Glog-indlægGlog: Græsted Greatest LivePeter Paaske Juul2007-10-19 Tilbage til forsiden


Jeg har haft billetterne liggende i fire måneder. Og i går var det så endelig tid til det store show. D'herrer Wikke og Rasmussen har "sølvbryllup" i år og de havde inviteret en horde af sangere og musikere fra parrets karrieres produktioner på besøg for at spille og synge en stribe af sangene. Formatet på showet var sådan, at der blev vist et filmklip eller en talt intro fra makkerparret på Imperials lærred, og så spillede DRs Big Band musikken, mens forskellige solister sang sangene.

Al Agami fik publikum godt op at køre med en lækker reggae-rappet "Jeg er din motorcykelmand" fra Flyvende Farmor, hvorfra vi også fik "Du er så smuk med havet som baggrund" med Dario Campeotto og Peter Belli. Sidstnævnte var selvfølgelig også på scenen med "Holbæk-sangen". Scenen blev også indtaget af Souvenirs, det til lejligheden gendannede Dieter's Lieder, Daimi, Jytte Abildstrøm, Anne-Grethe Bjarup Riis, Martin Brygman, Kaja Brüel - og så har jeg sikkert glemt nogen.

Størst fandt jeg det nu, da Allan Mortensen gik på. Manden ligner stadig sig selv anno 1985 og gav os en solid performance med "Voldsom Volvo" og "Sonny Soufflé" (mage til indholdsløs tekst skal man lede længe efter), der bestemt nød godt af Big Bandets arrangementer. Flere af sangene nød også godt af Big Bandets el-guitarist, en ældre herre med et sejt skæg. Jeg fangede desværre ikke hans navn.

Det havde naturligvis været toppen af poppen om Rocazino var dukket op og havde sunget "Ridder Lykke", men den tog Souvenirs sig så i stedet kærligt af. Og det lød anderledes, men godt.

Sølvbrudeparret (der ikke rigtig er gift - ja de er end ikke registrerede partnere, bedyrede Steen Rasmussen) var desværre ikke selv på som sangere. Allan Mortensen forklarede dem engang, at de bestemt skulle overlade sang til andre, men jeg havde nu gerne set dem på slap line med "Guds rap" fra Fredag i Farver eller måske et par strofer af "Onkel Morfar". Som det var, var koncerten på en eller anden måde lidt "for pæn". Det var de gode pophits fra de senere film, der dominerede, og det er skam også godt. Men lidt mere "grimhed" a la den som Allan Mortensen leverede (på den fede måde) havde tjent koncerten godt. Alt i alt gik de to timer dog for hurtigt. Og det plejer jo at være en indikator for, at det har været en god koncert.

Dette arrangement er samtidig startskuddet for at Imperial bliver brugt som scene i stedet for "bare" som biograf. Den næste uges tid er det Rune Klan, der indtager scenen. Formentlig tjener Imperial det samme på sådan en fyldt sal til teaterpris, som de tjener på en hel dags biografforestillinger - og lokalet er ikke tosset til formålet, selv om scenen nok kunne tåle at være noget dybere. Måske skulle man bare lade være med at sælge pladser på de første tre rækker, når der er show, og så i stedet udvide scenen.... Men OK, det koster jo.

2 kommentarer


Andre glogs af Peter Paaske Juul




Jay Leno: So there's life on other planets. That's sure going to change the Miss Universe contest!
-- Contact