Just Cause 3

Eventyret om Rico og hans magiske faldskærm fortsætter.

Siden 2006 har jeg brugt et solidt, trecifret antal timer med at udforske de eksotiske øgrupper San Esperito og Panau og bekæmpe onde diktatorer i Just Cause-seriens to første spil. Det gjorde jeg i selskab med Rico Rodriguez, hans magiske faldskærm og – ikke mindst – fabelagtige evner udi luftakrobatik. Med løftet om endnu et højeksplosivt eventyr, hvor Rico ovenikøbet ville få nyt udstyr i form af en wingsuit, var jeg selvfølgelig på cloud nine, da treeren blev annonceret.

Der er nu gået et par år siden denne annoncering, og mine forventninger er kun blevet skruet højere og højere op, hver gang jeg hørte nyt om spillet. Jeg kunne næsten ikke undgå at blive skuffet, vel? Svaret er et rungende “både-og”, men min anbefaling er alligevel ikke til at tage fejl af. Lad os snakke lidt om Just Cause 3 på godt og ondt.

Skabelonen er nøjagtig den samme som i de to foregående spil: En ond diktator har sat sig hårdt på kontrollen af et fiktivt ørige i Middelhavet, og du skal med alskens midler bekæmpe ham ved at smadre hans utallige baser og befri de undertrykkede bebyggelser. Til din hjælp har du et bredt udvalg af både civilt og militært isenkram, som du enten kan få fløjet ind eller stjæle undervejs – håndvåben såvel som motoriserede befordringsmidler af alle slags. Skulle du stille træskoene midt i kampens hede, er det bare op på hesten igen og fortsætte, hvor du slap, idet spillet husker nøjagtigt hvor meget, du har smadret. Nok skal en diktator altså væltes, men jeg foreslår, at man glemmer alt om plottet og koncentrerer sig om de 30 sekunders højeksplosiv underholdning, som udviklerne hos Avalanche gentager ad infinitum fra start til slut. Det er nemlig seriens lakmusprøve, og den består tredje udspil med bravour.

Dermed ikke sagt, at det er en problemfri tilgang til et helt spil, men det bør noteres, at det grundlæggende gameplay er fantastisk godt udført, hvor monotont det så end virker at tilintetgøre en base for 117. gang på nogenlunde samme måde. Hemmeligheden ligger i ens pacing, og tager man spillet i mindre bidder, så vil man – som jeg – se frem til ethvert nyt besøg i Medicis ganske diverse omgivelser med stor fornøjelse. Det fungerer som slik, hvor man spiser lidt for meget, bliver overmæt og lægger det fra sig – blot for at mærke sulten igen efter et kort stykke tid. Og Just Cause 3 er mit nye yndlingsslik.

Den høje grad af bevægelsesfrihed har en stor del af ansvaret for de tilbagevendende abstinenser, og en hellig treenighed af hjælpemidler er fundamentet, hvorpå disse fornøjelser er bygget. Faldskærm, wingsuit og harpunline lader Rico henholdsvis svæve, flyve og trække sig i alle retninger, og kontrolleret brug af alle tre kan næsten holde vores helt luftbåren i uendelighed. Det er samtidig en ubeskrivelig fornøjelse at kunne sprede død og ødelæggelse fra oven, mens man bare svæver rundt og beskyder eller bomber fjendtlige forposter, baser og byer i frihedens navn. Det er også legende let at kapre fjendens køretøjer og helikoptre fra denne position, så Rico er virkelig en alsidig enmandshær, man ikke må undervurdere. Frihedsfølelsen, ved at lege drengerøv på denne måde, kan være svær at beskrive med ord, så jeg har inkluderet en gameplay-trailer, der gerne skulle bringe julelysene frem i øjnene på fans og pyromaner overalt.

Som et incitament til at bruge mere tid i Medici har Avalanche desuden inkluderet spandevis af udfordringer, der kan forbedre Ricos færdigheder og våben. De inkluderer simple skydebaner på point, racerløb med både, biler og fly, præcisionsflyvning med wingsuit, hasarderet kørsel med tikkende bilbomber, foruden tilintetgørelse af hele baser med forskellige typer af våben på tid. Når man således efter gavmilde 20-25 timer har set kampagnen til ende, er der stadig et pænt tocifret antal timers fornøjelse tilbage, før man har klaret alle disse udfordringer til topkarakter og eventuelt udkonkurreret ens venner på tider/points.

Heri ligger så også en af de store anker til spillet, som kun delvist er blevet løst på nuværende tidspunkt. For at kunne se, hvordan man har klaret en given udfordring i forhold til ens venner, kræves det nemlig, at man er online. Og lige den tilstand har spillet enormt svært ved at fastholde. Jeg bliver derfor afbrudt i tide og utide med et snurrende tandhjul midt på skærmen, der fortæller mig, at spillet er ved at logge ind på Square Enix’ servere. En operation, der godt kan tage et minuts tid, hvorefter spillet ofte giver op og tilbyder mig at fortsætte offline, hvilket alligevel bare betyder, at den vil forsøge igen-igen efter få minutter. Det er en utilgivelighed, at man ikke kan vælge at skippe dette helt, og den eneste workaround p.t. er at tage hele PS4’en offline. Spillet har endda et menupunkt, hvor man kan slå såkaldte Extended Leaderboards til/fra, men lige lidt hjælper det – så hvorfor ikke give spilleren mulighed for at slå leaderboards helt fra? Som det er nu, kan jeg leve med at tage min PS4 af nettet, men jeg regner gevaldigt med, at man får fikset dette i det næste patch. Grundet den mulige workaround afspejler min karakter således ikke, at der er et problem i denne henseende, men derfor skal det stadig nævnes.

Heldigvis har det seneste patch (v1.02) hjulpet på den anden, helt store anke, som ellers ville have trukket ned i den samlede vurdering. Da spillet blev udgivet, havde det nemlig exceptionelt lange loadetider, hvilket bestemt ikke gjorde det sjovt at skulle genindlæse en given udfordring igen og igen – eller benytte Fast Travel til at teleportere til et andet sted hen på kortet. Indlæsningstiden kunne let tage langt over et minut – og nogle gange i omegnen af to minutter – men heldigvis er disse indlæsningstider nu blevet minimeret, så man sjældent venter mere end 10-15 sekunder. Hurra!

Og med disse tekniske forhindringer løst eller undviget bliver dette tredje spil i serien samtidig det bedste spil i serien. Muligvis er det en smule lettere end forgængerne, og muligvis er plot og dialog ikke synderligt interessant, men det bliver man hurtigt immun overfor, når man slipper sit indre legebarn fri i den yderst fleksible sandkasse. Fysikmotoren er ulig noget, jeg har leget med før, og dens særegne hyperrealisme er sjov at lege med. Hver. Gang.

Det gælder både de uforudsigelige resultater, når baser jævnes med jorden, men så sandelig også Ricos aftagelige harpunliner, der gør det muligt at forbinde alting med hinanden og forårsage ravage, når man derefter vælger at trække linerne sammen. Kombineret med en højpotent multi-granatkaster og en missiludrustet kamphelikopter – mit yndlingsarsenal – har jeg således brugt anslåede 40-50 timer på at befri Medici, gennemføre alle udfordringer perfekt og optjene endnu en af de ellers få Platinum-pokaler, som jeg har modtaget gennem tiderne. Jeg er helt klart mæt nu. …Altså, så længe det varer.