Glog-indlægGlog: Kindle 3Peter Paaske Juul2010-09-21 Tilbage til forsiden


Jeg har et stykke tid studeret mine reoler og sukket over de mange fine vægmeter jeg kunne få til rådighed, hvis ikke jeg brugte så meget plads på paperbacks. Jeg er interesseret i at beholde mine hardcovers (indtil videre) og mine tegneserier, men de mange paperbacks, der står og fylder, i fald jeg engang får lyst til at læse dem igen og de så ikke er til at skaffe... uha. Min gode ven Allan fik sig en slem forskrækkelse, da en bestemt Babylon 5-bog pludselig kostede over 300 kr på brugtmarkedet, og det vil jeg ikke ud i.

Så den oplagte tanke er e-books. Og da Kindle - the iPod of eBook readers - kom i en ny udgave og oven i købet kunne leveres fra USA for 1100 kr incl. forsendelse, told og moms, var det tid til at svinge VISA-kortet.

Der går et par uger, før den er på lager igen, men da den først var bestilt begyndte jeg med det samme at undersøge bogmarkedet og at downloade bøger til Kindle-applikationen på min HTC Hero.

Der er desværre gået regions-krig i eBook-markedet. Man registrerer en adresse som "Min Kindle-kontos hjemmeadresse", og så kan Amazon sælge mig nogle bøger, hvis jeg har adresse i UK og andre, hvis jeg har adresse i USA. Og færre, hvis jeg har adresse i DK.

Det betyder, at jeg ikke kan købe ret mange bøger af to af mine yndlingsforfattere for tiden, John Scalzi og Charles Stross. Amazon's aftaler med deres forlag dækker nemlig ikke salg til Danmark. Enerhverende som bare pokker.

"Men der skal jo ikke leveres nogen fysisk vare til mig," tænkte jeg så, "Så hvis jeg nu bruger f.eks. ShopUSA.com til at oprette en proxy-adresse i USA, hvad sker der så?"

Som sagt, så gjort. Jeg oprettede en post-adresse i Virginia, tastede den ind i Amazon.com og forklarede min Kindle-opsætning, at det nu er min adresse. Og vupti havde jeg så vidt jeg kunne se en komplet samling Scalzi-bøger at købe fra.

Jeg kunne uden videre downloade en gratis udgave af Alice in wonderland fra Kindle Store. Havde jeg siddet i UK havde jeg kunnet downloade en gratis samling Sherlock Holmes-historier, The Jungle Book, Skatteøen og andre klassikere, der forlængst er faldet ud af copyright hos briterne.

Det var jeg nødt til at eksperimentere med, så jeg oprettede endnu en adresse. Denne gang måtte et London-hotel, jeg boede på en week-end i foråret stå for skud. Jeg skiftede Kindle-adresse et voila, nu kunne jeg købe ind i amazon.co.uk's Kindle store.

Nu var det tid til at teste systemets grænser. Jeg "købte" en stak bøger til £0.00 stykket, og før jeg downloadede dem, skiftede jeg igen adresse til USA. Jeg startede Kindle App'en på min telefon, og den gik straks i gang med at hente bøgerne.

For at teste systemet lidt mere, hentede jeg nu Kindle for PC for at se, om bøgerne også var tilgængelige der. Det var de. Nu er jeg så spændt på at se om de forsvinder i løbet af nogle dage. Der var jo en del Kindle-ejere, der følte, at de havde en lidt for levende oplevelse af Orwell's værker, da Amazon for en tid siden besluttede at slette 1984 og Animal Farm fra kundernes enheder.

Hvis ikke, vil jeg prøve med et par værker, der koster rigtige penge og se, hvordan det går. Følg mine erfaringer i kommentarerne til denne glog og spæd endelig til med dine egne erfaringer og tips.

Kommentarer: 153


Andre glogs af Peter Paaske Juul




Yes, it's true. This man has no dick.
-- Peter Venkman (Ghostbusters)