Broadchurch

11-årige Danny Latimer findes myrdet på stranden i den lille by Broadchurch. Det er nu op til den just overflyttede politimand Alec Hardy at finde morderen.

Broadchurch er britisk krimi af den gode støbning; langt mere antydning end splat, og en god gymnastik for de små grå, mens man prøver at opklare mysteriet sammen med Alec. Det skorter på biljagter og action, til gengæld er der fyldt med mystiske karakterer, som hele banden kunne have nakket Danny. Hvem mon det er?

Det spørgsmål bruger serien otte episoder på at opklare, og det lyder umiddelbart som en noget langstrangt mordgåde, når Tom Barnaby normalt kan nøjes med halvanden time, og Hercule Poirot har samlet de mistænkte i pejsestuen for at præsentere den endelige afsløring med sædvanlig belgisk selvhøjtidelighed efter blot 45 minutter.

Men det gør ikke noget, for Broadchurch har et lille og enormt interessant persongalleri, og efterhånden som episoderne skrider frem, bliver de en efter en strøget fra listen over mistænkte, mens deres historier folder sig ud og man får et interessant og fremfor alt vedkommende indblik i deres skæbner og hvorfor pokker de lyver om, hvad de foretog sig den nat, Danny blev dræbt.

Skuespillerne gør det afsindig godt. Det gode ved britiske tv-serier er, at skuespillerne ligner almindelige mennesker som dig og mig. De er ikke overdrevent pæne med blegede tænder og tonede kroppe, de er bare mennesker. Præstationerne her er i så høj klasse, at man meget sjældent tænker på dem som skuespillere, men mere som personer i et drama, og dét er fandme værd at bide mærke i, for sjældent har jeg set så velspillet en tv-serie. Der er både kendte ansigter, især for fans af Doctor Who, da David Tennant (Doktoren i sæson 2 til 7) spiller Alec Hardy og Arthur Darvill (Rory i sæson 5 til 7) spiller præsten. Tennant gør det rigtig godt, men Darvill skinner næsten endnu mere i sin rolle som præst. Overfor Tennant spiller Olivia Colman som Hardy’s kollega. Hun leverer en af de mest ægte præstationer, jeg har oplevet i lang tid og stjæler alle de scener, hun er med i. Colman modtog en BAFTA for Best Actress for sin rolle. Byen er derudover besat af en perlerække af gode skuespillere, hvor især David Bradley skal have applaus for sin rolle som kioskejeren Jack Marshall – en rolle, der resulterede i Best Supporting Actor i British Academy Television Awards.

De første tre minutter kan man ikke lade være med at tænke på Doctor Who, når man ser David Tennant, og det klikker også på et par kontakter når Arthur Darvill og Tennant spiller overfor hinanden, som de jo gjorde i utallige episoder af Doctor Who. Men til begge skuespilleres kredit skal det siges, at de spiller så overbevisende, at man komplet glemmer deres tidligere roller og fuldstændigt lever sig ind i de to nye karakterer, de her portrætterer.

En central del af serien er musikken af islandske Ólafur Arnalds, som er afdæmpet og dyster med eksplosive afstikkere og passer perfekt til seriens ambiens. Manuskriptforfatter Chris Chibnall er da også en stor fan af Arnalds’ værker, lyttede konstant til hans musik under skabelsen af serien, og siger selv, at seriens atmosfære kommer direkte fra Arnalds’ musik.

Serien følger den etablerede norm for britiske krimier ved hele tiden at kaste mistanken på nye karakterer, og man kan naturligvis blive lidt træt af at blive trukket rundt i manegen med nye mistænkte i hver episode, men det gør altså ikke noget, når dramaet uden om selve mordgåden er så pokkers interessant at følge med i. Jeg har også på fornemmelsen at de har set lidt for mange skandinaviske krimier, som jo blev enormt populære i England, da man har fundet det nødvendigt at udstyre Alec Hardy med et livstruende helbred. Hvorfor skal mord-detektiver altid være på randen af et personligt sammenbrud? Nuvel, det skal ikke ligge serien til last, for på trods af klichéerne er serien stadig noget af det bedste britiske krimi-drama, der er udgivet i flere år. Se den!