Glog-indlægGlog: Spil i lommenThomas Würgler2012-04-08 Tilbage til forsiden


Dette er ikke spilanmeldelser. Se det i stedet som tips om spil, som kan være interessante at se på. Nogle af dem er store navne, andre knap så store. De har kun det tilfælles, at jeg synes, de har været værd at se nærmere på og jeg glæder mig til at spille dem mere.

Saturday Morning RPG

Saturday Morning skal forstås i sammenhængen "børne-tv". Spillet er en pastiche over 80er-børne-tv og er fuldt af klicheer - både design- og spilmæssigt. Det er ret festligt.

Historien starter med, at man får et solidt lag prygl af en ond oberst, hvilket jo ikke giver mening, for det er de onde, der altid taber. Det ved vi, og det påpeger hovedpersonen også. Heldigvis giver en troldmand - i helt almindeligt tøj og med ekstremt plat dialog - os en notesblok, som kan hjælpe med at besejre den onde oberst. Og så går den vilde soldaterjagt - med alverdens tossede fjender og dialog undervejs.

Når det gælder kampe, minder spillet om Paper Mario. Angrebene og forsvar er timing-baserede, og man kan forøge sine chancer, ved at kratte løs på duft-klistermærker i notesblokken før hver kamp. Jeps. Det er både fjollet og retro. Stilen er en blanding af 2D og 3D - hvor perspektivet til tiden går helt til hundene. Men det er med vilje, og det ser sådan set ret charmerende ud. Det er helt gratis at spille episode 1, så hvis du synes det lyder spændende, er det bare at komme i gang.

App Store link.

PAC-CHOMP!

Namco-Bandai har et bud på, hvordan man laver et match-3 spil, og det er ikke helt ude i hampen. Stilen er som Bejeweled, Zoo Keeper, Puzzle Quest og mange andre. Lav en række med mindst tre ens farvede spøgelser, og de forsvinder. Der er til gengæld nogle interessante twists. For det første er Pac-Man med på brættet, og for det andet er brættet delt op i fire dele, som kan roteres. Pac-Man kan spise power-ups, som spøgelserne efterlader, når han står lige ved siden af dem. En af dem udløser en bonusbane, mens andre fjerner alle fjender af en bestemt farve, de nærmeste fjender eller hele rækker af fjender. Det virker rigtigt godt og føles friskt i forhold til de mange andre kloner på markedet.

App Store Link.

Ice Rage

Hvis du med glæde mindes de gamle ishockeyspil til 8-bit maskiner som Slap Shot eller Blades of Steeel, så er Ice Rage spillet til dig.

Spillet er lavet af folkene bag det fremragende Death Rally (seks stjerner lige ud), og man kan både spille mod computeren og mod en menneskelig modstander på en og samme iPad. Det er langt fra verdens dybeste spil, men det er simpelt at gå til, veludført og rammer kernen i, hvad der gør et ishockeyspil sjovt at spille.

De tre ovenstående findes alle til både iPhone, iPod og iPad - og muligivs flere platforme. Tjek din lokale app store.

App Store Link.



Glog-kommentar


Andre glogs af Thomas Würgler




Let's show this prehistoric bitch how we do things downtown!
-- Peter Venkman (Ghostbusters)