Glog-indlægGlog: Dankort-bluesBrian Rocatis2007-10-20 Tilbage til forsiden


Vi har en lille afstemning om det nye chip-Dankort.

I den forbindelse synes jeg lige, at jeg kort ville skitsere min (svagt overdrevne) oplevelse af "nu" og "da".

I gamle dage foregik det således:

1) Hæld varerne på kassebåndet.
2) Placer kurven i stablen.
3) Sæt en vareadskiller på båndet.
4) Tag kortet frem.
5) Kør det igennem terminalen.
6) Fortsæt ned til enden af varebåndet.
7) Begynd at pakke varerne.
8) Sig "kan du lægge 200 oveni?" når ekspedienten meddeler totalen.
9) Pak videre i ca. 10 sekunder mens ekspedienten får trykket på de rigtige knapper.
10) Gå tilbage til terminalen.
11) Tast pinkoden og OK.
12) Få dine penge.
13) Gå tilbage til enden af varebåndet og pak de sidste varer, hvis ikke du var blevet færdig.

I dag sker der det her:

1) Hæld varerne på kassebåndet.
2) Placer kurven i stablen.
3) Sæt en vareadskiller på båndet.
4) Gå ned for enden af båndet.
5) Fordi du nu ikke har brugt tid på terminalen, så er ingen af dine varer nået ned for enden. Du står derfor aldeles uvirksom og stresser helt umådeholdent.
6) Så begynder varerne at komme, men du når kun at pakke at par af dem førend ekspedienten oplyser totalen.
7) "Kan du lægge 200 oveni?". Ja, det kan fint lade sig gøre.
8) Forsøg at kante dig forbi den næste kunde, som også er dukket op for enden af båndet lidt tidligere end i gamle dage, og nu står imellem dig og terminalen. Med en indkøbsvogn. Og to stortudende unger. Og en tredje, som kravler rundt på butiksgulvet med en brandbil og effektivt forhindrer dig i at komme til at betale for dine varer. Som i mellemtiden ligger for enden af bånden uden opsyn, så enhver Tonny kan vade forbi og forsyne sig.
9) Du når frem til terminalen og propper kortet i. Det bliver ikke accepteret. Du prøver et par gange. Ekspedienten prøver et par gange. I forsøger at gnide lidt på chippen og magnetstriben og de fremhævede tal. Efter et par besværgelser og overvejelsen "fuck det lort, kan jeg ikke betale kontant?", virker skidtet endelig.
10) "Transaktion gennemført". Yay! Men hov, fordi betalingsproceduren jo blev afbrudt, så har ekspedienten glemt at lægge de 200 oveni den transaktion, der rent faktisk endte med at blive godkendt.
11) "Vil du køre det igennem igen?"
12) Hvad tror du selv?
13) Gå tilbage til enden af båndet og fortsæt pakningen.
14) Men skynd dig, for nu er næste-næste kunde på vej igennem, og hans varer kommer ned i din halvdel af pakkebordet.
15) Rub neglene, pak det sidste og få hømmet dig fra det notorisk crowdede og stressinducerende pakkeområdet.
16) Kæmp dig vej tilbage til terminalen, jok i brandbilen og forstuv anklen undervejs, og hent dit kort, efter at ekspedienten har råbt efter dig, fordi du glemte det i terminalen.

Jeg ved ikke... Jeg synes bare, det var bedre i gamle dage. Hvor der var billede på kortene, så man rent faktisk kunne gå i byen med sit Dankort som det eneste man behøvede at huske. Nu er der steder i byen, hvor du skal bruge et ekstra identitetskort for at hæve penge. Jeg er helt med på, at kortet er rigtig smart for bankerne, men hvad var det lige at jeg fik ud af det? Jeg, som er goddamn kunden!. Jeg prøvede at ringe til Peter Strarup, men han sidder på Maldiverne, som han har købt for den bonus, han fik for at skære medarbejderstyrken ned med 15% (og som ret beset er mine penge), og han har ikke fået etableret mobildækning endnu.

Og så forstår jeg slet ikke, hvorfor fanden de ikke bare sætter terminalen for enden af båndet i stedet for oppe hos ekspedienten. Det er sguda kunden, der skal bruge terminalen, og ikke ekspedienten, eller er der et eller andet, jeg bare overhovedet ikke har fattet?

Måske man bare skulle begynde at betale kontant igen.

Kommenteret 22 gange


Andre glogs af Brian Rocatis




Data: In the event of a water landing, I have been designed to act as a flotation device.
-- Star Trek:Insurrection