Glog-indlægGlog: Skurke vi hader at elskeAnders Petersen2010-04-30 Tilbage til forsiden


I en diskussion om horrorfilm afledt af Lars' ti år gamle anmeldelse af Blair Witch Project, stillede Arctic et spørgsmål, der var så godt, at det simpelthen skal have sin egen tråd. Spørgsmålet lød på hvorfor jeg og konen holdt så meget af familien Firefly i filmene House Of A 1000 Corpses og The Devil's Rejects til trods for at de er nogle morderiske psykopater. Om man har set de benævnte film er irrelevant i denne sammenhæng, for spørgsmålet er i virkeligheden meget mere generelt, og det har jeg en mistanke om, at svaret også er. For om vi ender med at holde med en skurk eller ej er stort set altid fuldstændig kalkuret. Jeg har dog aldrig rigtig tænkt over, hvad det er som manustriptforfatterne og instruktørerne egentlig gør for at få os til at holde af skurkene.

Størstedelen af de skurke vi bliver udsat for i den gængse eventyr-, action- og horrorfilm er jo personificeret ondskab og et plotmiddel, hvis eneste formål er at sørge for at vi knytter et tættere bånd til helten og giver historien et tydeligt mål - at banditten kommer ned med nakken. Jeg vil tro det er den type skurk TVtropes kalder for Villain By Default. Men i visse film bliver vi helt overlagt manipuleret til at holde med skurken (og ofte samtidig med vi også holder med helten). Enhver sund fornuft dikterer, at vi skal hade skurkene for alt det grimme de gør. Så hvad er det for midler historiefortællerne bruger til at manipulere os til at elske Hannibal Lecter og Jigsaw? Hvilke psykologiske strenge spilles der på for at vi ender med at elske manden, men hade hans handling? I enkelte tilfælde kan en god historiefortæller sågar drive os helt derud, hvor handlingen ikke engang længere føles forkert, selv om vi godt fra et samfundsmoralsk perspektiv kan se, at det er uacceptabelt.

Jeg har aldrig studeret filmvidenskab og ved i virkeligheden ikke nok om historiefortælling til at kunne gennemskue de her ting, og er derfor oprigtigt interesseret i at høre hvad I, kære læsere, har af synspunkter.

Så her er mit spørgsmål til jer: Hvilke skurke hader I at elske, og hvorfor tror I det er?

Bemærk at det her ikke er et oplæg til en sludder om anti-helten, for det er i min verden to vidt forskellige ting at være Han Solo og være lystmorder. Jeg er heller ikke interesseret i, at høre om den almindelige facination af psykopater. Vi læser ikke om Patrick Batemans udskejelser fordi han dybest set har en elskværdig personlighed, men fordi vi er fascineret af hvor syg han er. Jeg snakker ikke om fascination af skurke. Jeg snakker om sympati.

Det jeg synes kunne være spændende at høre om, er de røvere, sexforbrydere, voldsmænd, mordere og dommedagsarkitekter som I hver især hepper på undslipper retfærdighedens lange arm i sidste ende og som I kniber en tåre for, når de dør. Hvad er det historiefortællerne gør, som får os til at finde dem så elskelige?

Grav dybt. Find de rigtig svære frem.

Kommentarer: 21


Andre glogs af Anders Petersen




Rincewind had always been happy to think of himself as a racist. The One Hundred Meters, the Mile, the Marathon -- he'd run them all.
-- Terry Pratchett (The Last Continent)