Billedvisning - Geek Culture

Billeder til J-popcon 2005: Post-con rapport

Gå tilbage til J-popcon 2005: Post-con rapport

	Ønsket størrelse

I gameroomet trak Nintendogs tøser til som et udsalg på Stella McCartney-pjalter hos H&M. Publikummet var dog af en lidt anden disposition.

Alle billeder til J-popcon 2005: Post-con rapport

Et af de første syn der mødte nyankomne gæster, var denne rudimentære, men praktiske infokiosk, der konstant viste seneste programændringer og trailere fra de mange serier og film som con'en bød på.

Vi kunne ikke lade være med at blive betaget over den hastighed, hvormed nye skilte konstant fandt vej til con'ens kriseområder.

En rigtig rar ting, der har været praktiseret og overholdt samfulde fire år, og som vi aldrig nogensinde håber vil ændre sig.

Ah-ja. Færdigretter som shogunatet lavede dem.

Traditionen tro åbnede dealer-rummet først lørdag formiddag, og nøjagtigt som de andre år, tog det nøjagtigt 12 sekunder før gulvet var pakket med mennesker, som skulle have deres fix. De fleste af vore læsere som frekventerer de københavnske specialforhandlere af tegneserier, burde kunne genkende herren i domo-kun trøjen.

Den kritiske masse for gothic-loli-kulturen var nået i år. Det kunne især ses på den besynderligt store mængde Nightmare Before Christmas- og generelt Burton-merchandise der havde sneget sig ind i det ellers strengt japanske varesortiment. De lilla kasser i front indeholder de tre møgunger fra førstnævnte film; Lock, Stock og Barrel.

Mangismo var med for første gang i år. Den danske udgiver har nærmest buldret frem med syvmileskridt indenfor de sidste 6 måneder, hvor vi har haft fornøjelsen af at anmelde adskillige af deres udgivelser, og de må siges at give Carlsen kam til deres hår hvad angår udbud af knapt så mainstream serier.

Cartoon Passion var for andet år i træk med til at kridte banen op for nipsting. Nøgleringe, lommeure, tasker, dagbøger, kapselfigurer og alskens andre anime-relaterede dimser var at finde til absurde overpriser. Det afskrækkede dog ingen, for der blev langet ting over disken hurtigere end vi kunne følge med.

Fantask kører hårdere og hårdere på for hver gang, de stiller op. Selv madpauserne var inddraget i år.

Henrik fra det selvstændige VOD-tiltag AnimeOnly.tv, som mange af os har støttet siden projektets start, var også at finde i dealer-rummet. Som den eneste oase i rummet hvor man ikke skulle have tegnedrengen frem, når man åbnede munden, var den generelt velbesøgt. Det hjalp selvfølgelig en del at der var sodavand og slik i rigelige mængder, men det var svært ikke at blive inspireret af mandens ukuelige gå-på-mod.

Den evigt voksende gothic lolita-klike var igen i år at finde bag Chaotic Past-standen, der traditionen tro var vel bevogtet af en mindre hær af Volks-dukker iklædt håndproducerede kreationer.

Som havenisser var de allevegne. Hængende på hvert et bordhjørne, stirrende, fordømmende og evigt bebrejdende. Ja, hr. betjent - min paranoia har det fint.

Den lille japanske købmand, Sachie (der, lige indtil Tokyo Skywalk flyttede, nærmest havde dannet grobund for et japansk kvarter i hjertet af Fiolstræde), var også til stede på con'en i år. Og de havde Gudhjælpemig Pocky med, de bastarder. Det kostede dyrt.

Dygtige konservatorer på denne stand havde skudt og udstoppet anseelige mængder af super-deforme anime-karakterer. De var skræmmende livagtige - næsten som man ser dem frit i naturen. Meget ulig klassisk mumificering som vi kender det fra egyptiske udgravninger, fjerner man de indre organer på samme måde som man puster æg. Kroppen fores med bamsevat og venstre knæ påsyes en vaskedeklaration.

På grund af den voldsomme tilslutning fra de større forhandlere i år, var dealer-rummet stort set støvsuget for private kunstnere, der i stedet hang ud i J-pop Cafeen.

Brian fandt desværre de her før jeg gjorde, så jeg nåede ikke at få det billede af ham, hvor han går helt op i limningen.

