil og se ældre film igen, og det er bestemt en fænomonal forbedring over det højttalersæt, som Z-5450eren erstatter, selv om dette ofte var afløst af et par Sennheiser-hovedtelefoner.

Z-5450 er et godt bud, hvis man gerne vil have surround uden at lave den helt store investering. Det er en god måde at dyppe tæerne på, og uden det bliver så billigt, at man kommer til at krumme tæer over kvaliteten på hardwaren. Hvis det er ligemeget, at der skal rende kabler på tværs af lokalet, så kan man selvfølgelig med fordel se på Z-5500, som koster et par hundrede ekstra og tilbyder lidt ekstra dynamik og et par hundrede watt mere.

Sættet kan erhverves for lige omkring 1800 kroner hos forskellige danske forhandlere.



26 kommentarer


Andre glogs af Thomas Würgler




Well my friend Sweet Jay took me to that video arcade in town, right, and they don't speak English there, so Jay got into a fight and he's all, "Hey quit hasslin' me cuz' I don't speak French" or whatever! And then the guy said something in Paris talk, and I'm like, "Just back off!" And they're all, "Get out!" And we're like, "Make me!" It was cool.
-- Scott Evil (Austin Powers, International Man of Mystery)