Glog-indlægGlog: Om web-tv og tvThomas Würgler2010-06-01 Tilbage til forsiden


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er den største TV-seer. Da jeg var mindre, brugte jeg mange timer foran kassen og fulgte med i alt fra Knight Rider til Alf, julekalendere og Star Trek. Da jeg flyttede på kollegie, fik jeg lidt en overdosis fjernsyn, da det altid kørte i kollegiekøkkenet, og af samme årsag har jeg et relativt ulogisk had mod Discovery Channel. Jeg mener, hvis man endelig skal se noget, er Discovery vel ikke det værste at se på, men man kan også få for meget af det gode.

Jeg har længe prædiket om, at tv on-demand kun kan gå for langsomt. Hvorfor lade sin hverdag diktere af tv-kanaler og risikere at sæson 2 af yndlingsserien ikke bliver købt? Så kan man lige så godt købe serien på dvd til at starte med.

Jeg har dog et relativt velfungerende setup med en Mac Mini og en tv-tuner, som automatisk kan optage ud fra bestemte kriterier (vil du have alle afsnit af Simpsons og True Blood? Det klarer den automagisk). Jeg bor lidt ude på landet, så modtageforholdene for digitalt TV er ikke perfekte. Egentlig står signalet ret stærkt på nogle kanaler, men på andre er der hakker i udsendelserne, så det ikke rigtigt er værd at se på, og jeg kan desuden kun se én kanal adgangen med den løsning. Det er ikke det store problem, men jeg kan ikke lade være med at prøve nye teknologier ad, når de kommer. Jeg prøvede hedengangne Stream.TV, og det fungerede ikke alt for imponerende. Udvalget af kanaler var usselt og streamingen var ret ustabil.

Nu er YouSee imidlertid ude med deres web-tv, og det skulle selvfølgelig også prøves. Man får 23 kanaler for 199 om måneden - eller man kan købe adgang i 24 timer for 39 kroner. Det er ikke fordi det er fantastisk billigt. Især fordi DRs kanaler er med i de 23 (dog ikke DR HD). Men man får da en del. Der er også adgang til et program-arkiv for DR og mulighed for at leje irrelevante film til latterlige priser. Ikke ligefrem et kæmpeplus i sig selv.

Man kunne håbe, at man ville få mulighed for at starte et program forfra, hvis man kommer lidt for sent ind i det. Eller måske vælge digital optagelse ud fra den rimeligt fornuftige TV-guide på siden (hvor man dog af uvisse årsager ikke kan vælge at se lige præcis de programmer, som er i web-tv-pakken. Tanketorsk?). En ting er i hvert fald sikkert: Jeg prøvede for sportens skyld at tegne et 30 dages abonnement, og jeg starter af og til browseren op for at kigge, om der skulle være noget interessant at have kørende, men TV er i store træk dybt irrelevant. Jeg er måske blevet forvænt med at have hele serier på dvd, hvor jeg selv vælger hvor og hvornår, jeg vil se dem, samt et rimeligt stort udvalg af film, som jeg ligeledes kan se, når det passer mig.

Der er måske en eller anden hemmelig sovs et sted, som jeg ikke er stødt ind i, og som stadig holder familien Danmark fanget foran fjernsynet, men jeg kan ved gud ikke forestille mig, hvad den skulle bestå af. Hvorfor finder folk sig stadig i at få dikteret, hvad de skal se og hvornår?

Nu har web-tv endda den fordel, at man kan se det på alle sine computere, hvis bare bredbåndsforbindelsen er hurtig nok (minimum 1Mb - gerne 2). Det burde jo gøre det bare en smule mere interessant, og det er da også vældigt smart rent teknologisk at streame til browseren - og det virker endda relativt godt. Der er ikke de store udfald, og kun Flash-teknologiens ustabilitet dræber forbindelsen af og til.

Jeg læste lige den anden dag, at det næste store tv-marked bliver tv på telefonen. OK. Det kan godt være, men jeg kan stadig ikke sætte mig ind i, hvorfor man overhovedet ønsker sig det, før man selv kan bestemme, hvad man vil se og hvornår. Og ikke mindst selv kan vælge hvilken programpakke, man vil betale for. Manglen på frit kanalvalg fik mig til at opsige mit abonnement på Boxer, som jeg egentlig også kun tegnede for at få en harddiskoptager med rabat. Den skulle være cremen af cremen, men den er egentlig ret ussel i forhold til min Mac Mini med EyeTV 3.

Jeg håber, at tjeneste som MUBI og Zune vil modnes voldsomt hurtigt, for jeg kan ærligt talt ikke forestille mig at gå tilbage til gammeldags tv-kiggeri. Jeg skulle også gerne droppe DR helt, hvis ikke det var for den halvårlige dummebøde for at eje skærmen til mine konsoller og dvd-afspiller. Når man nu betaler for skidtet, må man jo prøve at få et eller andet ud af det, uanset hvor irrelevant det er eller hvor dårligt det fungerer.



Kommentarer: 17


Andre glogs af Thomas Würgler




The Donkey: Oh no! I can't feel my toes.
[Looks down and yelps] I don't have any toes!
[Sits down] I need a hug.
-- Shrek