I gameroomet trak Nintendogs tøser til som et udsalg på Stella McCartney-pjalter hos H&M. Publikummet var dog af en lidt anden disposition.

Tidligt på dagen, hvor de færreste havde den store motorik at gøre godt med, var dansemåtterne kun booket 100% af tiden. Blot få timer senere, og især i filmprogrammets pauser, var der så stor dækning af måtterne, at det var svært at skille tilskuere fra dansere.

Om gutten til højre havde sigtet efter at forestille Lee eller Thurman fik jeg aldrig regnet ud.

Kun på J-popcon (og visse mentalinstitutioner) indgår den slags som absolut livsnødvendig proviant.

Kun på J-popcon, mine damer og herrer. Rowrrr.
Den opmærksomme spilnørd vil grangiveligt have spottet det savlfremkaldende rack.

På bordet. BAG de spillende tøser. Tilsluttet SuperGun'en.

Sig hej til PS2, Neo Geo, Saturn, Dreamcast, PC Engine og Super Famicom.

Som con'ens absolut yngste tilbagevendende deltager var Momo her igen i år. Trods den suveræne jordskredssejr, hun præsterede ved sidste års cosplay-event, var det smukt at se, at berømmelsen på ingen vis var steget hende til hovedet. Alt blev taget med ophøjet ro og intet syntes at være en hindring. Heller ikke de forbandet høje spilstande.

Visse besøgende tog deres shoot'em ups MEGET alvorligt.

En blik ned over PS2-langsiden.

Nogen havde taget Dancing Stage Mario Mix med.

Det var en stor, stor fejl.
I samfulde 45 minutter kommunikerede Jens og Tobias kun i bossa og samba.

Chii og GameCube i smuk forening. Havde jeg blot været udstyret med en sprudlende ordskvalder-generator som d'herrer Leth og Mater, ville jeg sikkert kunne kommentere denne konstellation med flere og bedre adjektiver end dette, men det ER altså smukt.

Gameroomet var nydeligt disponeret og Nintendo DS-hjørnet med gadelamperne var et sødt touch (no pun nintended).

Lørdag eftermiddag havde en eller anden sneget en - tilsyneladende mere end sædvanligt - omtåget Jeff Minter ind i lokalet og op på en dansemåtte. Jeg skød personligt det fældende bevis. I læste det først på Geek Culture, folkens.

Ja, så proppet var der faktisk de fleste af døgnets 24 timer.

...Og der var stadig adskillige timer til aftenens cosplay-event.

Udklædning var bestemt ikke kun forbeholdt skabninger over halvanden meter. Her en Volks-rendering af Squall fra Final Fantasy VIII som en af Chaotic Past-pigerne havde kreeret. Og med en vis mængde succes, må jeg tilføje.

Fik vi nævnt at de var allevegne i år?

Det var imidlertid ikke alle dukker på con'en, der var fremstillet som androgyne småpigefantasier.

Længere i knæ turde jeg ikke gå for at få frøperspektivet med, af frygt for at vanære hele redaktionen foran de mange forbipasserende.

Galleriet var mere friskt end forrige år, og der var en langt større spændvidde mellem de traditionelle billeder og indkøbt artwork.

...Der var dog stadig en overvejende stor mængde yoai og shounen-ai-kunst.

De fordømte reflekterende glasrammer forpurrer hvert år mine forsøg på at gengive galleriet i al sin pragt, så der måtte mere vovede vinkler til denne gang.

Nogle af Junko Mizunos værker var ligesom forrige år udstillet i galleriet, men da det var ligeså umuligt at skyde billeder af dem som sidste år, måtte jeg nøjes med andet og mere lettilgængeligt artwork.

Selv af middelmådige serier vokser der flot artwork.

Ja-ja, det kan godt være du selv synes du er en haj til 3D Studio Max, Maya eller Lightwave, bassemand - men justerer du dine vertices i hånden, skærer dine splines med hobbykniv og maler dine textures med pantonetusser? Nej, vel?

Den her udstilling var generelt åndssvagt imponerende. Det lykkedes mig desværre ikke at få et godt skud af Eva-01-armen der skimtes bag reflektionen i højre side af montren, men tag mit ord for at det var latterligt flot lavet.

