Glog-indlægGlog: Halløj med IP-telefoniThomas Würgler2008-01-05 Tilbage til forsiden


Min eneste fastnettelefon var den, jeg havde i den periode, hvor jeg boede på kollegie. Siden da har jeg været igennem et par forskellige mobiltelefoner og -selskaber, men da jeg så småt begyndte at høre om IP-telefoni tænkte jeg, at det skulle prøves.

Uden at nævne navne på selskaber, var jeg igennem et par knap så heldige oplevelser. Hardwaren var til gengæld altid lidt mere problematisk. Jeg startede med en Grandstream Handytone-486, som strengt taget er det argeste bras, man overhovedet kan forestille sig. Jo længere den kørte, desto mere gik den i selvsving.

Derefter fulgte en Sipura 2102, som har vist sig at være vældigt stabil, så længe man ikke forsøger at bruge quality of service på den. Efter at have set lidt på, hvordan quality of service-løsninger egentlig virker i billigere voip-adaptere, besluttede jeg mig også for, at jeg var bedre tjent uden. Faktisk er det eneste svage led tilbage i kæden min ISPs router, som skal genstøvles med jævne mellemrum. Efter en firmware-opdatering er det dog nede på at være under en gang om måneden, så det er ved at være til at leve med.

I øjeblikket har jeg mit nummer hos Telsome Privat, hvilket dels var fordi det passede bedst til mit forbrug, og dels fordi min arbejdsplads ejer selskabet, så det var lidt interessant at se oplevelsen fra den anden side.

Af forskellige årsager begyndte jeg dog at interessere mig for en løsning, der involverer Skype. Hovedsageligt på grund af familie i områder, hvor selv den ellers billige IP-telefoni pludselig ikke er så billig længere. Løsningen blev derfor, at de kære familiemedlemmer fik en trådløs Belkin-router og en wifi-telefon til hjemmet, samt et US Robotics (Ahhh, USR) Skype-håndsæt til USB til at have med på farten.

Kombineret med at jeg har bekendte i USA, begyndte tanken om en Skype-telefon og et SkypeIn-nummer i USA pludselig at være ret interessant. Efter at have set de to andre løsninger, som på sin vis var fine nok, kiggede jeg efter noget til mig selv. I første omgang brugte jeg bare SkypeOut til at viderestille opkald til min voip-løsning, men det var jo ikke optimalt, at det kostede mig penge, hver gang nogen ringede til mig.

Jeg endte med en Dualphone 3088, som er en trådløs kombineret Skype- og fastnettelefon. Det snedige her er, at jeg ved samme lejlighed fik min aldrende DECT-telefon ud af billedet, og alligevel kun har én telefon til både min IP-telefoni ved Telsome Privat og Skype. Det føltes godt nok ekstremt nørdet at vide, at man skulle bruge to ethernetstik til sin telefon, men det var heldigvis lidt på den gode måde - helt uden fugeskum.

Det jeg har konkluderet om telefonerne er, at de har en ting tilfælles: Interfacet er næsten helt ensrettet. Kan man finde ud af at bruge Skype, kan man også let finde ud af at bruge telefonen, og på mange punkter er interfacet også bedre end i normale DECT/mobiltelefoner. Adgang til Skype-kontakter lige på hovedskærmen, hvor man også kan se, hvor mange penge man har tilbage på sin Skype-konto - samt hvem man er logget ind som og hvad klokken er. Man kan selvfølgelig også bare trykke et telefonnummer ind, og som standard spørger telefonen, om man vil ringe via fastnet eller via Skype. Vælger man en af sine kontakter ringer den naturligvis automatisk via Skype.

Det eneste jeg ærgrer mig lidt over er, at selv om man kan sætte telefonen til altid at bruge fastnet eller altid at bruge Skype som standard til udgående opkald, så kan man ikke sætte den til at spørge, hvad den skal bruge og have fastnet som standardpunktet. Fastnetopkald kræver således altid et ekstra tastetryk, selv om det er dem, jeg bruger mest.

Lydkvaliteten er ellers rigtig god. Både det tidligere nævnte USB-håndsæt og Dualphone har en rigtig god lyd. Belkin-telefonen lider under let ekko, men har ellers ok lydkvalitet. Til gengæld opfører den sig rigtigt sært i Skype-regi, så derfor besluttede jeg mig for at springe den over - også på grund af den noget lave batterilevetid. Nogle vil måske savne at kunne skrue lidt højere op på Dualphone, men lydstyrken er ok for mit vedkommende. Knapperne på telefonen føles ok, selv om de blå knapper, som udgør en cirkel, er knap så medgørlige som resten. De er lidt for tynde og man skal ramme relativt præcist for at trykke dem i bund. De er dog bare genveje til forskellige ting, som jeg egentlig ikke regner med at bruge specielt meget.

Telefonen ligger godt i hånden og er ikke for tung. Den har også en god længde - jeg foretrækker, når telefoner rent faktisk når nogenlunde fra øre til mund, og det gør den. Batterilevetiden er flot ifølge specifikationerne, men jeg har ikke nået rent faktisk at teste den til bunds endnu.

Rent hardwaremæssigt får man alt det med, som man skal bruge. Der er både ethernetkabel, telefonkabler og trepolede telefonstik udover en velvoksen manual på 400 sider og på 12 sprog. Der er en base (med en lille Cylon-rød diode på), som man kan gemme lidt væk, og så er der en lille lader, som håndsættet kan stå i, som man så kan placere lige, hvor man har lyst til. Næsten alt virkede ud af æsken, da jeg havde sat det op - og det helt uden at kigge på installationsvejledningen. Det er ret let at gennemskue, hvordan tingene hænger sammen. Jeg havde dog kun lyd på fastnet-delen til at starte med, men efter jeg bad telefonen om at køre en softwareopdatering virkede alting, og det har det gjort lige siden - med bravour endda.

Det giver unægteligt nogle interessante muligheder med hardware til Skype, og jeg må indrømme at de nye 3 Skype-telefoner også er lettere tiltalende - i hvert fald idéen i dem. Hvorvidt man bryder sig om Skype fra et forretningsmæssigt eller teknisk synspunkt, må man gøre op med sig selv, men på visse områder gør Skype nogle ting lettere og billigere, end man ellers lige kan gøre. Jeg glæder mig meget til at lege yderligere med telefonen i den kommende tid - og ikke mindst at se hvad de finder på i form af softwareopdateringer. Den nyligt installerede opdatering gav mulighed for at have flere håndsæt tilknyttet basen. Ikke at jeg får brug for det her i lejligheden.

Jeg er overordentligt tilfreds med mit køb, og er man lidt eventyrlysten og føler, at kobberets og telefonabonnementernes dage er ved at være - eller bør være - talte, så er der mange spændende muligheder at kaste sig over, og det er billigt (eller endda helt gratis) at komme i gang.



Kommentarer: 21


Andre glogs af Thomas Würgler




I'm not even supposed to be here today!
-- Dante (Clerks)