Ganger man skalaen op og går i byggemarkedet efter sine materialer, kunne man faktisk bygge en fullsize Gundam. Smid noget hydraulik og et par servoer efter sådan et projekt og man kunne tøffe på arbejde i det sejeste befordringsmiddel på gule plader verden nogensinde har set.

En rar ting ved årets galleri var at man havde inddraget ekstra rum for at eksperimentere lidt. Her et Louisiana-agtigt, rudimentært stykke installationskunst bestående af caféstole badet i lyset fra Faye Valentine.

Nær caféteriet fik jeg øjnet en chance for at skyde nogle flere billeder af plush-udstillingen. Mecha-pandaen med den lille panda-operatør og den bedårende Zeon Gundam var ikke til at stå for.

...Og det pudsige var, at de ALLEsammen ville hjem til mig.

Junko Mizuno Q&A.

Her Junko Mizuno og en pavestolt Adrian efter Q&A-seancen - trængt op i en krog af omkring 30 mennesker med blitzende kameraer.

Når caféen ikke blev brugt til foredrag og workshops blev der spillet Go til den store guldmedalje. Parykker, hatte og usunde mængder af pocky var ifølge de nye internationale regler både påkrævet og strengt håndhævet af alle.

Man keder sig aldrig, når man sidder og venter på de forsinkede forestillinger. Her hænger Rikku fra Final Fantasy X-2 ud foran Biograf 3. 600 dampende otaku gør den slags påklædning mulig i en råkold november-weekend.

Hellsings Alucard i egen gummibestøvlede person. Mindre praktisk påklædning, temperaturen taget i betragtning, men for de fleste af os var dette antræk bestemt også at foretrække fremfor ... say ... ManFaye.

De fleste con-deltagere - cosplayere eller ej - havde en overudviklet poseringsrefleks, der satte i sving, hver gang nogen så meget som antydede at liste et kamera ud af lommen. Jeg, der slæbte rundt på en stor, uhåndtérbar spejlrefleks-sag, var derfor altid omgivet af komplet stillestående mennesker i underlige positioner.

Sidste års overrepræsentation af Naruto-ninjaer var i år afløst af Tokyo Mew Mew. Noget nær 50% af deltagerne ved cosplay-konkurrencen var i et eller andet led af Tokyo Mew Mew-galskaben. Og det var såmænd ikke engang fordi der var færre Naruto-cosplayere i år. Mængden af karakterer fra førnævnte serie var, i forhold, nærmest bare helt uvirkelig.

Jeg havde desværre ikke fået vidvinkel-linsen op af tasken inden jeg klemte mig selv inde blandt kødranden af mennesker der ventede på cosplay-konkurrencens startskud, så dette billede giver ikke engang en vag indikation om menneskemængden.

Årets æresgæst, Junko Mizuno, var også blevet draftet som dommer i cosplay-konkurrencen sammen med Adrian. Om hun oven på den oplevelse nogensinde vender tilbage til Danmark vil tiden vise. Det er Junko med de korteste bakkenbarter.

Stadig uden vidvinkel-linse, men tag mit ord for det: Der var mange.

Kampen er fløjtet af, og der bliver startet lidt nervøst med Puchiko fra Di Gi Charat.

...Som dog øjeblikkeligt bliver afløst af en mere end almindelig selvsikker Solid Snake, der faktisk var svær at få på film derfra hvor jeg stod, fordi camouflagen faldt overraskende godt i med det store billede af Valby i baggrunden.

Hukommelsen svigter, men uden at være hundrede procent sikker i min sag, vil jeg vove mig ud på dybt vand og sige Inu Yasha med hård mave.

Nervøsiteten var der ikke noget at sige til, det store publikum taget i betragtning. Generel koncencus var dog, at jo mere galt det gik på scenen, des større blev man bakket op af publikum for at blive i sadlen.

BeyBlade-galningen, der sidste år fik forvildet sig op på scenen bevæbnet med to snurretoppe og et ildfast fad fik ikke helt så mange til at vådte bukserne i år.

Den første af rigtig, rigtig, rigtig mange Tokyo Mew Mew-inkarnationer.

Momo var sådan cirka tolv slags bedårende i år.

Her, fanget i det vindende øjeblik var der ikke et øje tørt. Hendes fuldkommen fejlfrie opførelse af temaet fra Cardcaptor Sakura var det dræbende stød.
Trods klappen, jublen og fællessang, missede hun ikke et beat.

Alucard igen. Stadig i gummistøvler.

En betuttet Yuna fra Final Fantasy X.

Der er mindst én hvert år, men uanset hvem der bærer dragten, synes Sailor Moon-karakteren at levere et mere og mere selvsikkert show for hvert år.

Subaru fra .hack//SIGN var der også et par stykker af i år.

Rikku brugte også beskidte tricks, men forsøgte at dække over dem med sangtekster.

A little help here?

.hack//SIGN-gruppen tog tykt pis på universet og selv folk med kun perifær kendskab til RPG'er var flade af grin. Der manglede kun stats-tavlen, og idiotien ville have været komplet.

Skiltene hjalp.

Howl tyede til usportslige midler for at vinde publikums gunst, men til ingen nytte. Der skal mere end slik til at ensrette et overstimuleret publikum.

Endelig en udgave af Belldandy, som selv de mandlige publikummer kunne holde ud.
Hendes underdanige væsen giver mig normalt knopper og kløe i aftrækkerfingeren.
At ingen af de symptomer viste sig i år, var en stor præstation alene. Og så var hun jo yndig.

Der var flere tilfælde af crossover mellem serier på scenen i år, hvilket kom som et genialt svar på de mange

'BELLYFLOPALITY! Kakashi Wins!'

Der her var ubestridt det sjoveste indslag overhovedet. Træner og PokéMon (ja, det er PokéMon'en til venstre - hvis du aldrig har fanget ham, har du ikke fanget dem alle). Hver især havde de mistet deres stemmer og var udelukkende i stand til at kommunikere gennem hinanden, hvilket gav anledning til noget uhyre indstuderet spas.

Nogle af de tricks denneher PokéMon kunne, har jeg ikke engang set i spillene. Da vi senere mødte den på den lokale thai wok-restaurant var gassen stadig ikke gået af ballonen.

Nogle deltagere banede sig vej til toppen med uovertruffen selvsikkerhed...

...Mens andre, bævende og skælvende som espeløv, nærmest var ved at dratte af scenen af skræk. Det hjalp bestemt ikke på nervøsiteten, når der blev taget fejl af sangene ved mixerpulten.

Den største af Tokyo Mew Mew-trupperne var sindssygt imponerende. Hver eneste af pigerne førte sig frem, som havde de firs år i showbiz. Der var ingen nåde og ingen merit på beklædningen blot fordi man var udstyret med et X-kromosom. Det var meget, meget ømt.

De fleste var meget imponerede over Mew Mew-pigernes sejr over de barmavede rumvæsener, men jeg tror stadig det var aftalt spil.

Denneher informercial for anime-hår var grovskæg. Bemærk den lille

Før var jeg træt og deprimeret. Så prøvede jeg Hair-o-magic. Nu har jeg det meget bedre.

Seriens navn undslipper mig.

Takket være den ihærdige indsats var zombieproblemerne ved årets con reduceret med 96% i forhold til forrige år. Kun tre hjerner manglede ved søndagens optælling, men de blev senere fundet i henholdsvis cafeteriet og biosal 4.

Scenen forsvandt fuldstændig, da man prøvede at stuve samtlige cosplayere sammen på én gang. Det var komplet umuligt at få et skud af dem allesammen. Her den østlige ende af scenen.

...Og her den vestlige.

21:45. Mere end halvanden times cosplay-extravaganza nærmer sig sit ophør og priserne uddeles med rund hånd.

En selvsikker sejrherre med sin præmie.

Sejrens udbytte deles i porten. Jeg sagde jo, det var fup og svindel.

Jeg har glemt hvilken kategori denne pris blev uddelt i, men konferencierens lavmælte

Jeg kom op med rundt regnet 400 captions til dette billede, men ingen af dem er sømmelige nok til at poste her.

Den grimme, grimme bagside af arrangementet viser sig på sidstedagen, hvor de efterladte ofre smides på containere og dumpes sammen med det andet skrald i en afsides kalkmine i nærheden af Vendsyssel.

What do you do when the thing you most wanted, so perfect, just comes?
	-- Charles Morritz (The Red Violin)